Læsetid: 3 min.

Integrationsråd uden indvandrere

10. februar 2000

Flere kommuner lever ikke op til lovens krav om, at arbejdsmarkedets parter skal være med i integrationsråd

Kommunernes integrationsråd er meget forskellige i sammensætning. De består af fra 0 til 100 procent etniske minoriteter.
I Hanstholm Kommune i Viborg Amt har man sammensat et integrationsråd helt uden flygtninge og indvandrere.
"Vi har ikke udenlandsk repræsentation i vores integrationsråd. Der har ikke været den fornødne interesse for det blandt vores fremmedsprogede. Og vi kan jo ikke tvinge nogen til at være medlem," siger socialchef Hans Jørgen Ravnborg, Hanstholm.
Den lille kommune har blandt sine godt 6.000 indbyggere omkring 50 bosniske flygtninge og desuden en gruppe islandske statsborgere. I mangel af interesserede udlændinge består integrationsrådet i Hanstholm af to medlemmer af kommunalbestyrelsen og tre embedsmænd. Arbejdsmarkedets parter og det lokale foreningsliv er heller ikke med.

Klar lovtekst
Integrationsloven er ellers meget klar. Medlemmerne af integrationsrådene "udpeges blandt medlemmer af lokale flygtninge- og indvandrerforeninger eller andre tilsvarende personer i kommunen". Desuden skal der udpeges medlemmer "blandt personer med tilknytning til arbejdsmarkedets parter, skolebestyrelser og lokale foreninger".
I Vejle har man netop valgt et integrationsråd. Her er der ikke problemer med flygtninges og indvandreres interesse. Tværtimod. Ved valget i januar stemte 46,1 procent af kommunens stemmeberettigede flygtninge og indvandrere, hvilket ifølge Vejle Amts Folkeblad er "dansk rekord".
Til gengæld opfylder Vejle ikke lovens krav om, at arbejdsmarkedets parter, skolebestyrelser og foreningsliv skal være repræsenteret.
"Vi var enige om, at rådet skulle være en repræsentation for indvandrere og flygtninge," forklarer juridisk konsulent Henrik Reisler, Vejle Kommune.
- Er det så et integrationsråd i lovens forstand?
"Loven er jo ret firkantet i sin formulering. Men vi kan jo se, at kommunerne har sammensat deres integrationsråd på meget forskellige måder, så vi har valgt at sige, at vi opfatter det som et integrationsråd også i lovens forstand," siger Henrik Reisler.
Det nyvalgte råd i Vejle Kommune består af 12 flygtninge og indvandrere, tre kommunale embedsmænd og to byrådsmedlemmer.

LO og DA vil ikke
Heller ikke i Horsens og Fredericia har arbejdsmarkedets parter plads i integrationsrådene. Hvad man har gjort i de tre byer i Vejle Amt, må man ikke i Århus. Her ønskede de lokale repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, LO og DA, ikke plads i det råd, der skal vælges den 4. april. Det fik kommunen til at søge dispensation fra integrationsloven, hvilket Indenrigsministeriet gav afslag på, oplyser flygtninge- og indvandrerkoordinator Lone Dannerby Paulsen, Århus Kommune.
Formanden for DA i Århus, Niels Opstrup, sagde i oktober 1999 til JP Århus om det kommende integrationsråd i Århus:
"Der vil blive diskuteret mange forskellige emner i integrationsrådet, og det kan en repræsentant fra os eller LO slet ikke rumme."
Information søgte tirsdag og onsdag forgæves at træffe Niels Opstrup for en uddybning. En kilde i DA-lokalformandens bagland, der ikke har beføjelser til at udtale sig, udlægger teksten således:
"Der ville med et stort flertal af flygtninge og indvandrere mere blive tale om et etnisk råd end om et integrationsråd. Det kunne være svært at få en meget målrettet debat i så stort et forum," siger DA-kilden.
I LO's hovedkvarter i København siger konsulent Jette Lykke Jensen, at LO ikke generelt har frarådet sine lokalafdelinger at indtage pladserne i de kommunale integrationsråd:
"Vores folk sidder i lokale integrationsråd, og vi er for tiden ved at samle erfaringer. Vores formodning er indtil videre, at integrationsrådene er et godt afsæt for den lokale integration," siger Jette Lykke Jensen.
Information har forgæves søgt en kommentar fra formanden for LO-Århus, Hans Halvorsen.
En embedsmand i Indenrigsministeriets 4. udlændingekontor henholder sig til, at et integrationsråd uden enten etniske minoriteter eller arbejdsmarkedets parter "ikke er et integrationsråd i integrationslovens forstand".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her