Kunstens svar på, at de store fortællinger er døde, er at lave endnu større fortællinger, mener dramatikeren, Jokum Rohde
Teater
Boomet i dansk teater op gennem 90'erne er resultatet af nogle store sammenstød mellem skuespillere, instruktør og dramatiker, men det er også resultatet af en række sproglige og fortællemæssige eksperimenter. Det mener den 30-årige forfatter og dramatiker, Jokum Rohde, hvis omskrivning af H.C. Andersens Snedronningen i dag har premiere på Østre Gasværk Teater i Katrine Wiedemanns iscenesættelse og med musik af Steen Jørgensen og Lennart Ginman.
Jokum Rohde, der debuterede i 1993 på Fiolteatret med To dage ud fra lørdag nat, og hvis dramatiske højdepunkt indtil nu er forestillingen, Nero, på det Kongelige Teater i 1998, er kendt for sine dramaeksperimenter, der bevæger sig på grænsen mellem det surrealistiske og det realistiske.
Rohdes skønlitterære karriere begrænser sig indtil videre til debutromanen, Jonas' bog, fra 1994, men inden længe kan man forvente at se nyt på denne front. Derudover er han sammen med Bo hr. Hansen redaktør på en dramaserie, der udgiver manuskripter skrevet af nutidens dramatikere.
Jokum Rohdes dramaer har været velegnet til små, intime scener som Kaleidoskop og FÅR 302, men med Snedronningen tager Jokum Rohde sammen med sin faste partner, Katrine Wiedemann, for alvor skridtet ind i det store kommercielle teater med 22.000 solgte billetter før premieren. Får det Rohde til at skrue ned for eksperimenterne?
"Det er rigtigt, at det ikke er det samme publikum der vil se Snedronningen, som så mit stykke Det virkelige liv på Kaleidoskop. Det synes jeg er sjovt, og det er en udvikling, jeg gerne vil deltage i sammen med Katrine Wiedemann. Vi har specialiseret os i en særlig fortælleform og i en meget smuk æstetik, og den kan både skrumpes ind, så den bliver total elitær, men den kan også blæses op, så den bliver altomfavnende. Formen er meget fleksibel," siger Jokum Rohde.
I arbejdet med at omskrive H.C. Andersens eventyr til et mere moderne sprog har Jokum Rohde eksperimenteret med forskellige teknikker. Blandt andet har han inddraget Pony-blade, teenage-magasiner og -tegneserier for at give stykkets heltinde, den lille Gerda, det rette naive udtryk. Selve arbejdet med at skrive i forlængelse af en klassiker har været en spændende udfordring for Jokum Rohde:
"En af de gode ting, der er sket i 90'ernes danske teater, er, at klassikersnobberiet er skubbet i baggrunden til fordel for en sammentænkning af moderne instruktion og dramatik. Anmeldere som Bettina Heltberg går jo så galt i byen, når de ikke forstår, at sammentænkningen er det eneste, der kan lave rigtigt nyt teater."
"Det er begrænset, hvor meget du som instruktør kan flippe ud, når du instruerer en klassiker, da teksten altid vil sætte visse begrænsninger. Hvis ikke du sætter disse begrænsninger vil teksten ende med at være en hæmning, og det fortjener teksten ikke."
"Min ide med projektet på Østre Gasværk er at få hovedfiguren snedronningens scener ud til mange mennesker. Det er nogle meget smukke scener, der er meget flot instrueret. Så har jeg ikke noget imod at fylde på uden om det, så vi kan sælge det til gasværket og til de mange tusinde mennesker, der ender med at se det. Men de vil stadig have set en teaterform, som de ellers aldrig ville blive konfronteret med, hvis det f.eks. var Ole Bornedal, der stod bag."
Realisme er uinteressant
Rohde stiller sig i opposition til hele den realismebølge, der har præget store dele af 90'ernes teater og film repræsenteret ved Dr. Dante og Dogmefilmene.
"Jeg vil ikke undervurdere, hvad Danterne har gjort for dansk teater, men eksperimenterne på FÅR 302 og Kaleidoskop, der kun spiller i tolv dage, har lige så stor teaterpolitisk og kunstnerisk betydning som fulde huse i to måneder på Dr. Dante. Der er sket en kommercialisering og derigennem et kvantitativ gennembrud i teatret i 90'erne. Men der er også sket et kæmpe kvalitetsmæssig gennembrud."
"Jeg kunne aldrig finde på at forsøge at efterligne virkeligheden, så jeg er ikke enig med Nikolaj Cederholms valg af teaterform, men uden hans skuespillere ingen dogmefilm. Danterne har været med til at opfostre en meget realistisk skuespilleræstetik, som dogmeinstruktørerne nu skummer fløden af."
