Læsetid: 7 min.

Kampen om det frie ord

28. februar 2000

Mens de iranske reformister udsteder presselicenser på stribe, lukker de konservative aviser og fængsler redaktører. Nu har den reformvenlige præsident Khatami fået flertal i parlamentet, men betyder det en liberalisering af pressen?

En iransk familiefar vil næppe klappe i sine hænder, hvis hans datter eller søn fortæller ham, at der skal stå 'journalist' på visitkortet.
Jobbet er nemlig et af de mest usikre og dårligt lønnede, man kan vælge i Iran - og derudover vil man gå en hverdag fuld af angst og censur i møde, fortæller den 33 årige iranske journalist Parvin Ardalan, der i øjeblikket er i Danmark. Hjemme i Iran arbejder hun for en reformvenlig avis, der er blevet lukket tre gange, og som for nyligt opstod under et fjerde navn. Sideløbende skriver hun for forskellige dameblade og tidsskrifter om kvindernes stilling.
Parvin Ardalan forstår de iranske forældres skepsis overfor journalistfaget.
"Det er svært at arbejde som journalist. Vi ved ikke, hvad vi kan skrive, og hvad vi ikke kan skrive. Nogle gange skriver vi noget, uden at der sker noget, mens man andre gange kan blive stillet til regnskab for akkurat de samme ord," fortæller hun.
Hun hentyder til, at der de seneste to år - dvs. siden den reformvenlige Muhammed Khatami overraskende blev valgt som præsident i 1997 - er blevet lukket flere aviser end nogensinde før, og flere chefredaktører og journalister er blevet fængslet for at have overtrådt de islamiske love.
"Der er mange emner, man ikke må skrive om - f.eks. seksualitet. Vi prøver hele tiden at skrive mellem linierne, og bagefter skal chefredaktøren gennemgå artiklen for at se, om der eventuelt er passager, der skal fjernes, fordi det strider mod loven. Man er hele tiden nervøs - især efter det er blevet trykt. Nogle gange slapper man først af en uge efter," fortæller Parvin Ardalan.
Hun har aldrig selv været ude for, at hendes artikler har været på den forkerte side af presseloven, for hun er - som hun siger - "god til selvcensur". Det er alle iranske journalister.
Små skridt
Selv om verdenspressen - i takt med at resultaterne fra det iranske valg i sidste uge tikker ind - skriver mere og mere begejstret om reformfløjens sejr og de muligheder for forandringer, det giver, så deler Parvin ikke optimismen. Jo, hun tror, pressen vil få større frihed. Men ikke fra den ene dag til den anden.
"I dag kan vi skrive om flere ting, end vi kunne for bare to år siden. Det betyder, at folket ønsker forandringer - de ønsker at læse om alle de ting, der hidtil har været umulige at skrive om. Så det er en naturlig udvikling. Måske vil reformisterne lempe presseloven, nu hvor de har fået flertal i parlamentet. Men jeg tror ikke, det vil ske lige med det samme," siger hun.

Frem og tilbage
Siden Khatami blev præsident er rammerne for, hvad journalister og intellektuelle kan skrive i aviserne blevet udvidet, ligesom antallet af aviser - især reformvenlige - er eksploderet.
Det skyldes især, at den tidligere viceminister for kultur og islamisk retledning, Ahmad Bourghani, udstedte hundredvis af tilladelser.
Men samtidig har de konservative kæmpet indædt imod liberaliseringer. Det er kommet til udtryk ved, at massevis af de nye liberale aviser er blevet lukket og redaktørerne dømt for overtrædelse af presseloven.
"Der foregår en kamp mellem reformisterne og de konservative. Reformisterne giver pressetilladelser, mens de konservative lukker aviserne igen. Men når en avis er blevet lukket, opstår den bare i et andet navn. Der er eksempler på, at aviser er blevet lukket op til fem gange, men er dukket op under nye navne hver gang," forklarer Fariba Parsa, der er i gang med en ph.d.-afhandling om ytringsfrihed i Iran på Københavns Universitet.
Hun mener, at reformisterne har vundet første runde af kampen for eller i mod liberaliseringer.
"De seneste to år har folk organiseret sig - bl.a. startede der sidste år en forening til beskyttelse af ytringsfriheden. Folk er blevet mere bevidste om deres rettigheder, og de kræver frihed. Journalisterne forsøger hele tiden af udvide grænserne for, hvad man må skrive. Og det lykkes for dem. I dag kan vi læse om ting, der før var fuldstændig umulig at nævne - f.eks. forholdet til USA og spørgsmålet om, hvorvidt tørklæder er en privatsag," siger hun.
Hun tror, at Khatamis valgsejr i sidste uge vil speede den proces betydeligt op.
"Presseloven er en af de første ting, det nye parlament vil tage op, når det træder til i april. Hvor meget loven bliver lempet er svær at sige, for reformisterne er internt uenige om, hvor meget loven skal laves om. De vil jo heller ikke tillade blasfemi. Men trods ueninghederne, vil pressen få betydeligt mere frihed end i dag ," siger hun.

