Læsetid: 2 min.

K'NYT

9. februar 2000

Attributkunst
*Portrætter med attributter hedder en udstilling i Frederiksborgmuseets
Moderne Samling, som kan ses frem til 11. juni. De involverede fotografer har foreviget markante kulturpersonligheder med en genstand eller i omgivelser, der indikerer, hvad de bedriver. Her optræder så forskellige kändisser som Ole Olsen, Jørn Utzon, Samuel Rachlin og Sigurd Swane. Portrætterne er taget af Per Bak Jensen, Rigmor Mydtskov, Henrik Saxgren, Søren Kuhn m.fl. På billedet ses den kendte frokostartist Ida Davidsen, her foreviget som et efterbillede på sit eget kendte logo fra St. Kongensgade. Hun er her fotograferet med sit smørrebrødsfad af Joyce Tenneson i 1990.lb

Guldbiller til 'Tsatsiki'
*Ella Lemhagens film, Tsatsiki, morsan och polisen, modtog fire guldbiller - for bl.a. bedste film og instruktion - ved den årlige prisuddeling i Sverige, der svarer til de danske Bodil- eller Robert-uddelinger. Pedro Almodovar var til stede i Stockholm for at få prisen for bedste udenlandske film, nemlig Alt om min mor. Guldbillerne uddeles således: En jury af kritikere, instruktører og branchefolk nominerer tre film i hver kategori. En større jury på 25 personer fra filmbranchen stemmer sig derefter frem til de endelige vindere.

Pris for realisme
*Forfatteren Hans Lyngbye Jepsen modtager Nathansens mindeligat på 100.000 kr. for "et stort og rigt forfatterskab", hvor han siden 1945 har fornyet den psykologiske realisme, skildret et nordjysk univers og danske livsformer i det 20. årh. i noveller og romaner.

Forår hos kvinder
*Kvindeligt Selskab i København har udsendt sit forårsprogram, der indledes 17. feb. med en debat om den maskuline identitet i mandeblade. Line Baun Danielsen er ordstyrer. Senere følger emner som Simone de Beauvoir, feministisk selvforsvar, feministisk mangfoldighed, kvindelig seksualitet og endelig - den 28. maj - kærlighedens og begærets forvandling. Tine Bryld, Suzanne Giese, Birthe Neumann og Sabine Svendsen diskuterer, om det er en lettelse eller en ydmygelse at blive ældre og på en vis måde usynlig som køn i en ungdomsfikseret kultur. 8. marts holdes international kvindedag i Diamanten.
Til august inviterer kunstnergruppen Kvinder på værtshus på en kanalrundfart, hvor man bl.a. vil fortælle deltagerne, at København har form som et kvindebryst.

Bededag for kvinder
*Fredag den 3. marts - fem dage før Den internationale Kvindedag - afholder Danmarks Økumeniske Kvindekomite Kvindernes internationale Bededag ved en festgudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor
Lone Hertz taler, og gospelkoret Kefas synger.

Oh, det gamle træ
*Jyllands-Posten har denne solo-historie: Et af de mange træer, der segnede under vinterens orkan og storme, var ikke et hr. hvilket-som-helst træ, men netop det, hvori nationalskjalden Adam Oehlenschläger indridsede sit navn som 12-årig i 1784, et 300 år gammelt bøgetræ. Navnetrækket går dog ikke tabt, men udstilles sammen med et par meter af stammen på Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm.

Oh, den gamle by
*Kampen om grundvandet under Den gamle By i Århus er ikke slut endnu. Bygningsinspektoratet har netop standset prøveboringerne under købstadsmuseets kommende nabo, den omstridte kontorbygning, Prismet, idet man har konstateret, at grundvandspejlet er sænket med 25 cm. Det er kommunens teknikere bekymrede over - og har bedt om yderligere uddybing. Ikke af borehullet, men af oplysninger om sikkerheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her