Læsetid: 3 min.

Det indre popdyr slippes løs

9. februar 2000

Selvom hun trækker på alt fra pigegruppepop over rock og blues til jazz har sangerinden Dicte først og fremmest lavet en raffineret popplade, som viser en kunstner, der i høj grad er ved at finde sin egen stemme

Ny cd
I et interview fornylig udtalte sangerinden Dicte at hun på sit nyeste udspil - This Is Cool - især var inspireret af midttressernes soul, den tids R&B. Det kan godt være at Dicte hører sin plade som liggende i forlængelse af den specifikke tradition, men i denne anmelders ører lyder det i langt højere grad som om det er arven fra de såkaldte pigegrupper der videreføres. Bare hør åbningsskæringen "Don't Tell"! Og det er - alt andet lige - en anden historie. Tilsat inspiration fra såvel rock, blues og jazz, alt sammen med en umiskendelig tresserfornemmelse - men soul? Jeg kan ikke høre det.
Dette er måske bare en snørklet måde at påpege at Dicte ikke er en såkaldt blue-eyed soul-sanger, men popsanger - helt ind til benet. Og hvid oveni, så det er til at føle på. Der er ikke mange gospelmanerer at hente der, ikke mange melismer i fraseringerne. Og dét er der intet galt i. Især ikke når hun som på This Is Cool for første gang slipper sit indre popdyr løs. På sine tre foregående albums har Dicte med vekslende held dyrket hvad man lidt frækt kunne kalde artpop - eller sagt på en anden måde: Prætentionerne har haft det med at komme i vejen for det direkte indtryk ... hvilket nogle gange fungerede til solistens fordel og andre gange ikke.

Moderne kvalitetspop
Til forskel herfra er This Is Cool en mere umiddelbart tilgængelig plade, hvor faktisk kun det dovent jazzede "Off Beat" og den patosfyldte "She's An Elephant" - med en stærk og uortodoks guitarsolo fra Dictes egen hånd - viser tilbage til det bevidst skæve hos Dicte; resten af pladens otte skæringer er straight pop i den store tradition - selvom der som sagt trækkes på mange forskellige inspirationskilder.
Det skal ikke skjules at Dicte ved at inkludere Jacques Brels udødelige "If You Go Away" - i Rod McKuens engelske fortolkning - sætter sin egen sangskrivning i relief. "If You Go Away" er et fremragende eksempel på at man ikke behøver at følge de traditionelle skabeloner for at forfatte en uforglemmelig sang.
Det gør Dicte dog selv det meste af vejen - med et par klædelige undtagelser - uden at sande til i klicheer, men heller ikke med de mest iøjnefaldende ambitioner om at nytænke hverken sangskrivning, arrangementer eller den i øvrigt kongeniale produktion.

Stor udtryksfylde
Det er moderne kvalitetspop, hverken mere eller mindre - og det er faktisk svært vanedannende, efterhånden som man lader
disc'en snurre et par gange i den dertil indrettede.
Pladens mest løfterige øjeblik er jazzballaden "When I Love You The Right Way", hvor Dictes klasse som sanger for alvor viser sig. For det er dog stadig hendes stærkeste kort: Stemmen. Den besidder en ekstraordinær udtryksfylde, og vigtigere endnu, en fuldstændig særegen klang. Derfor skader det heller ikke at hun har aflagt sine halvfemser-mannerismer til fordel for en mere ukrukket og ligefrem stil, hvor melodi fremfor solist er at finde i højsædet.
Og sangskrivningen er stort set i orden hele vejen igennem. Den nyfundne trang til enkelhed til trods er This Is Cool stadig indbydende og raffineret - og produktionen, fordelt mellem Kæv Gliemann, Dicte og Pete Smith, er såvel trofast over for forlægget som fræk og afsøgende. Det skader heller ikke foretagendet at den gennemgående rytmegruppe - Lennart Ginman på gulvbas og Kristoffer Sjelberg på trommer - svinger så det er en fryd, samtidig med at de på intet tidspunkt overskrider akkompagnatørernes rolle. Læg dertil Gliemanns subtile keyboards samt diverse diskret indforskrevne gæster, og der er ikke en finger at sætte på det musikalske. Men det er først og sidst Dictes show, og man må sige at hun denne gang på tilfredsstillende vis forløser det potentiale hun uomtvisteligt har været i besiddelse af siden hun i starten af halvfemserne dukkede op som frontfigur i det stilforvirrede århusianske orkester, Her Personal Pain. Stilforvirringen er der for så vidt stadig - Dicte har bare formået at vende den til sin egen fordel. Nu mangler vi bare at hun begynder at synge på dansk, så skulle den være der.

*Dicte: This Is Cool (Start/Sony). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her