Læsetid: 3 min.

Halfdan

5. februar 2000

Kalender

HVAD SKULLE man nu stille op uden et alfabet? Disse otte og tyve bogstaver med deres ufattelig mange kombinationsmuligheder - vi udnytter dem slet ikke - tillader os stadig at danne nye sætninger og meninger på papiret. Dér ligger de foran en på tastaturet eller usynligt oplagret i kuglepennen, parat til at underordne sig i en højere menings tjeneste. De gamle håndsætterier hos bogtrykkeren, hvor typerne lå i deres rum og blev samlet op en for en, indgav nok en en større respekt for ordene. Der er kommet en fjernhed eller letbenet flugt over ordene, nu hvor de ikke støbes i sættemaskinernes bly. Men tanken om al den latens, som alfabetet rummer, er betagende, gør bogstavrækken til en verdensformel, et tryllemiddel, en magisk remse med et selvstændigt liv.
Vi hæger om vores ABC, vi lærte ligefrem at synge alfabetet, og digterne holder fast i det, ligesom de med fantasiens systemarbejde modvirker datoriseringen og de tankestrukturer, som informationsteknologien pådutter os.
Måske er det derfor vi ser flere og flere abecedarier, alfabetisk opstillede essays, opslagsværker, håndbøger, leksika i hidtil uset store mængder som en anden slags systemtænkning end magtens og overvågningens skumle systemer.

DEN ANTIAUTORITÆRE digter Halfdan Rasmussen, der minsandten netop er fyldt 85, er en stor elsker af alfabet og af systematik. På omslaget af Halfdans ABC har Ib Spang Olsen tegnet alle bogstaverne mellem børnene, og her er de så allesammen sat i frihed, Ane med anemonerne, Benny med bukserne, Charlotte med citronerne og Dorte med dukken. Og det svære X - som ellers må nøjes med Xerxes og Xanthippe - er her et vejkryds, en savbuk, de standsede møllevinger.
X er den sløjfe du binder i krøllen.
X er et lyserødt plaster på såret.
X er en saks der kan klippe i håret.
X er i Texas og Alex og Brix.
X er et bogstav der rimer på heks.
Som ordmenneske elsker han materialet, derfor også talrækken og kalenderen, f.eks. i hans Julekalender for voksne med et digt for hver af de 24 dage. De talløse Tosserier hedder alle "Noget om...", ligesom samlingen Noget om Nanette handler om noget af hendes frydefulde verden. Hans erindringsbog i vers hedder Og det var det (1977), hvor hvert digt indledes "Og det var..."
Og det var i læ af en baggårdsmur
vi legede stanton og svingfigur
og trimlede ud af en salig storm
hvor syndig forvirring blev stivnet form.
Forvirring og form er blevet en livsvarig, alvorlig leg. Salighed og struktur.

HALFDAN RASMUSSEN trodsede modernisternes frie form, gik demonstrativt mod strømmen. Med Torso i 1957, med genoptryk i 1965, rapporterede han fra Grækenland sammen med tegneren Ernst Clausen sit møde med antikken, dens søjler, karyatider og marmorstivnede svingfigurer.
Og han gjorde det i arkaiserende strofer, i heksametre, som han endda tillod sig at forsyne med enderim, og i den skønne sapfiske strofe. Han modtog en hilsen fra den fjerne digterinde i hendes egen versform:
Hendes søstre, unge og uden alder,
bær jasminers duft i de mørke lokker
som en hilsen til dig fra øens dronning
Sapfo fra Lesbos.
Smerten stivnet til ornament! står der i titeldigtet Torso. Halfdan Rasmussens rimerier, bogstaveringer, remser, gentagelser, stramme strofeformer er ikke ornamentik, hvad enten talen er om smerten eller glæden, men en sans for sprogets materialitet og skriftens åndsnærværelse, der provokeres af modeller. Egentlig er han systemdigter, før ordet blev opfundet, defineret af Hejlskov Larsen i hans Systemdigtningen (1971): "En manipulation med sproglige modeller med det formål af skabe nye forestillingsverdener, nye tilværelsesbilleder."

SMERTEN er menneskers bundethed, glæden er frihedens store begreb, en frigørelse formuleret indirekte i den sproglige bevægelighed, som han har hentet ud af bogstavernes formaliserede verden med stædige repetitioner.
I modernismens digtning træffer man oftest et ubehag ved menneskemængden, storbyernes anonyme myldren. Hos Rasmussen er de potentielt et uendeligt antal kombinationsmuligheder, "Mennesker, mennesker. Altid og alle steder," står der i Torso om den "Syngende by":
Levende. Levende. Evigt og altid nær dig.
Løftet og kuet og løftende. Mørk og lys
strømmer fra torve og stræder den store bys
rytme af mennesker gennem dit blod, og bær dig.
Sådan kan man sige det uden patos, fordi man er nær ved ordene. Med et nyt tilværelsesbillede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her