Læsetid: 3 min.

Grif

26. februar 2000

I ET TIDLIGERE Stikord havde jeg lejlighed til at kombinere Kongens Nytorv og digteren Peter Poulsen, som dér havde et himmelsk stævnemøde med Jens August Schade. Det er ikke den eneste mulige forbindelse mellem torv og digter. Løfter man, som han da gjorde, i det hele taget blikket mod himlen under passage af torvet med Det Kongelige Teater, som jo har et særligt blikfang, vil man kunne få øje på nogle strategisk anbragte skulpturer. Ikke den store Pegasus-gruppe på gesimsen, men lidt bagude ved den runde tagrygning står her og der en grif og stirrer tilbage. Et fabeldyr, et såkaldt blandingsvæsen med ørnehoved, løvekrop, vinger og slangehale. En anderledes teaterfugl.
Der knytter sig forskellige mytologiske forestillinger til dette overnaturlige væsen. Man kan hæfte sig ved det positive, at griffen vogter den hellige ild og livets vand, endda ligefrem livets træ, idet ørnehovedet symboliserer herredømme over himlen og løvekroppen magt over jorden. To soldyr forenet. Psykologisk set betegner det forbindelsen mellem den psykiske og den kosmiske energi, siger man. Og det kan et teater jo ikke få nok af.

MEN ALT ER IKKE skøn fordobling. Hvad der er sammensat, er også tvetydigt, og sumererne, der har afbildet griffen på 5000 år gamle seglsten, har næppe tænkt de samme tanker som middelalderens kristne, der kom på den idé, at griffen stod for både Frelseren og Antikrist. I antikken blev griffen anvendt både som ornament og til skræk og advarsel. Endnu i begyndelsen af 1600-tallet kunne man i Europa tro, at griffen reelt eksisterede, fortæller Eske K. Mathiesen i Encyklopædien.
Det tror digterne stadig, hør bare:
Sig nærmer, så sagte, en
hæslig grif
og lægger sin klo over bogen;
den roder rundt i dens
billeder, tegn
og sletter musik og
betydning.

Sit næb den løfter i blindt
raseri
og flænser hver eneste linie,
hvor formen antyder
dybder; som én,
der ækles og fascineres.
Det er den brasilianske lyriker Ivan Junqueira , hvis digtsamling Griffen (1987, da. 1994) Peter Poulsen har oversat. Titeldigtet udtrykker en svimlende dualisme, en spaltning i sjælen, både arkaisk og moderne. Med sit bastardblik har monsteret i digtet fra første færd infiltreret ånden og perverteret kærlighedsevnen og paradisdrømmen.
Det er en digtererfaring - og en oversættererfaring, at en sådan magt melder sig i svælget mellem indsatsen og tabet, midt i poetens vovemod. Som en grif, der slår kløerne i digtets dunkle sider, knækker rygraden på rytmen og skærer halsen over på et rim. Om natten hviler dyret mellem digtets linjer, det "ler, stille, ad den, der, for at leve, må satse alt på sin poesi."
At leve er krig med trolde, i hjertets og hjernens hvælv, vidste Henrik Ibsen. At digte - det er at holde dommedag over sig selv.

JUNQUEIRAS DIGT har motto fra Les Fleurs du Mal, Helvedsblomsterne, som Peter Poulsen også har oversat, en linje fra dedikationen til læseren, hvor Baudelaire identificerer griffen blandt "aber, sjakaler, skorpioner, gribbe, slanger, galpende monstre, som fnyser, brøler, stanger." Det er mylderet af dæmoner, som er spærret inde i hjernen. Uhyret, griffen, er hos Baudelaire selve livsleden: "du kender ham, læser, dette monster uden klør."
Med eller uden kløer melder afmagtsfølelsen sig hos den, der skaber, og antager mareridtets karakter.

VERDENSPOESIEN er fuld af sådanne dæmoner, i det skjulte eller trukket frem til frygtindgydende beskuelse. Et nordisk berømt fortilfælde er Esaias Tegnérs digt Mjältsjukan fra midt i 1820'rne, hvor skjalden anfaldes af lede og misantropi i skikkelse af et lignende dæmonisk væsen, en svartalf. Den stiger op af jorden og bider sig fast i hans hjerte, og alt bliver tomt og øde. Håbet og mindet sortner, og hvad selve digtet angår: dets linedansermøje og luftspring taber al interesse. "Der går en liglugt gennem menneskelivet, forgifter vårens luft og sommerens pragt."
Der er en tydelig og mærkelig overensstemmelse i en forrådnelsens billeddannelse hos Tegnér, Baudelaire og Junqueira, tre formstrenge digtere, der nøje har vægtet hvert ord, hver klang og rytme mod angreb fra mismodets instanser.
Peter Poulsen er en livskraftig digter og frygtløs oversætter, der i fravær af en egentlig grif-pris nu i tirsdags modtog Oversætterforbundets Ærespris for sin fordanskning, oversættelse, gendigtning af de sære og svære, foruden de nævnte også af Fernando Pessoa, af Borges og af en række brasilianere, ikke mindst den mere upåagtede grifkender Ivan Junqueira.
Hils på griffen. Også den der roligt skuer ud over Kongens Nytorv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu