Læsetid: 2 min.

K'NYT

22. februar 2000

Kvindernes internationale kampdag
*I 1910 blev den 8. marts erklæret for International Kvindedag ved en international kongres i København. Kvindedagen skulle blandt andet bruges til at agitere for kvindernes valgret og ligeret. Folkebevægelsen mod EF-Unionen vil den 8. marts i år markere 90 års kvindekamp for reel ligeløn og social velfærd med et festmøde under overskriften "En dag for EU's kvinder". Mødet afholdes kl. 17-22 i Byggefagenes Hus, Lygten 18, København.

Heerup Museum i Rødovre
*Den 29. februar kl. 14 inviterer Rødovre Kommune til rejsegilde på Heerup Museum placeret i tilknytning til Rødovregård. Det nye museum skal være ramme om den store samling værker udført af Henry Heerup, som Rødovre Kommune fik testamenteret som gave af Marion Heerup. Museet er tegnet af arkitekt Bernd Kjelland.

Ny dokumentarfilm om Asger Jorn
*Den verdensberømte danske kunstner og medstifter af den tværnationale Cobra-bevægelse Asger Jorn (1913-1947) vil blive portrætteret i en dansk dokumentarfilm med titlen Grænseløs - en film om Asger Jorn. Initiativet til filmen er taget af instruktøren Franz Ernst og filosoffen og kulturformidleren Jens Staubrand. Produktionen forventes påbegyndt i slutningen af år 2000.

Musikpris til Christina Bjørkøe
*Ved en koncert lørdag den 26. februar modtager pianisten Christina Bjørkøe Gladsaxe Kommunes Musikpris. I begrundelsen for valget hedder det bl.a., at Christian Bjørkøe er et af de største klavertalenter, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium har uddannet de seneste år. Billetter til Musikpriskoncerten kan købes på alle bibliotekerne i Gladsaxe Kommune samt ved indgangen til koncertsalen fra kl. 15.

Elskovsdrikken på Den Ny Opera
*Den nye opsætning af Donizettis komiske og romantiske opera Elskovsdrikken på Den Ny Opera får ingredienser fra flere forskellige nationer. Til at instruere har Den Ny Opera engageret englænderen Nigel Warrington, som arbejder sammen med den tyske scenograf, Anja Tiefensee. Den franske Nathalie Bouisdet er repetitør (pianist) og blandt sangsolisterne har færingen
Ernst Dalsgaard rollen som Nemorino. Premiere i Musikhuset Esbjerg den 28. marts.

Dansk Oversætterforbunds Ærespris
*I dag kl. 15 i Kulturministeriet overrækker kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2000. Prisen er på 30.000 kroner og uddeles i år for 43. gang til en oversætter som "ved fremragende gengivelse af et eller flere betydelige værker har beriget dansk litteratur." Navnet offentliggøres først sammen med overrækkelsen.

Dalai Lama som æresgæst
*Nobel Fredsprisvinder H.H. Dalai Lama vil være æresgæst og hovedtaler på Dialoque at Dawn i København. Dette store arrangement finder sted i dagene 19.-20. maj 2000, hvor Cirkusbygningen bliver rammen om tre store offentlige møder. FN har udnævnt år 2000 til Internationalt År for Fredskultur og Dialoque at Dawn er en række begivenheder, der i årets løb vil give konkret mening og inspiration til begrebet fredskultur. Bag initiativet står Center for Konfliktløsning og Committee for World Peace samt en række store organisationer. jkl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu