Læsetid: 12 min.

Kløften i klitterne

25. februar 2000

En usynlig mur af uvidenhed og mistro har rejst sig mellem indbyggerne i Hvide Sande og de nye udlændinge i byen - irakerne. Kun præsten, Verner og Søren forsøger at få kulturerne til at mødes

Multikultur
Solen falder ind gennem de broderede undergardiner og lander flimrende på det grønne filtgulv. Fra hjørnet kører fjernsynet uafbrudt. Den arabiske nyhedsvært har et alvorligt blik i øjnene, da han præsenterer døgnets seneste nyheder for Orha, Abnir og de andre irakere, der slænger sig i de sorte lædersofaer, som er dagligstuens eneste møblement. Selv om plejehjemmet Klithjemmet i Hvide Sande for længst er tømt for beboere, er der stadig en duft af kaffepause og kateter-poser i luften. Det er fire måneder siden, den første iraker kom til Hvide Sande. Nu huser Klithjemmet ti irakiske flygtninge. Alligevel ved kun få af byens 3.500 indbyggere, hvem der gemmer sig bag de broderede undergardiner.
Klithjemmet ligger midt i det 'gamle' Hvide Sande - få meter fra hovedgaden. Men mellem irakerne og Hvide Sandeboerne er der mere end få meters afstand.
Der er noget i vejen. En usynlig mur kalder nogen det. For irakerne vover sig sjældent ud i gadebilledet. Og Hvide Sande-boerne banker ikke på Klithjemmets glasdør. Det snakker de meget om inde bag døren.
"Jeg ønsker mig at kunne gå på gaden og sige: 'Hej Birgitte, hej Jørgen'. Men jeg tror, de er lidt bange for os," siger Abnir. De andre irakere nikker. De er bange for at trænge sig på. Og der er ingen mødesteder, cafeer eller kulturhuse i byen, hvor man kan møde hinanden 'tilfældigt'. Der er kun 'Sømandshjemmet'. Og det er fiskernes mødested.

Fra tidlig morgen til sen aften har Mor Karen gang i gryder og gæstebog. En ordentlig krammer bliver det også til, når de unge sømænd venter på næste hyre og slår tiden ihjel i hjemmets pastelgrønne cafeteria.
Klokken 12 sniger duften fra gryderne sig ind i cafeteriet og dagens ret bliver indtaget ved de grønne voksduge. Der er ikke blevet rokket ved prisen de sidste otte år. Alle skal kunne få en bid brød på Sømandshjemmet. Hver formiddag mødes pensionistklubben til en kop kaffe og en sukkermad med tandsmør. De er alle gamle fiskere. De grove hænder og furede ansigter taler for sig selv. Det var dengang, der var penge i fisk. Hvor konen og ungerne rensede garnet, så snart det kom i havn. Men nu er det Sømandshjemmet, der er verdens navle. Her ordnes verdenssituationen. Og så er der kirken om søndagen - for æ gudsfrygt skal holdes ved lige, som de gamle fiskere siger. Ingen af dem taler særlig godt engelsk. Og irakerne taler ikke dansk. Så heller ikke de gamle fiskere har været på besøg på Klithjemmet. De har ikke lyst. Det har de unge fiskere heller ikke. Det er svært bare sådan at droppe forbi.
"Hvad skal man sige? Jeg ka' da ikke bare komme derhen og sige 'hello'. Og man ka' jo heller ikke invitere dem på en øl, det er jo muslimer," siger Niki. Han er garnfisker. Har fisket siden sit 15. år.
"Do you want syltetøj?," spørger Yvonne, Mor Karens medarbejder, og langer de benløse fugle over disken. Den unge mand nikker. Ralf er fisker fra Estland. Dem er der nogle stykker af i Hvide Sande. Men esterne og irakerne er ikke de eneste udlændinge i byen. Der er også færingerne, der fisker på Hvide Sandes kuttere. Plus en håndfuld bosniere, der er blevet hængende i byen efter at have fået asyl. Og så er der de filippinske kvinder.
Flere af sømændene i byen har eller har haft filippinske koner, fortæller fiskeren Stump. Navnet henviser til de 1,49 meter og 32 kilo, som Stump udgjorde, da han startede som fisker. I dag - 20 år senere - er han tungere, højere og har havet rullende så meget i blodet, at han hver dag må gå sig en tur på havnen.
Stump var selv gift med en filippinsk kvinde. Var de forelskede?.
"Kald det, hvad du vil," siger han tørt og tænder sin smøg. For en fisker er det svært at finde en kone. Man er jo så meget væk.
Udlændinge er altså ikke et særsyn i byen, der hver sommer besøges af næsten 40.000 turister. Også fiskerne er vant til lidt af hvert, når de for eksempel lægger til havn i Holland. Alligevel er den der. Den usynlige mur.
"Som udgangspunkt snakker man helst ikke med nogen udefra. Sådan er mentaliteten," siger Lise Lotte Laht, der sidste sommer blev gift med esteren Kaido. Hun er 32. Han er 21 og reservefar for hendes to børn, der løber legende rundt i rækkehuset på Apollovej. Lise Lotte taler dansk med Kaido derhjemme. Det er nu den bedste måde at lære det på.

Anderledes er det for irakerne. De tager hver dag bussen til Ringkøbing for at få sprogundervisning. Og sådan skal det også være, siger de gamle fiskere. For at få opholdstilladelse skal man i det mindste kunne tale dansk på Prins Henrik-niveau. De har gode ører. Det er nemt at høre, når folk ikke er fra byen. For eksempel når de siger 'a haw' i stedet for 'æ haw'. Selv Mor Karen, der har boet otte år i Hvide Sande, kan ikke skjule, at hun kommer fra Harboøre.
"Jeg skal da stadig spørge om lov, når jeg sætter mig ved bordet," griner Poul, der ellers er med i pensionistklubben og har boet 35 år i byen.
Fiskerne ved ikke, hvad irakerne laver i Hvide Sande. Det er jo længe siden, Golfkrigen sluttede. Er de bare kommet for at nasse? Og nu skal de også flytte ind i de nye boliger på Geflevej, hvor Poul havde fået lovning på en bolig.
"Jeg blev noget varm, da jeg hørte det, men fik da kølet ned igen," siger han.
Det var nemmere dengang med bosnierne, for det kunne man jo se i fjernsynet. At der var krig, og at de var rigtige flygtninge.
Bosnierne var de første flygtninge, der kom til byen i starten af 90'erne. Der kom omkring 100. De boede nede på vandrehjemmet nord for slusen. Selv om Hvide Sande-boerne var vant til både tyskere, svenskere og københavnere i turistsæsonen, var der nogen skepsis over for de nyankomne flygtninge. Om det for eksempel var sådan nogle, der stjal med arme og ben. Men stemningen blev hurtigt vendt. Et åbent-hus-arrangement på vandrehjemmet gav Hvide Sande-boerne indblik i bosniernes liv. Kvinderne havde bagt bosniske kager, og i værelserne blev der serveret saftevand. Mødet chokerede mange af byens borgere, for man fandt ud af, at mange af bosnierne var veluddannede mennesker.
"Vi var inde og besøge en familie, hvor manden var tandlæge. De havde været en velstillet familie og nu boede de en hel familie på et lille værelse med køjesenge," fortæller Paula Kristensen, der har boet hele sit liv i området.
I det hele taget faldt bosnierne hurtigt til. Der er så meget mere og andet end religionen, der tæller i udlændingenes møde med Hvide Sande. Arbejde for eksempel. Dét at man kan bruge en hammer. Det kunne Sedad Hanic, der er bosnisk muslim og bor i Hvide Sande på syvende år: I lære i fem år som mekaniker hos Jens Krag Nielsens autoservice. Accepteret af sine fem kolleger og af de fleste mænd i byen, som kommer forbi med deres biler. Sidste år blev han udlært.
Men der var også noget andet. Bosnierne lignede Hvide Sande-boerne.
"Hvis det nu havde været 100 sorte afrikanere, havde det nok været noget andet," siger Paula Kristensen.
Sedad Hanic er enig.
"Jeg blev taget for den person, jeg er," siger han på klingende vestjysk.
Nu er der ikke mange bosniere tilbage i byen. Da de endelig fik asyl, flyttede de fleste til andre og større byer. Så nu er det de irakiske flygtninge, det gælder. Men det går trægt.
Der har ikke været nogen åbent-hus-arrangementer på Klithjemmet. I Ringkøbing Amts Dagblad har der kun været skrevet ganske lidt om irakerne. En nyhed om at de kom. Og en bevidst strategi fra de lokale myndigheders side. Det kan give bagslag, hvis man kører for hårdt frem med information og med at skubbe på. I Hvide Sande tager tingene sin tid. De gamle fiskere kunne nu ellers godt have tænkt sig, hvis dem fra rådhuset havde været ude og fortælle lidt, inden irakerne flyttede ind. For de er jo arabere. Det er ikke til at vide, hvad de kan finde på.
"De kommer jo fra jordhuler og blikskure - hvordan skal de finde ud af at bo i en lejlighed?" spørger nogle af de gamle fiskere. Og så er der jo også ham Saddam Hussein. Sådan nogle vil man nødig have i Hvide Sande.

På Klithjemmet er Saddam Hussein et fy-ord. Navnet får mændene til at flyve op af de sorte lædersofaer. "Han er en større diktator en Hitler," siger Orha ophidset.
De fleste af mændene er forretningsmænd. De har som bosnierne efterladt villaer, biler og bankkontoer. De heldige har koner og børn i sikkerhed i Jordan eller Syrien, hvor de venter på at blive familiesammenført, så de kan komme til Danmark. Mændene er bange. De savner deres familie. Om dagen drømmer de om den dag, de kan tage knægten med på Hvide Sandes fodboldbane. Om natten drømmer de om mørke og eksploderende bomber. De fleste har ligget ved fronten i fem-seks år.
"Man kan se det på deres øjne. Der kommer ligesom en film hen over øjnene, når de kommer til at huske noget," siger Verner, en af de få Hvide Sandeboere, der besøger irakerne på Klithjemmet.
"Nogle har fortalt, hvordan de har set 7.000 kvinder og børn ligge dér. Det er de der kemiske våben. Nogle af dem er også blevet tortureret. Man kan jo slet ikke forestille sig det."
Verner arbejder på redningsbåden ved havnen. Han har selv set en del i sit liv. Ulykker. Børn, der drukner. Derfor kan han bedre håndtere irakernes historier. Det handler om ikke at tage det med sig hjem - at lytte, men holde følelserne tilbage. Ellers kan man ikke klare det.
Verners kollega Søren er også begyndt at besøge irakerne. I begyndelsen turde han ikke komme alene. Verner skulle med. Søren vidste ikke, hvad han skulle sige, og han vidste ikke noget om muslimer.

Lige overfor Klithjemmet ligger byens kirke. Der er næsten ingen træer, så den gule murstenskirke ser næsten nøgen ud på sit gadehjørne, der har værtshuset Æ Karklud som nabo. Sognepræst Thomas Kristensen er godt tilfreds med sin menighed. Der kommer mellem 130 og 200 Hvide Sandeboere i kirken om søndagen. Torsdag aften møder omkring 50 op for at få syndsforladelse. En særlig Hvide Sande-tradition. Det er præstens skyld, at Verner og Søren er begyndt at besøge mændene. Præsten har nemlig opfordret sin menighed til at tage kontakt - både fra prædikestolen og i sin juletale på Sømandshjemmet. For blandt de ti irakere, er der to kristne. De kommer i kirken.
"Det er dem, der murbrækkere," siger præsten.
Og der bliver da også talt meget om de kristne irakere i byen. Nu gik man her og troede, at de alle sammen var muslimer.
"Vi går jo og snakker om, at sådan et par mænd skulle jo bakkes op. De skal da ikke sidde der alene. Når de andre er muslimer, må man jo føle sig møj alene," siger Paula Kristensen.
Tro betyder meget i byen. Hele troen. Ikke bare "herlighedsteologien", som Mor Karen kalder det kristne kærlighedsbudskab. Men også gudsfrygten. Guds vrede. Der er de missionske og de ikke-missionske. Det betyder blandt andet, at man ikke kan få hyre hos en missionsk skipper, hvis man bander - og heller ikke hos en ikke-missionsk, hvis man vil holde søndagsfri.
Selvom der i byen er en uskreven regel om ikke at missionere blandt flygtninge, lægger præsten ikke skjul på, at det ville være dejligt, hvis alle irakerne kunne blive kristne. For er der noget, man frygter i Hvide Sande, er det at blive overtaget af muslimerne. Mor Karen på Sømandshjemmet frygter en decideret religionskrig.
"Det er ikke for, de ikke må være her. De må også godt ha' deres moske. Men de skal altså ikke ind i Folketinget og byrådet og sidde og bestemme at vi ikke må have kristendomsundervisning i folkeskolen," siger hun.
Det er altså Verner, Søren og præsten, der tager hånd om irakerne. Det ved de godt på rådhuset. Mange af medlemmerne i kommunalbestyrelsen sidder også i menighedsrådet. Så man regner med præsten. I Hvide Sande er man nemlig ikke meget for forkromede systemer. Tingene klares bedst mand-til-mand.
"Sådan ordner man sagerne her," siger Mor Karen på Sømandshjemmet.
Det handler også om Janteloven. Om at holde folk på plads. Det gælder alle. Både udlændinge, folk fra andre byer og Hvide Sandeboere. Af samme grund blev værtshuset Æ Skiw lukket efter en slåskamp sidste år. En af de estiske fiskere blev sat grundigt på plads. Et par af de "dovne halvrussere", som de blev kaldt af nogle, drak, gik på stranden og scorede de lokale piger og ødelagde inventar for 160.000 kroner på Sømandshjemmet. Det gør man ikke i Hvide Sande. Hvis folk ikke indretter sig, bliver de rettet ind. Det kommer irakerne også til.
"Det nytter jo ikke noget, at de kommer her og vil holde fri om fredagen. Her arbejder vi altså fem dage om ugen," siger fiskeren Stump. Han synes, at det er irakerne selv, der skal tage initiativ til kontakt. Det kan jo ikke passe, at det er op til indbyggerne, som har boet i byen altid, at tage over på Klithjemmet.

Hvem der skal tage initiativ, tænker også præst Thomas Kristensen på.
Han tror på sine sognebørn, når bare de har fået lidt tid. Det missionske miljø er oven i købet en fordel for kulturmødet:
"Her i byen er folk meget åbne. Man er sig sin kristne pligt bevidst. Jesus sagde: 'Jeg var fremmed, men I tog jer af mig'. Det gælder også her."
På Klithjemmet mærker man nu ikke meget til den kristne pligt, som 'Father Thomas' taler om. Det er stadig kun Verner, præsten og Søren, der kommer. Abnir, der er en af de kristne irakere, synes, at danskernes kristendom er hul.
"I Irak kan du gå som fremmed i det kristne område, og alle kommer løbende efter dig: 'Kom med mig hjem. Er du sulten, er du tørstig?' De er kristne af hjertet - ikke bare af navn," siger Abnir med et forurettet blik.
Det mørke ansigt har ofte en dyb rynke mellem øjenbrynene. Han klasker hænderne sammen i vrede:
"Jeg havde alt i Irak. Og hvad har jeg her? Jeg vil gerne have min kone herop, men hvem vil byde sin kone at bo sådan her?"
Verner, der bapper på piben i sofaen, ryster let på hovedet af Abnir.
"Det er sådan noget, jeg fortæller dem. At vi andre også måtte starte fra bunden af. Købe gamle møbler og sådan. Kommunen sætter altså bare ikke 100.000 kroner ind på din bankbog."
Men selvom Hvide Sande ser mærkelig ud inde fra Klithjemmets store vinduer, og Klithjemmet ser mærkeligt ud fra Sømandshjemmets, bor der nu irakere i byen. I marts flytter 15 flere til. Når alle mændene bliver genforenet med koner og børn, vil tallet måske snige sig op på 100. Noget må ske. Muren må brydes. Men hvordan? Svaret ligger måske i havet. Nede ved havnen, hvor fiskerne rigger kutterne til, er der i hvert fald altid brug for en ekstra hånd.

Serie - Når Danmark bliver multikuturelt
*Statistikken og eksperterne er enige: Danmark vil i stadigt højere grad være et samfund af mennesker med forskellig etnisk og kulturel baggrund. Og det er ikke så meget et spørgsmål om - men hvordan et sådant Danmark kan hænge sammen. For tilvandringen af nye danskere vil fortsætte, hvad enten vi vil eller ej. Information går tæt på afstandene, mødet - og sammenstødene mellem kulturerne.

Tidligere artikler blev bragt den 17., 21., 23. og 24. februar. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her