Ikke fuld frihed
Mehdi Mozaffari, der er docent ved Statskundskab på Aarhus Universitet, er knap så optimistisk. Han tror, at det reformistiske flertal i parlamentet er en så diffus størrelse, at Khatami kan få betydelige problemer med at gennemføre en liberalisering af pressen.
"Khatamis største problem er, at det ikke er partidisciplinerede folk, som er kommet ind i parlamentet. De ser meget forskelligt på tingene, så han får svært ved at holde styr på sine egne folk," siger Mehdi Mozaffari.
Han påpeger også, at Khatami slet ikke er så liberal, som især de vestlige medier fremstiller ham.
"Det er en misforståelse, hvis man tror, at Khatami vil give pressen fuld frihed. Det har han aldrig lovet. Tværtimod har han sagt, at man skal respektere loven, og det betyder, at det er meget begrænset, hvad man kan skrive. Han lover frihed, men frihed indenfor den islamiske forfatning, og den har meget strikte rammer," siger Mozaffari.
Han tror kun, der vil komme en række mindre ændringer.

Skuffede unge
"Det vil blive sværere at lukke aviser og fængsle journalister og redaktører, og det vil nok også blive lovligt at opsætte en parabol. Men rammerne for, hvad man vil tillade, vil stort set forblive de samme. Et åbent samfund med ytringsfrihed, som vi kender det, er en illusion," siger han.
Mehdi Mozaffari frygter, at ændringerne vil blive så små, at de mange unge, der har stemt på Khatami, vil eksplodere i skuffelse. Det er mindre end et år siden, at Teheran oplevede de værste uroligheder siden den islamiske revolutionen i 1979. Tusindvis af unge studenter strømmede ud i gaderne i protest mod, at de konservative lukkede den reformvenlig avis Salaam og samtidig fremsatte et lovforslag, der skulle indskrænke ytringsfriheden yderligere. Forslaget blev kun delvist vedtaget - f.eks. blev det muligt at stille den enkelte journalist til regnskab for en artikel, hvor det før kun var chefredaktøren, der stod til ansvar, men det er stadig ikke taget af bordet. Mange frygter, at de konservative - der endnu har flertal i parlamentet - vil godkende stramningerne inden, de træder af til april.
Det vil ikke gøre det lettere for Khatami, hvis lovgivning også skal godkendes af Vogternes Råd - det vil sige det råd, der undersøger om de love, parlamentet vedtager, er i overensstemmelse med den islamiske forfatning.
Mehdi Mozaffari mener dog, at den største fare ligger i, at Khatami slet ikke er så liberal, som folk tror.
"Han må bevise, at han er villig til at sætte handling bag sine ord. Ellers vil det ikke blive så roligt, næste gang der er valg, og så vil det blive farligt for Khatami og for hele regimet."

Håb forude
Et af de vigtigste reformkrav for især de unge er netop en liberalisering af pressen, som i Iran har en særlig vigtig rolle i samfundet, fordi politiske partier ikke eksisterer.
"Pressen er blevet et sted, hvor folk 'mødes' og diskuterer. F.eks. er der en avis, som har åbnet op for, at unge kan skrive i spalterne om deres problemer med f.eks. arbejdsløshed og uddannelse. I løbet af få uger steg oplaget fra 80.000 til 470.000, fordi der ikke er andre steder for de unge at mødes," fortæller Fariba Parsa.
Hun frygter som Medhi Mozaffari, at de studerende vil fylde gaderne i protest igen, hvis ikke deres reformkrav bliver taget alvorligt. Hun tror dog i højere grad, at det vil være Vogternes Råd, der kan fremkalde utilfredshed, hvis det afviser f.eks. en mere liberal presselov.
"De konservative ved godt, at reformer er den eneste chance for, at den islamiske republik kan fortsætte," siger hun.
Også Parvin Ardalan tror, fremtiden tegner bedre, selvom hun har indset, at journalistikken aldrig vil gøre hende og hendes kolleger rige. De vil fortsat skulle arbejde for to-tre aviser eller magasiner samtidig for at skaffe penge nok til at brødføde familien. Men livet som journalist vil blive noget nemmere, hvis ytringsfriheden blev udvidet.
Mange religiøse har forstået, at islam som ideologi ikke virker. De ved, at de er nødt til at ændre mange af lovene, så de kommer i overensstemmelse med menneskerettighederne. Derfor har valget skabt håb hos mange iranere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her