Læsetid: 2 min.

K'NYT

29. februar 2000

Dansk kunst til Italien
*Bologna, der i år er europæisk kulturby, er i slutningen af marts ramme om en dansk filmfestival, som bl.a. vil rumme en konference om Dogme-konceptet. Blandt gæsterne er Susanne Bier, Lotte Svendsen, Anders Refn, Peter Schlepelern og Ib Bondebjerg. Forfatterne Jens-Martin Eriksen og Søren Ulrik Thomsen er indbudt til at læse op i forbindelse med festivalen.

Weil mindes i radio
*Komponisten Kurt Weil, hvis navn især er forbundet med Bert Brecht - han komponerede til Dreigroschen Oper - har 100-års dag i morgen. Den fejres af Anne Bro med en udsendelse kl. 18.50 på P2musik - genudsendelse søndag kl. 13. Weil komponerede også til en række Broadway-musicals, hvorfor man plejer at dele ham op i to: Den europæiske og den amerikanske.

Revideret 'Psycho' fra Rosinante
*Når Mary Harrons filmatisering af Bret Easton Ellis roman, American Psycho, har dansk premiere i august, genudgives bogen hos forlaget Rosinante i paperback i revideret version. Allerede i maj udkommer den i en hardcover-udgave. Det fremgår ikke, om revisionen gælder de værst udpenslede mord i bogen - eller passagerne indimellem.

Indvandrere på teater
*I Sverige har man haft stor succes med at inddrage indvandrere i teaterarbejde, fremgår det af det svenske tidsskrift, Korsvägen. Det sker med musikteatergruppen Oktober i Södertälje, et kvarter med mange indvandrere. Professionelle teaterfolk arbejder sammen med unge amatører, og man har bl.a. spillet West Side Story 99 gange.

Boberg om Americas
*Thomas Boberg, aktuel med romanen Americas, kan høres i Café Wiuff på Jagtvej i København den 2. marts kl. 18.

Glade for Louis Jensen
*Københavns Dag- og Aftenseminarium har forsøgsvis haft et samarbejde, hvor en forfatter skulle arbejde med de studerende i et skriveværksted - ikke for at de studerende skulle lære at blive forfattere, men lære at formidle fiktion bedre. Første husforfatter var forfatteren Louis Jensen, der især er kendt for sine børne- og ungdomsbøger, og seminariet meddeler, at det er gået over "al forventning". Ordningen, der er støttet af Statens Litteraturråd, findes i forskellige varianter i England og USA.

Mette Winge i Ballerup
*Forfatteren og kritikeren Mette Winge optræder 14. marts på Ballerup Bibliotek, hvor hun giver et overblik over nogle af århundredets gode og mest læste bøger. Mette Winge, der er tidligere chef på radioens P1, har netop udarbejdet en liste til bibliotekerne over emnet. Gratis adgangskort hentes på Ballerup Bibliotek fra 7. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her