Læsetid: 3 min.

Kina øger presset på Taiwan

23. februar 2000

Kina truer med militært angreb, hvis Taiwan bliver ved med at udskyde forhandlinger om genforening

Kina har øget presset på Taiwan, der om en måned skal vælge ny præsident. I et dokument truede regeringen i Beijing mandag med at bruge "drastiske midler, herunder militær magt", hvis Taiwan udskyder forhandlinger om genforening i det uendelige.
Truslen er en udbygning af Kinas hidtidige arsenal af trusler, der indtil nu har gået på, at fastlandet vil angribe Taiwan, hvis det erklærer uafhængighed eller bliver besat af en fremmed magt.
Det vakte derfor straks bekymring og sendte aktiemarkedet i Taipei på nedtur, mens regeringen holdt krisemøde. Men i går understregede Taiwans ledelse, at den ikke har i sinde at give efter for Beijings trusler:
"Parterne på begge sider af Taiwan-strædet har været under separat styre siden 1949. De kinesiske kommunisters fortsatte benægtelse af Republikken Kinas eksistens vil kun øge problemerne og spændingerne," sagde Lin Chong-pin, talsmand for det råd, der styrer forholdet til fastlandet.

Pres på kandidater
Kinas seneste udspil ses som en advarsel til de kandidater, der kæmper om præsidentposten ved valget i Taiwan den 18. marts - og dermed også en indblanding i et demokratisk valg.
Ved det seneste valg i 1996 afholdt Kina store militærøvelser og affyrede missiler hen over Taiwan-strædet. Det førte til, at USA sendte to hangarskibe til området, og det er senere kommet frem, at situationen var i fare for at udvikle sig til et regulært sammenstød mellem Kina og USA.
De første reaktioner på Kinas handlinger denne gang har da også været en vis form for lettelse over, at Kina i det mindste 'kun' sender ord henover strædet i stedet for missiler, men ellers vurderes situationen som alvorlig nok. Kommunistpartiets officielle avis Folkets Dagblad bragte i går dokumentet i sin fulde tekst sammen med en forsideleder, der fastslog, at genforeningen med Taiwan er et "helligt mål" og en "retfærdig sag". Lederen nedtonede dog den militære trussel og talte i stedet om, at parterne skulle indlede forhandlinger på basis af princippet om, at der kun findes et Kina, men som noget nyt behøver det ikke nødvendigvis at foregå mellem centralregering og lokalregering, men derimod mellem to ligeværdige parter.
Det kan opfattes som et forsøg på at komme Taiwan en anelse i møde, efter at den nuværende præsident Lee Teng-hui sidste år påkaldte sig Beijings vrede ved at kræve, at fremtidige forhandlinger skal foregå på "stat til stat-basis".

Advarer USA
I dokumentet advarer Kina også USA mod at blande sig i det, som Beijing opfatter som et internt anliggende.
Selvom USA anerkender princippet om "et Kina", er USA samtidig hovedleverandør af våben til Taiwan, og det republikanske flertal i Kongressen forsøger i øjeblikket at få vedtaget et forslag om et egentligt militært samarbejde med Taiwan.
Præsident Bill Clinton er imod dette skridt, men Kina frygter til gengæld, at USA vil gøre alvor af etablere et raketforsvarssystem, det såkaldte Theater Missile Defense, TMD, der udover at beskytte amerikanske styrker i området måske også vil omfatte Taiwan.
Zhu Bangzao, talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, sagde i går, at Kina på et møde i sidste uge advarede USA imod at gennemføre dette projekt samt planerne om et andet raketforsvarssystem, National Missile Defense, der skal beskytte det amerikanske fastland mod atomangreb. Ifølge Kina vil de to systemer tilsammen forrykke den globale, strategiske balance og true den regionale sikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu