Læsetid: 5 min.

In memoriam HC

19. februar 2000

Intermetzo
Det var en tid, hvor socialdemokrater var socialdemokrater i én bevægelse: parti og samvirkende fagforeninger - fremad for folket, hvor konservative var konservative, så det gjorde noget, ikke vulgære reklamebyrobestyrere med rod i regnskaberne, hvor venstrefolk var bonderøve med tommelfingrene i ærmegabene og ler under træskoene, de radikale radikale, fattige ærlige husmænd og underbetalte skolelærere, og kommunisterne var røde og glade i troen med frikort til metroen i Moskva.
Socialdemokraternes ledere, rundne som de var af folkeligheden selv, elskede sang og bægerklang, således at Bo Bojesen kunne, således så al folket straks forstod pointen, fremstille partitoppen som Sangforeningen Morgenrøden med Julius Bomholt som dirigent på en omvendt ølkasse fra bevægelsens eget bryggeri Stjernen, og sangforeningen placeret i de grønne lunde til tonernens vuggende fald. Den bestod da af Jens Otto Krag, Hans Hedtoft, Chr. Christiansen, Johannes Kjærbøl, Carl Petersen, Jens Smørum, Rasmus Hansen, Hans Hækkerup, Johan Strøm, Viggo Kampmann og Lis Groes på knæ i græsset med cerut i flaben og hatten i nakken parat med klemmer til drengene. Her stod forsamlet Danmarks politiske magtelite, som ganske vist i rimeligt omfang delte den med de evige radikale, Jørgen Jørgensen, Bertel Dahlgaard, siden Karl Skytte. De sang selvsagt ikke med i Morgenrøden, hvoriblandt endu en deltager ikke bør glemmes her, nemlig hovedpersonen i disse linier, manden der i årevis stod ved Hans Hedtofts side: Hans Christian Svane Hansen.

I dag er det 40 år siden, at denne Hansen døde som sit lands statsminister, kun 54 år. Dengang - for en da femten-årig - forekom folk i den alder ældgamle, klædt som andre oldinge med brilliantine i det tynde tilbagestrøgne hår og tilknappet skræddersyet jakkesæt. Nu forholder det sig anderledes, det jævnaldrende er indtrådt, den gamle statsminister, som de gamle dengang sagde var ung, døde i samme alder som klummistens nu, hvilket jo er tankevækkende ungdommeligt. Det var det selvfølgelig også for H.C. Hansen, som han jo hed i det daglige - eller blot HC. En halskræft konstateredes i 1958. HC blev indlagt på Finsen umiddelbart efter Folketingets åbning. Finsen var i de tider det samme som dødens forgård. Kun mirakler lempede folk levende ud fra Finsen. Ihvertfald på længere sigt. På længere sigt bredte sygdommen sig til statsministerens lunger.
Sommeren 1959 arbejdede den pligtopfyldende og magtbevidste mand fortsat, som om han var rask. Det var han ikke. Kortåndet og træt måtte han efter rejserne til Færøerne, hvor der var ballade, til England og USA for at understrege Danmarks placering i Vesten og NATO og efter yderligere anstrengelser i efteråret give op kort før nytår og lade sig indlægge. Billedbladet besøgte sygeværelset, hvor den tydeligt mærkede statsminister sad i silkeslåbrok og tog imod.
De voksne vidste besked: at billederne bogstavelig talt var fra et dødsleje. Det hævdedes siden, at HC ikke vidste, hvor syg han var. På et tidspunkt kom den svenske minister Torsten Nilsson på besøg: "Hvad laver du her, dit dumme svin!", hilste HC i deres gamle jargon kammeraten från hinsidan. Svensk presse var ifølge J.O Krag ved at få færten af sygdommens alvor. Fra da af holdt pårørende og hospitalets personale svenske aviser borte fra sygestuen. Statsministeriet bad samtidig via Ritzau dansk presse holde sig tilbage - en såkaldt tavshedshenstilling. Utænkeligt i vore dage, men HC døde faktisk uden at have læst sandheden om sin sygdom i aviserne. Måske vidste han vitterligt intet, måske vidste han alt.
Det sidste er mest sandsynligt, men showet måtte jo på en eller anden måde fortsætte, og HC var under alle omstændigheder ikke typen, der gav op på forhånd. Men døde gjorde han, og landesorgen var oprigtig, folk var virkelig berørte og talte om det på gaden og i butikkerne, i by og på land. Flere, der med statsgaranti ikke stemte socialdemokratisk, græd åbenlyst. Først Hedtof, så HC. Det var for meget i døde statsministre.

Og dermed begyndte den nye tid for Socialdemokratiet og landet med Viggo Kampmanns korte, hektiske statsministerperiode. Cand.polit'erne overtog biksen, og har som bekendt i det store hele styret den siden. Lige bortset fra Anker Jørgensen, der meget vel kan opfattes som den allersidste socialdemokratiske arbejderkrampetrækning på toppost.
HC, hvis autoritet i parti, regering og for så vidt også Folketing, var ubestridelig, nåede - uanset sin stærke placering i befolkningen - ikke at blive egentlig landsfader, dertil var hans statsministertid for kort. Men han var ved siden af forgængeren Hans Hedtoft, der døde endnu yngre efter sammenlagt kun 5 år på taburetten, så at sige den mest indlysende statsminister efter Stauning. En lysende prototype på bevægelsens børn i det socialdemokratiske århundrede. Uddannet typograf, formand for DSU i trediverne, antinazistisk og antikommunistisk aggitationsarbejde, digtede sange og nogle af de dengang så hyppigt anvendte talekor til bevægelsens stævner. Krag gengiver i sin fremstilling i "Kamp og Fornyelse" det HC-digt, Helle Virkner reciterede ved statsministerens begravelse: Digtning og død/ kæder vi sammen/ Handling i digtningens spor/ Massernes kraft/ skal parret med ildhu/ erobre den rullende jord.
1936 blev HC medlem af Folketinget. 1939 overtog han partisekretærposten efter Hedtoft. Besættelsesmagten forlangte imidlertid HCs afgang, og han varetog siden sammen med Hedtoft partiets og politikernes kontakt til modstandsbevægelsen. Efter krigen blev han finansminister, siden handelsminister og endelig udenrigsminister under Hedtoft. En løbebane, der sammenholdt med et utal af andre tillidsposter i forløbet, afspejler denne mellemgeneration af duelige og flittige socialdemokratiske politikeres liv og virke. Kronen på værket var statsministerposten, som blev ledig ved Hedtofts pludselige død i Stockholm januar 1955. Krag har senere påpeget det uforudsigelige og næsten naturstridige i den hurtige udskiftning: Hedtoft, H.C. Hansen, Kampmann, hvilket jo førte til hans egen ophøjelse i 1962. Krag forestillede sig før dette mandefald at hans egen indsats altid ville udspille sig i anden række. Havde f.eks. HC haft et bedre helbred, kunne denne have siddet som statsminister frem til 1970'erne. Ganske tankevækkende at HC i så fald ville have været den statsminister, der førte Danmark ind i Fællesmarkedet, hvad han utivlsomt ville have gjort med største fornøjelse.
H.C. Hansen var en stor dansk politiker af den generation af socialdemokrater, der sagde: Sociarl-demokratiet med distinkt t og Darnmark med åbent a både her og der.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her