Læsetid: 4 min.

Kaospiloten Sandemose

3. februar 2000

En læser krydser sit (og forfatterens) spor ved at genlæse 'Varulven' - og opdager til sin forbløffelse, at den er Kundera før Kundera

Klassiker
Romanen Varulven udkom i 1958 og blev straks en kultroman, længe før kult blev et begreb og en kliché i nutidige kulturskriverier. Den var Aksel Sandemoses manddomsværk - han var 59 år - en murstensroman, som Tom Kristensen ikke tøvede med at udnævne til et mesterværk. Klaus Rifbjerg og Palle Kjærulff-Smith havde en plan om at filmatisere den, men det blev desværre ikke til noget, skønt de indledende fægtninger var foretaget. Sandemose blev imidlertid ikke glemt, heller ikke af filmfolk - Henning Carlsen filmatiserede Klabautermanden i 1965 - og en færdigproduceret, norskinstrueret film, Misery Harbour (med Nikolaj Coster Waldau) over en af den dansk-norske forfatters andre værker venter på at få sin danske premiere. Af forskellige grunde er den flere gange blevet udskudt.
Dyrkelsen af Sandemose - ellers mest husket for Janteloven - gav sig også udslag i en intens interesse for forfatterens eget liv, fordi liv og digtning tydeligt var vævet ind i hinanden med højt oktantal præcis som hos en anden nordisk, litterær kaospilot, Strindberg.

Modus vivendi
Varulven, som nu genudgives, kan også siges at være en 'Kundera før Kundera'. Som hos denne veksles der mellem romanhandling og refleksioner over det universelle i en raffineret lag på lag afdækning, ikke skematisk, men organisk. Hvor Sovjetinvasionen i Prag er Kunderas ramme om anderledes kærlighedsforhold, er Sandemoses Den Anden Verdenskrig.
Romanen er et opgør med moralismen, med den tanke, at der kun er én rigtig moral - hvorved den selvfølgelig også selv bliver moralsk, bare på en anden og mindre rigoristisk måde.
Personerne i bogens relativt lykkelige trekantsforhold virkede i 50'erne udfordrende, men romanen vandt ved at være overbevisende i den psykologiske redegørelse. Felicia Venhaug var oprindeligt (ungdoms)forelsket i forfatteren Erling Vik, men forstod, at hun ikke kunne binde sig til hans rastløse væsen, hvorfor hun bandt sig til den stabile Jan Venhaug, men samtidig ikke kunne/ville opgive Erling Vik helt. Begge mænd - venner - har forstået denne kendsgerning og lever med den i en modus vivendi, som man dengang sagde, når par indrettede sig uden for Loven (Christian Kampmann gav nogle år senere en roman titlen Andre måder). Trådene - og forklaringerne - i Varulven går tilbage til krigen, hvor aktørerne var på den rigtige side mod nazisterne, og hvor opbrud og flugt til Sverige (og dermed adskillelse) greb ind i parforholdene.

De indre dæmoner
Men krigen er ikke det væsentlige, selvom bogen også kan læses som en krigs- og efterkrigsroman. Den lever sig ind i den psykologi, der gjorde nordmænd til stikkere og quislinger, og den lever sig ind i psykologien hos de mennesker, der likviderede dem. Og viser, hvorfor nogle af dem som Erling Vik blev alkoholiserede. Som Sandemose aldrig lagde skjul på, at han også selv var, hvilket var en væsentlig del af myten om ham, som omfatter drabelige drukseancer med kunstnervenner på Teatercaféen i Oslo og sandelig en ofte luftet teori om, at Sandemose i sin ungdom som sømand skulle have begået et drab. "De gjorde ham til en myte, og en myte kan ingen besejre, heller ikke han," som det hedder på selve titelbladet.
Det egentligt fascinerende er varulve-temaet, som Sandemose jonglerer virtuost med i alle dets afskygninger og betydninger. Varulven symboliserer de indre dæmoner, menneskets natsider, som er fremkaldt af fortrængninger og traumer - bogen er ikke for ingenting kaldt freudiansk og psykoanalytisk selv-terapi. Erling Vik er blevet varulv, fordi han pludselig og uforklarligt ved 'et djævelskab' blev forladt af sin ungdoms kærlighed - romantisk omtalt ved eventyr-navnet Gulnare - hvorefter han 'suger blod af Felicia', som 'bider' Jan Venhaug, altsammen i et sluttet kredsløb, en lille kædereaktion, som kan ses i et videre perspektiv: Vi er hinandens varulve. Men man kan blive klog af skade(r).

Erotik
Det freudianske træder synligt frem også i den lille sidehistorie om gartneren på Venhaug, Felicias og Jans gård og domicil. En lurer og ekshibitionist-historie, hvor Felicia suger næring af den i øvrigt frasødende gartners glubske kiggeri, når hun er nøgen. Hun lader, som om hun ikke tror sig iagttaget, men føler en sær afhængighed af at være iagttaget. Også gartneren fremstilles som varulv. Dette oven i trekantforholdet skulle få Felicia til at fremstå som en femme fatale, men det dygtige er, at Sandemose er i stand til at fremstille hende som et dybt moralske menneske, et menneske, man respekterer.
I endnu en sidehistorie, der dog i højere grad griber ind i handlingen, kommer Erling Viks ungdomselskede, Gulnare, igen ind i hans liv en menneskealder senere, nu - chokerende - som en hadefuld kone, et vrængbillede af hende, der var.
Morsomt er kapitlet, hvor forfatter Vik skal holde foredrag om seksualiteten i et forum, der forventer et vist abstrakt, akademisk sprogbrug, men hvor han - skandale! - efter en pludselig indskydelse i stedet fortæller om en af sine mere kuriøse erotiske oplevelser. Og forresten fastholder tesen, at der ikke er noget, der hedder erotiske udskejelser. Det hedder erotik.
Når man har læst Varulven på et tidspunkt, hvor man havde brug for netop denne meget rige bog som en ariadnetråd i kaos - til genkendelse og delvis forklaring, så nærmer man sig en genlæsning med en vis forsigtig spænding... og skuffes nok en smule over sproget, som tiden ikke har været alt for nådig ved, men ellers viser romanen sig at være særdeles langtidsholdbar.

*Aksel Sandemose: Varulven. 445 s. 99 kr. Det Schønbergske Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu