Læsetid: 3 min.

Intelligens og muskler gik op i en højere enhed

4. februar 2000

Tungere og langt simplere musikalsk udtryk end man er vant til fra kongen af den filosofiske pop Matt Johnson, leder af The The

Koncert
Det er en ambivalent aften for en fan. På scenen står et idol, der er i byen for første gang i 11 år og spiller fyldige, komplet ukendte uddrag fra et album, som først udkommer om små fire uger. Og det er en svær aften for en fan, fordi omtalte idol leverer et langt tungere, langt simplere musikalsk udtryk end man er vant til fra idolets side.
Fra scenen vælder kropsnære, ofte tunge rocksange, som de kan høres på Matt Johnsons kommende album Naked Self med hans band The The. Et album svangert med bluesinficerede ballader og malende newyorker-rock.
Matt Johnson er som salig Michael Strunge formulerede det om sig selv den samme som altid: en anden. For det har aldrig været stagnation, der har præget herrens værk: fra den perlende pop på The Thes debutalbum Soul Mining over hovedværket Infecteds arkitektoniske, industrielle rock og eksistentielle soul til det seneste The The-album Hanky Panky fra '95, der udelukkende består af coverversioner af countrykongen Hank Williams Sr.'s sange.

En kantet crooner
Rent tekstmæssigt har det altid handlet om store eksistentielle spørgsmål, om sex og kærlighed og mangel på samme, om religion, om kulturens åndelige armod og om politik med især drøje hug til vestens kulturimperialisme og mediehelvede.
Og få har som Matt Johnson formået at skabe en så velformuleret dynamik mellem filosofisk/globalt perspektiv og selvudkrængning/sjælegranskning, mellem brændende passion og iskold observation. Dét kan godt være svært at formidle fra en scene, især i de ofte sofistikerede kompositioner som en intelligent musiker som Johnson ikke har kunnet holde sig fra. Det langt enklere, nye materiale benåder derfor også nærværende koncert med en langt større umiddelbarhed, fordi de så tydeligt er fremmanet i bandsammenhæng, ikke kun i Matt Johnsons hjernekiste.
Her står de så: fan skulder til skulder med fan i Lille Vega og kan kun skråle med på de endda omarbejdede klassikere, der kun dukker op i små doser undervejs.
Genkendelsens glæde gælder den skaldede frontfigur med det groft skårne og alligevel så følsomme ansigt, der tilsuger sig al opmærksomhed på den rødt oplyste scene. Og den gælder hans sandpapirsstemme, denne kantede crooner, der transmitterer lyriske spidsfindigheder, politiske bredsider, paranoia, selvindsigt, løbskløbende begær til publikum.
Og hvor er det befriende at se en musiker finde ny vitalitet i gruppearbejdet, forlade de gennemtænkte kompositioner til fordel for gut feeling.
Patetisk kunne have været ordet, hvis ikke det swingede, men der mangler ikke muskelkraft i Matt Johnsons back to basics-enhed: Den elastiske bassist med kattepoterne, Spencer Campbell, den mangetungede guitarist Eric Schemerhorn og den fabelagtigt funky, letbenede trommeslager Earl Harvin. En enhed, der også skaber rum for improvisatorisk krydsild mellem især guitar og trommer.

Lige i mellemgulvet
At man så kan savne en større prægnans og melodisk skarphed i det store opbud af numre fra Naked Self, ødelægger ikke en koncert, hvor hver eneste dråbe saft og kraft vrides fra numrene i det tørt og tæt sammenspillede bands hænder.
Og de åbenbare svagheder, der var ved The Thes forrige, overlæssede koncert (med ellers guddommelige Johnny Marr på guitar på Grøn Scene på Roskilde i 1990) smelter her hos et band, der ganske vist reducerer flere af Matt Johnsons klassikere, men i de tilbageværende bestanddele finder nye muligheder ikke mindst i den mesterlige kendingssang "Infected", der her genfødes med et tungt funky afsæt. Eller i "Uncertain Smile" og "The Beat(en) Generation", der begge genoplives med langsom, sagte vuggende indføling. Eller i "Armageddon Days Are Here (Again)", som affyres med svedig rockabilly-nerve. Johnson virker ganske enkelt afklaret og usentimental i forhold til sit tidligere materiale.
Men, okay, det er da ikke svært at savne fordums sofistikerede musikalitet. Især ikke når Matt Johnson synger hjertet uden på den sorte skjorte i "Love Is Stronger Than Death" med uformindsket værdighed og arrangement i forhold til hans oprindelige version. Men hvor ville det være ynkeligt, at se en snart 40-årig musiker foregøgle tidligere tiders styrke, frem for at finde ny potens i alternative vildveje.
At Johnsons sprængstoffer så detonerer mere i mellemgulvet end i hjernen i dag, i sange der støder med seksuel kraft og tungt malende cirkelstrukturer, gør ikke musikken mindre. Det har rock trods alt gjort siden Elvis blot var en knøs.

*The The, Ll. Vega, onsdag.
The The spiller igen i Train, Århus, 8.4. og i St. Vega, 9.4.
Naked Self udkommer 28.2.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her