Læsetid: 2 min.

K'nyt

17. februar 2000

Syv nomineringer til 'Æblemostreglementet'
*Lasse Halströms Æblemostreglementet, der er baseret på John Irvings roman, er blevet nomineret til syv Oscars. Det er næstflest af alle - og den største overraskelse hos bookmakerne. Hallströms film nomineres blandt andet i kategorierne Bedste film, Bedste instruktion og Bedste manuskript.

Skandinaviens litterære debatforum
*Danmarks Elektroniske Forlag har taget initiativ til et nyt projekt på Internettet. På adressen www.litteratur.hotforum.dk kan litteraturinteresserede fra hele Skandinavien mødes og diskutere litteratur og kunst. Indtil videre omfatter samarbejdet syv større og mindre litteratursteder på nettet, og der drøftes emner som afslag fra forlagene, "Hvad læser I?", Poetry Slam, Strunge og Thomsen, Kvindelitteratur mv.

Bøn og meditation for fred
*Den 19. februar er der bøn og meditation for fred for alle religioner i Københavnsområdet i Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Også for børn, hvis disse kan sidde stille i en time. Initiativtageren Judith Kongsted har lært buddhistisk meditation i Bangkok, og arrangementet i Danmark finder sted, samtidig med at én million mennesker dér ligeledes mediterer for fred. Danske buddhister har været mest positive over for initiativet, men også mange kristne og muslimer har sagt ja til at deltage.

Børns tv-reklameforbrug flytter sig
*Danske børn ser færre minutters tv-reklamer nu end for et år siden. Og det fald er sket på
TV 2 viser en analyse fra mediabureauet CIA MediaCentralen. Buerauet har analyseret den 4-11-åriges reklamekiggeri i oktober, november og december i 1998 og 1999 - målt på hele døgnet. TV 2 har i 1999 nedsat mængden af reklamer i blokkene omkring børneudsendelser lørdag og søndag formiddag, således at børnene nu kun bruger halvt så megen tid på at se reklamer i dette tidsrum. Mens reklamekigningen på TV 2 er faldet, er den imidlertid steget på TV3, men altså ikke nok til at opveje faldet på TV 2.

Indstillet til
Glasnøglen
*Bjarne Reuters roman Mordet på Leon Culman er indstillet som dansk kandidat til Glasnøglen prisen for den bedste skandinaviske spændingsroman, udkommet i fjor. Glasnøglen er tidligere uddelt otte gange, bl.a. til Peter Høeg i 1993 og Leif Davidsen i 1999. Prisen uddeles ved Det Skandinaviske Kriminalselskabs årsmøde i Humlebæk i maj.

Saxo et guldæg på aktier
*Den 15. december 1999 solgte forlagene Gyldendal og Munksgaard Internetboghandlen Saxo til Søndagsavisen. Siden da er den samlede markedsværdi af det børsnoterede selskab Søndagsavisen steget med 40 procent og ligger i dag på omkring tre milliarder kroner. Den almindelige antagelse i bogbranchen er, at de to forlag solgte den underskudsgivende internetboghandel for et beskedent antal millioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu