Læsetid: 7 min.

En kristen dansk æresmuslim

28. februar 2000

At bytte sin identitet for et løfte om arbejde, svarer nogenlunde til at bytte et øje med en million, siger Hanna Ziadeh, nyvalgt formand for Integrationsrådet i København

Mandagssamtale
Et af de første kulturelle chok Hanna Ziadeh fik, da han kom til Danmark i 1986, var grisene:
"Svin er det dyr, der oftest ses på dansk tv. Jamen jeg så ustandseligt svinetryner trykket helt op mod kameraet! Selv om jeg spiser gris, syntes jeg, det var virkelig ulækkert. Nu har jeg vænnet mig til det. Jeg ved, der er 10 millioner svin i Danmark, og at svineproduktionen betyder meget for landets økonomi. Vel et tegn på total assimilation...," ler Hanna Ziadeh.
Han er uddannet på Københavns Universitet i arabisk og fransk, har arbejdet som tolk, er netop blevet valgt enstemmigt som formand for Integrationsrådet i Københavns kommune - og under denne samtale gnistrede hans lille energiske person af glæde over en dagsny ansættelse i Finansministeriet som etnisk rådgiver og leder af en kampagne for at få flere borgere af anden etnisk oprindelse ansat på statslige arbejdspladser.
Hanna Ziadeh beskriver sig selv som "halvt libaneser, halvt palæstinenser" foruden "et hundrede procent Geneva-konventions flygtning":
"Jeg er opdraget i en ateis-tisk, men kulturelt set kristen familie. Jeg er døbt, men ikke konfirmeret. Efter Israels invasion i Libanon 1982 kunne vi ikke leve blandt libanesiske kristne, fordi vi var palæstinensere og heller ikke blandt muslimer."
Derfor var det også et kulturelt chok for Hanna Ziadeh, at danskere umiddelbart opfatter og behandler ham som muslim:
"Jeg blev slået ned og kidnappet af det islamiske Hizbollah i Libanon. Jeg flygtede fra islamisterne til Danmark. Men her er jeg muslim, og bruger det meste af min tid på at forsvare muslimers ret til at være, som de er. Mine venner i Rådet kalder mig æresmuslimen - for sjov selvfølgelig."

Danskeren
Hanna Ziadeh har været i Libanon flere gange i løbet 1990'erne:
"Sidste gang jeg tog til Libanon var det for at blive dér. Men jeg vendte tilbage hertil. Jeg er jo dansker - 'der går danskeren, danskeren, danskeren' løb en flok unger og råbte efter mig i min landsby Ghalbun."
"Man bliver en fremmed begge steder ... det er nok derfor, det er lettere for indvandrere at vandre videre, end det er for danskere at vandre ud."
"Men tro det eller ej: Jeg holder af dette lille mærkelige land. Når jeg rejser, længes jeg efter Danmark, ikke efter Libanon. Det lyder måske
slesk, men det er jo mit ungdomsland. Træerne, strandene, vandet og himlen. Sprogudviklingen fra Kim Larsens sange i 80'erne, til det dansk jeg behersker nu, hvor jeg kan læse Henrik Nordbrandt og Inger Christensen. De har opdyrket følsomheden i mit sprog. Skulle det ikke betyde noget?"
"Hvis jeg rejser tilbage eller videre går alt det tabt. Derfor er jeg dansk. På min måde."
"Det er det mærkelige med mange danskere. De lever livet på deres egen måde, spiser, tænker og bader som de vil - men jeg forventes at opføre mig som en særlig kommunal frembragt forstadsdansker."
Det er netop på det politiske grundlag, Hanna Ziadeh er blevet valgt som formand for Integrationsrådet:
"Vi skal ikke lægge vægt på etniske forskelligheder; vi er først og fremmest danske borgere, der skal vælge en danskhed som din og alle andres, hvor man udhuler et individuelt rum, med plads til egne særheder og baggrund."

Religionens plads
Hanna Ziadeh ser de forskellige syn på religionens plads i tilværelsen som en væsentlig årsag til sammenstødene mellem danskere og muslimske flygtninge og indvandrere:
"Når jeg beder danskere om at karakterisere deres fælles identitet, nævner de først sproget, dernæst kulturen - eksempelvis hyggen og bajerne - og først til sidst kristendommen."
"Spørger jeg derimod en person fra Mellemøsten om, hvad der er vigtige elementer i deres identitet, nævner de først islam, dernæst kulturen - og til sidst sproget. Med mindre det er en kurder, som ikke må tale kurdisk i Tyrkiet."
"Det er omvendte verdener. Folk fra Mellemøsten betragter det umiddelbart og utvetydigt som positivt at være 'en god muslim'. Mens de fleste danskere på forhånd er skeptiske eller direkte negative over for en 'god mu-slim'."
"For lad os bare tale rent ud: Hetzen mod fremmede retter sig ikke mod andre racer, den retter sig mod muslimer. Punktum, basta! Når jeg præsenterer mig som født kristen, men nu nærmest buddhist, kan jeg mærke stemningen vender og positiviteten strømmer imod mig."
At bad uden badeforhæng, hår uden tørklæder og grisekød efterhånden er blevet danske klenodier, ser Hanna Ziadeh som bevis på, at vi oversætter hver eneste menneskelige forskel til det religiøse og kulturelle:
"Men der er variationer af anstændighed. I Holland mødte jeg mænd og kvinder i samme sauna. I Frankrig har mænd håndklæde om de private dele i mandeafdelingen, mens danskere går i adskilte herre- og dameafdelinger uden badeforhæng. Jamen - hvad har kristendommen med det at gøre?"
"Vi har forskellig opfattelse af vores kroppes ømme punkter, men muslimer og europæere er jo enige om, at kroppen er seksuel. I europæisk sammenhæng pakker man kroppen ind for at understrege seksualiteten, sådan lidt ekshibitionistisk. I islam skjuler og dækker man kroppen, og kvindernes slør er en personlig grænse. Men grundlæggende handler det om det samme, nemlig, at kroppen ikke bare er et hylster for elektriske signaler og en højere sjæl."

