Jörg Haider vil fremme den kunst, som støtter hans vision om det smukke, folkelige og traditionelle Østrig. Eksperimenterende kunst er pervers og samfundsskadelig
ZÜRICH - I Klagenfurt, hvor Jörg Haider sidder som lokal regeringschef, ligger litteraturinstituttet Musil-huset, opkaldt efter den østrigske forfatter Robert Musil, der er verdensberømt for sin roman om Manden uden egenskaber.
Kort før Haiders valgsejr i maj sidste år, optrådte hans tilhængere på en sådan måde, at lederen af instituttet gav udtryk for, at deres jargon ikke passede til huset. Reaktionen fra Haider: "På den måde bliver De jo aldrig professor".
Episoden er typisk: Haider kommer med en bemærkning, som kan opfattes spøgefuldt. Men samtidig spiller han gang på gang på henvisningen til, hvordan alting bliver anderledes, når han og Frihedspartiet kommer til magten.
Det har skabt angst blandt kunstnerne i Østrig. Den er sikkert overdreven, men i enkelttilfælde kan den være berettiget. I Kärntens administration er en række folk blevet udskiftet med Haiders partifæller. Ikke så sært, at kunstnerne frygter det samme.
Støtter det traditionelle
Lederen af Kärntens landsdelsteater i Klagenfurt, Dietman Pflegerl, fortæller ganske vist, at han personligt ikke har noget at beklage sig over. Tilskuddene er indløbet planmæssigt, også efter at Haider blev regeringschef. Der har ikke været forsøg på at lægge noget kunstnerisk pres på udvalget af de opførte teaterstykker, heller ikke selv om teatret spillede Strindbergs Spøgelsessonaten samtidig med udnævnelsen af den nye højreorienterede regering i Wien.
Men forklaringen synes at være enkel nok: Landsdelsteatret repræsenterer traditionel kunst. Det eksperimentelle finder sted ude i de små teaterforeninger - på de små scener. Og de har fået det kolossalt svært, efter at Haiders Frihedsparti er kommet til magten. Specielt fordi Haider ud over at være regeringschef tillige er kulturminister i Kärnten.
Socialistisk kunst
På grund af sit stærke engagement i landspolitiken er Haider relativt lidt hjemme i Klagenfurt, og han har derfor også ansat en særlig kulturrådgiver - Andreas Mölzer - til at tage sig af kulturpolitikken. Andreas Mölzer redigerer ugemagasinet Zur Zeit, hvori han har ført hårde angreb på den kunst og kultur, som hidtil er kommet til udtryk i det Østrig, der siden Anden Verdenskrig har været domineret af socialdemokraterne og de konservative, og som for Frihedspartiet simpelthen har fået prædikatet "socialistisk" hæftet på sig.
"Kunsten har gjort sig til luder for den socialistiske kulturpolitik," skriver Andreas Mölzer .
Det er som en konsekvens af denne kulturopfattelse, at de eksperimenterende grupper siden Haiders valgsejr er blevet udsultet i Kärnten.
Slovensk bekymring
Det gælder også den slovenske kulturforening, der forsøger at fastholde den kulturarv, som det slovenske mindretal i Østrig betragter som sit væsentligste overlevelsesmiddel - der bor skønsmæssigt 40.000 med slovensk oprindelse i Østrig, heraf langt de fleste i Kärnten. Kulturforeningen må klare sig med et beskedent tilskud fra Kärntens regering.
Naturligvis har denne ikke helt strøget tilskuddet, for så ville den kunne beskyldes for at undertrykke en minoriet.
Men slovenerne er bekymret for fremtiden. I Kärnten har der lige siden den tysktalende befolknings succesrige forsvarskamp mod nabofolket slovenerne efter Første Verdenskrig været tradition for at betragte dem som naturlige fjender. Det ses også i parlamentet i Klagenfurt, hvor man nok har tildækket de vægmalerier, der viste 'Anschluss' i 1938 med hagekorssvingende østrigere, mens man har ladet de vægmalerier, der viser forsvarskampen mod slovenerne hænge frit fremme.
Folkeligt Østrig
Haider har altid vedkendt sig den tysktalende Kärntenbefolknings modstand mod den slovenske selvforståelse, som bygger på, at slovenerne boede i Kärnten før de tysktalende.