"Der var en lang periode, hvor dansk teater var ligeså dårligt som Radioteatret er i dag. Radioteatret er hverken fugl eller fisk, det er ikke underholdende, og det er ikke visionært. I mange år var dansk teater sådan. Nu er der kommet nogle højprofessionelle underholdere, og nogle, som er kryptiske og mærkelige. Jeg er glad for, at der er kommet nogle, der kan underholde, og som kan binde teatret til publikum, sådan at vi ikke forsvinder, fordi vi også har reelle økonomiske omkostninger ved at lave teater."
Hvis Danterne har et dogmatisk forhold til det hyperrealistiske, har du så et dogmatisk forhold til det surreelle?
"Måske har jeg et dogmatisk forhold til eksperimenter og det surreelle, men min fascination og kærlighed har altid været til kunstnere, der forbandt deres formudtryk med det, de ville fortælle. Det er altid en satsning, når disse to størrelser smelter sammen, men man må tage skridtet og ofre sit personlige udtryk for at kunne kommunikere sin kunst. I denne konfrontation skabes en tredje tilstand, hvor det subjektives møde med formen beruser mig."
"Dogmefilmene, Dantes teater og den nye engelske teaterbølge er alle del af den samme underlige én til én gengivelse af virkeligheden, som jeg på ingen måde forstår. Dét er uvirkeligt for mig."
"I Dogmefilmene eller Dante-teatret er der ingen risiko forbundet med måden sproget møder virkeligheden på. Der er ikke nogen sabotageaktion. Den kunstneriske værdi bliver aldrig større end det, der bliver sagt på scenen."
Postmoderne realisme
Rohde stiller sig meget uforstående over for, hvad han kalder generation x realismen, der ukritisk accepterer den postmoderne påstand om, at der ikke er nogen virkelighed og mening. I stedet bør man bearbejde denne opfattelse og tage den kunstneriske konsekvens af, at de store fortællinger er døde og skabe nogle endnu større fortællinger.
"I stedet for at tage konsekvensen, så oplever vi ofte med generation x en tomgangs- og rodløshedsdyrkelse som udtryk for en værdi i sig selv, og det er ikke det, kunsten skal."
- Men er det ikke svært at forestille sig større fortællinger end de, der er døde?
Jo, men det er stadig individer, der oplever fortællingens død. En kunstner kan opleve, at en stor fortælling er død, at nogle store tanker om social fremdrift, om nationens idé, om guds idé er døde. Men det er netop udfordringer til en stor fortælling. Jeg kan næsten ikke forestille mig en større udfordring."
"Konsekvensen i kunsten på den postmoderne erklæring har været, at man har negligeret ansvaret over for de portrætterede individer. Æstetikken er blevet sløv til fordel for en leflen for noget dokumentarisk.
"Blandingen af kunst og en dokumentarisk virkelighed lader til at være på alles læber, og det er da også interessant, men jeg har aldrig syntes, at det var interessant nok til at blive et facit for mine stykker. Gud er en DJ på Caféteatret, som spørger, om vi sidder her i virkeligheden, eller om vi er i skærmfigurer, er ret uinteressant. Det er i hvert fald ikke noget, der er blevet introduceret for mennesket gennem Internettet eller Robinson-ekspeditionen. Det er en for stor overfortolkning af sådan nogle åndssvage tings værdi. Og der er mere og mere teater, der ligesom Gud er en DJ handler om sådan noget cyberpis. Og det kan teatret aldrig nogen sinde fortælle om, fordi det handler om hastighed, og teater er ikke særlig godt til at fortælle om hastighed. Det er filmen meget bedre til."
Krævende for tilskueren
I det eksperimentelle drama Nero fra 1998 arbejdede Rohde på at få tilskueren til at overveje alternative forståelser af traditionelle symboler som jalousi og pengebegær, der langsomt bliver skyllet væk af nogle mere dunkle symboler, for til sidst at ende med en helt privat oplevelsessfære.
"Målet var, at give tilskueren nogle store personlige oplevelser om sit eget liv, fordi han i løbet af stykket er blevet vænnet til at opleve og tænke alternativt. Jeg arbejder meget med suggestivt med sproget, idet jeg gennem teksten forsøger at få folk til at opleve sig selv. Det er den allerstørste kunstneriske oplevelse at blive kastet tilbage i sig selv eller i sit eget liv."
"Det er den tankemæssige dekonstruktion af det, du ser, der er den kunstneriske oplevelse, og derfor er det ikke det, der er gengivet på scenen, der er hele oplevelsen. Jeg er ikke i tvivl om, at det kræver mere af tilskueren, men det er dér, oplevelsen ligger."
*Læs også Klaus Lynggaards anmeldelse af Ginman/Jørgensens soundtrack til forestillingen 'Snedronningen' side 16