Lømlerne
Hanna Ziadehs pointe er, at danskere begår en pædagogisk brøler ved udelukkende at se tørklædet som et symbol på undertrykkelse: "Hold op med at tale om tørklæder. Hvis jeg hakker på 14-åriges Fatimas tørklæde, hvem straffer jeg så? En lille pige, som ikke kan vælge! Vi kan kun få tørklæderne af ved at styrke kvinden bag tørklædet og vise, vi respekterer hende som muslimsk kvinde. Det drejer sig om, at opdrage Fatima til selvværd. Det vil ingen forældre, heller ikke de mest fundamentalistiske muslimer, sige nej til." Hanna Ziadeh understreger også, at religion og kultur kaster meget lidt lys over, hvorfor der strejfer flokke af unge mørklødede lømler rundt i gaderne: "Gadebander har aldrig været en del af kulturen i de flygtningelejre og landsbyer, deres forældre kommer fra. Deres fysiske fremtoning er mere amerikansk end arabisk med gelé i håret, kasketten sat omvendt og mobiltelefon i inderlommen. Hvad har det med islam og orienten at gøre? Intet! Det er snarere en dansk forstadskultur."
"Men det offentlige rum er de unge mænds frirum. Stedet, hvor de er fri for forældrenes øjne. Og i det danske offentlige rum er der ingen, der sætter grænser for dem, som i de arabiske og muslimske lande, hvor det offentlige rum er socialt kontrolleret. Hvis en 13-årig knægt råber op og ter sig, sætter den nærmeste tilstedeværende over 16 år ham på plads. Her i landet sætter ingen dem på plads. De får frie tøjler."
"Hvor unge danskere går efter noget, om ikke efter andet, så efter en øl, en pige eller et diskotek, så flyder de unge andengenerationsindvandre- re afsted uden mål, opfyldt af en rastløshed, der afspejler, at de ikke føler, de hører til."
"Man skal gøre sig klart, at det er psykisk tortur for den generation af 12-13-årige, der vokser op under denne
fjendske debat. De får bare
at vide, de skal forkaste
sig selv - uden at de ved, hvad de får igen. Bortset fra arbejde og indkomst. Men at bytte sin identitet for et løfte om arbejde, svarer nogenlunde til at bytte et øje med en million."

Dansk er terapi
Under samtalen understreger Hanna Ziadeh flere gange, at man selvfølgelig skal lære sproget: "Jeg blev først dansker, da jeg begyndte at tale, skrive og elske det danske sprog. De færreste danskere er imidlertid klar over, hvordan de bruger og forlanger, at andre skal bruge sproget. Der er langt flere kulturelle værdier og signaler bygget ind i det danske sprog end i engelsk og fransk, som er mere udbredt."
"Danskerne bruger så at sige sproget som et terapeutisk middel til at skabe tryghed. Det handler ikke bare om det konkrete så som indholdet af sætningen 'ræk mig smørret'. Som sagt understreger man her i landet altid sproget og det etniske som grundlaget for den fælles identitet. Så når man taler dansk, signalerer man samtidig, at de danske værdier ligger til grund for mødet."
"Ellers fatter jeg ikke, hvorfor danskere bruger sproget som ... en intelligenstest! Folk siger til mig, 'hvor taler og skriver du godt dansk'. De siger ikke noget om, hvad jeg skriver om. Tænk blot hvis en dansk akademiker med et middelmådigt engelsk blev behandlet i England, som mellemøstlige akademikere, der taler middelmådigt dansk, bliver behandlet i Danmark."
"Eftersom man ikke kan lave udlændinges etnicitet om, så siger danskerne: Du skal bare lære sproget, så er du o.k. De forstår ikke, at det er umuligt at lære dansk, hvis der ikke er gensidig sympati mellem danskere og de fremmede. Og derfor er det et forfærdeligt stort problem, at vi har bobler af folk, der lever isoleret og kun er i kontakt med det danske samfund via de rør, der strømmer overførselsindkomster gennem."

*Tidligere artikler i serien 'Når Danmark bliver multikulturelt' blev bragt 17., 21., 23., 24. og 25. februar. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu