Læsetid: 3 min.

Intens debat om det gode digt

19. februar 2000

Skarpe fronter i diskussion mellem Niels Frank og Informations Erik Skyum-Nielsen

En ny litterær debat er under udvikling i Danmark. Det kom til udtryk på et overfyldt debatmøde torsdag, hvor Informations Erik Skyum-Nielsen forfægtede sin holdning til digtes musikalitet og sproglige fyndighed i en diskussion med Forfatterskolens Niels Frank - der talte for det uafrundede og konfliktfyldte.
Udenfor KafCafeen var der kø af mennesker, der ikke fik sikret sig adgang til den med spænding imødesete debat. Indenfor var op mod 150 tilhørere - og oppe på den lille scene de to duellanter.
Formålet var at diskutere litterær kvalitet og vurdering af poesi, og digter og forfatterskolerektor Niels Frank, som lagde for, var decideret på krigsstien med den håndfuld 90'erdigte, han havde medbragt. Han nøjedes ikke blot med at give sin fortolkning, men citerede også hvilken (negativ) dom "den ærede anmelder", nemlig hans modstander, kritikeren Erik Skyum-Nielsen, har fældet over dem i Information. Og det er næppe forkert at antage, at digtene også var udvalgt med henblik på at finde dem, de to kunne blive mest uenige om.
Franks kritik rettede sig mod, hvad han oplever som en institutionaliseret og tilpasset digtning, der fremstår som den 'rigtige', mens andre måder at digte på er 'forkerte'. I Franks øjne repræsenterer Skyum netop et sådant krav til digtningen om at være 'rigtig' - og 'rigtig' vil sige: ren og formfuldendt.
Mod dette lancerede Frank en idé om det gode digt som strittende, uafrundet og konfliktfyldt, med mange stemmer, sprogtyper og synspunkter, med flere jeg'er, flere meninger, flere betydninger. Han illustrerede det med digte af Morti Vizki, Janus Kodal, Mikkel Thykier og Ursula Andkjær Olsen. Skyum - som ikke uden videre lod sig indordne på den plads, Frank havde tiltænkt ham, og som også i sine læsninger var mindre polemisk - havde på sin side valgt digte af Katrine Marie Guldager, Pia Juul og Simon Grotrian. Og Søren Ulrik Thomsen.
Thomsen-digtet - "Alt, vi erobrer..." fra Det skabtes vaklen - var centrum for Franks kritik af den "rigtige" måde at digte på. Her er, mente Frank, et salvelsesfuldt og ophøjet digterjeg, der aforistisk-belærende udøser sin inspiration for det undrende og taknemmelige publikum. Og i sin formelle opbygning er digtet præget af en forfinet omgang med klassisk-symbolistiske figurer, helt ned til den basale talesituation: digterjeg'et henvender sig til intet mindre end sin muse.
Et sådant ophøjet digterjeg og en sådan ophøjet metaforik så Frank som en utidssvarende leg med den golde æstetik. For ham er digtning først og fremmest en eksistentiel affære, et spørgsmål om hvordan et jeg har en verden og lever deri. Det er derfor også en moralsk diskussion. Og fra det formfuldendte, afslebne digt sluttede Frank til en moralsk opbyggelighed og - antydningsvist? - en politisk tilpassethed og følgagtighed.
Denne følgeslutning fik Skyum op af stolen: lighedstegnene mellem æstetisk formfuldendthed og moralsk opbyggelighed lader sig i hans øjne slet ikke sætte så entydigt, som Frank gjorde det. Flere gange måtte Skyum irettesætte Frank for at "forvanske" eller "fordreje" hans synspunkter og argumenter.

De eneste ord
Skyum scorede også det sikreste hit hos publikum med Pia Juul-digtet "Men jeg ville heller ikke det jeg ville" fra samlingen En død mands nys. Flere blandt publikum havde lyst til at diskutere den læsning af digtet, de to kombattanter fremlagde. Skyum fik desuden lejlighed til at fortælle, hvordan han læser og arbejder med digte, når han anmelder, og derfor også til at opridse sin position: Digte er gode, hvis de får os til at se noget virkeligt på en ny måde, hvis de får os til at se og sanse skarpere. Det gode digt er også et stofligt set gennemarbejdet digt, præget af "musikalitet", vellyd, skønhed, lige som det er præget af "fyndighed": Det skubber alle andre ord til side for lige nu at være de vigtigste ord, de eneste ord.
Således blev der læst god poesi af dygtige læsere, som tog temperaturen på poesien her og nu. To synspunkter på digtningen sat op mod hinanden, det ene unægtelig stejlere end det andet. Vi har en litterær debat i Danmark.

*Litterær salon i KafCafeen, Skindergade 3. De to næste seancer foregår den 23. marts, kl. 17-19 (Lars Bukdahl og Per Aage Brandt) og den 13. april, kl. 17-19 (Niels Lyngsø og Tomas Thøfner). Entré 30 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her