Hertil kommer, at Haider - ligesom Mölzer - taler om, at man vil fremme den 'folkelige' kultur, som dyrker de gamle folkedragt-, folkesang- og folkemusik-traditioner. Det er denne folketradition, der bruges til underholdning ved ølfesterne i forsamlingshusene, men også ved de kammeratskabsforsamlinger, som de gamle våbenbrødre fra SS flere gange har indbudt Haider til.
Den tredje republik
I Haiders og Mölzers sprogbrug er denne folkelighed grundlaget for den 'tredje republik', som Frihedspartiet ønsker at grundlægge, efter at den 'anden republik' - som opstod efter Anden Verdenskrig - er bragt til fald. I denne folkelighed - der også skal danne grobund for skabelse af en 'fører-elite', som i direkte vekselvirkning med 'folket' skal bringe udviklingen ud over parti-demokratiet - er der på længere sigt kun har plads til en slags folkelighed, nemlig den tysksprogede.
Men dette billede tilsløres af Haiders forsøg på at gøre sig og sine tilhængere salonfähige i Østrig og i Europa. Haider har ansat en sloven som sin protokolchef, og denne er gået i gang med at undervise Haider i slovensk, så han i det mindste kan sige et par høflighedsfraser.
For fuldstændigheds skyld skal det også nævnes, at Haider i sin første periode som landshøvding i Kärnten dansede ved nogle slovenske fester. Men tolerancen hører op, når der skal gives offentlige tilskud.
Smækker kassen i
Det har en anden kulturbegivenhed fået at føle. Hvert år afholdes der i Klagenfurt et Ingeborg Bachmann-symposium. Til minde om den østrigske digter kommer forfattere fra hele det tysksprogede område for at læse nyskabelser op for hinanden, for publikum og for en jury, som til sidst uddeler den eftertragtede Ingeborg Bachmann pris.
Men det er nu slut. Ingeborg Bachmanns søskende har meddelt, at hendes navn ikke mere må bruges i Kärnten.
Men Haider har ladet forstå, at denne tilsyneladende demonstration imod ham i virkeligheden er et resultat af, at han allerede forinden havde strøget tilskuddet på 100.000 schilling fra Kärntens statskasse til symposiet.
Ifølge Haider har man smækket pengekasse i, fordi Ingeborg Bachmann-symposiet er blevet kedelig, og derfor skal pengene i stedet bruges til at fremme af unge kunst-talenter fra Kärnten.
Det smukke Østrig
Erfaringerne fra Haiders kulturpolitik i Kärnten - og hans kunstkritik i det hele taget - viser, at han tilstræber at fremme enhver form for kunst, som tjener et smukt billede af hans smukke Østrig og især af hans smukke Kärnten, og at han betragter al eksperimenterende kunst som samfundsskadelig og pervers.
"Holder De af Scholten, Jelinek, Häupl, Peymann, Pasterk - eller af kunst og kultur," spørger Frihedspartiets på valgplakater i Wien med direkte adresse til provokerende kunstnere samt socialdemokratiske kulturpolitikere.
Frihedspartiets optagelse i den østrigske regering har da også fremkaldt skarpe protester fra en række kunstnere, der ikke længere vil stille deres arbejdskraft til rådighed for Østrig.
Belgieren Gerhard Mortier har opgivet sin stilling som kunstnerisk leder af Salzburg-festspillerne, Elfriede Jelinek vil ikke lade sine skuespil opføre på østrigske teatre. H.C. Artmann, Ernst Jandl, Friederike Mayröcker og flere har underskrevet et manifest mod den nye regering, som er med til at gøre Haider salonfæhig.
Kultur-protester
Også chefen for nationalteatret i Wien, Klaus Bachl, skrev under på opfordringen til det konservative folkeparti om ikke at indgå en alliance med nederdrægtigheder. Men appellen forblev som bekendt uhørt.
En række af dens underskrivere heriblandt digteren Andre Heller og den lutherske biskop Gertraud Knoll deltager i de fortsatte gadedemonstrationer mod den nye regering.
Imens sidder den tidligere skuespiller på Nationalteatret, Franz Morak, i den den østrigske regering, hvor han i det forgangne år optrådte som de konservatives garant for, at det aldrig skulle komme til en alliance med den kulturfjendske Haider. Morak er nu statssekretær for kulturelle spørgsmål. Blandt intellektuelle er der opstået et nyt modeord: Vendekåber. Og der er enighed om, at de både findes i litteratursalonerne, på teatrenes scener og måske som det farligste også i avisernes redaktioner.
Forsiden: 'Ingen pardon for Haider'
Leder på bagsiden
