Men hvem whoolen er mr. Who? Jo, det er ham med whoondehvalpene
Tidsskrift
Kulturo er navnet på et tidsskrift, der skrives og redigeres af studerende og undervisere på Institut for Litteraturvidenskab og Moderne Kultur ved det københavnske universitet.
En af de studerende hedder Nikolai Knudsen. Han skriver i sin artikel, Sig Jolly til din Warhol, at hvis man vil komme til orde i nutidens offentlighed, skal man kunne udtrykke sig letfatteligt og fængende på meget kort tid om endog komplekse emner. Dem, der kan det, er vindere. Han nævner Zentropas Peter Aalbæk som mesteren, der kan få medierne til at danse efter sin pibe (cigar).
Knudsen forudsiger ikke kunstens død, men måske nok kunstens uddøen som fag, sådan som vi har kendt den hidtil. I stedet for kunstnere vil man i fremtiden tale om f.eks. mediestrateger. Han ser kunstnerne nu som krigere, der kæmper for at bevare "et kommunikativt rum, der ikke fungerer på det kommercielles betingelser" - altså de helt moderne kunstnere, som går ind i reklamesproget eller ud i byrummet med deres tvetydige værker.
Han mener også, at kunstneren Max Brammer har hentet sig ti års udødelighed i erindringen for et omfattende medieprojekt, som han markedsførte som Mr. Who, som om det var en mærkevare.
Dog, næppe. Spørger man manden i byrummet, hvem Brammer er, vil han sige who? Siger man 'ham med de udstoppede hundehvalpe,' er manden snarere med.
Knudsens artikel er i øvrigt læseværdig, velargumenteret og udfordrende, og det er flere af de andre også.
En overraskelse
Mette Mechlenborgs forsvar for Nørreports kaotiske, arkitektoniske og byplanmæssige virvar. Henrik Moltkes sammenlignende analyse mellem Robert Smithsons land art og cyberspace, hvori han argumenterer for, at mennesker i dag snarere indgår som lokaliteter i et netværk end i en lineær historie på en bestemt lokalitet.
Men skal man tage Knudsens tese om det enkle budskab alvorligt, vil instituttet næppe kunne levere mange vindere til fremtidens samfund, selvom artikelforfatterne er blevet langt mere tilgængelige, end instituttets skribenter var en (lang) overgang.
Nummerets overraskelse er en artikel af Peter Madsen. Det er lykkedes professoren at skrive den næsten helt uden brug af fremmedord - bortset fra at han ofte bruger ordet dekapitering i stedet for halshugning. Men hvis han ikke brugte i hvert fald et enkelt fremmedord, ville han ikke være Peter Madsen, og så ville han have et identitetsproblem.
Artiklen indgår i en ganske underholdende enquete om den lille havfrue, hvortil bl.a. også Mette Sandby, Martin Zerlang, Henning Goldbæk og Frederik Stjernfelt bidrager.
Sidstnævnte skriver om blending af den lille havfrue, men en helt anden slags end den, der blev akvariefiskene i Trapholt til del, så vidt man forstår i den del af artiklen, der lader sig afkode. En sjov leg med intellektet, ikke andet, men nok det afsnit, der er mest i familie med ålens vandring. Altså Aalbækkens.
*Kulturo. Tidsskrift for Moderne Kultur. To årlige numre for 60 kr. 76 s. Kan købes i Arnold Busck, Atheneum og Humaniorabogladen
