Læsetid: 3 min.

Italien på mærkerne

19. februar 2000

Til næsen
Italien deler med Frankrig førstepladsen blandt verdens vinproducerende lande - både når det gælder mængden af den producerede vin, og når det gælder eksporten. Snart ligger Frankrig øverst, snart Italien, men niveauet er ungefær det samme.
Men på det danske marked er billedet helt anderledes. Hver gang, der går ti flasker vin over disken, er de fire franske og kun den ene italiensk. Det er italienerne utilfredse med, men de har især sig selv at takke for det. De har i mange år negligeret det danske marked, og for en vinskribent som undertegnede, der elsker Italiens gode vine, har der ikke været meget hjælp at hente, hverken fra officielt hold eller fra vinproducenterne selv. Men det er åbenbart som med en flaske ketchup - man ryster og ryster, og der sker ingen ting. Og så kommer det hele på een gang.
Pludselig vrimler det med bøger og andre publikationer om emnet, og med arrangementer og smagninger. Senest i afvigte uge, hvor Hotel Radisson SAS Scandinavia i København lagde lokaler til en pressekonference og en efterfølgende smagning af vine fra hele 92 producenter fordelt på 15 af Italiens 21 regioner - fra Trentino og Alto Adige i nord til Sicilien i syd. Det var ikke de store, kendte firmaer, der var med, men snarere underskoven af små og nyere producenter. Smagningen viste, at der virkelig sker noget på de kanter, og at kvaliteten i almindelighed er høj og flot.

De italienske vine lider under, at de ikke har så klart et image hos de danske forbrugere som de franske har - og under den stadig noget byzantinske italienske vinlov. Det er dog min klare fornemmelse, at der sker fremskridt på begge områder.
Ved pressekonferencen talte den amerikanske vinjournalist Burton Anderson, som er en af de største kapaciteter på italiensk vin. Han ser italiensk vins frem-tid i en koncentration omkring dyrkning og forbedring af de 'indfødte' italienske druesorter - både de store klassikere som Nebbiolo og Sangiovese og fremstormende typer som den hvide Verdicchio og den røde Barbera. Samtidig pegede han på en øget interesse for begrebet terroir i Italien og belyste betydningen ved, at de italienske druesorter i Californien giver vine, der er meget lidt 'italienske'. Det fik Deres vinredaktør for nylig bekræftet, da han i Californien var ude af stand til at genkende vine lavet på just Sangiovese.
En anden interessant observation fra Burton Anderson var, at forbrugerne i stigende grad køber vin efter vinskribenternes karaktergivning snarere end efter mere 'historiske' kriterier. Det så han som en italiensk fordel i kampen mod den mere etablerede franske konkurrent. Måske skulle man overgive sig og selv indføre en form for Parker-skala? Nej, jeg tror, jeg holder ud lidt endnu, selv om tendensen også i dansk vinjournalistik tydeligt går i den retning.

Smagningen tjente både som image-fremmende foranstaltning og som en slags kontaktbørs mellem de mange mindre producenter og de danske importører. Det virkede, som om der blev knyttet mange kontakter - var jeg selv i branchen, ville jeg ikke tøve med at knytte Piemontehuset Negro Angelo & Figli med nogle herlige klassiske Nebbiolo-vine og huset Castello de Meleto med nogle lige så vellavede Chianti Classico-vine til mit firma. Blot for at nævne to eksempler på, hvad man kunne støde på og finde behag i på denne store smagning, som måske går hen og bliver en tilbagevendende begivenhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her