Læsetid: 2 min.

Kun 72 dage nordirsk selvstyre

12. februar 2000

Fra i dag regeres provinsen igen direkte fra London, for de protestantiske og katolske parter kan ikke enes om IRA's våben

London - Verdens tålmodighed med IRA løb ud i går. Resultatet blev, at provinsens splinternye selvstyre blev suspenderet. Det er uvist, om - og i givet fald hvornår - det kan flikkes sammen igen.
Suspensionen skyldes, at den katolsk-dominerede undergrundshær ikke vil afhænde sine våben. Det har de protestantiske partier krævet, og det er også en del af fredsaftalen fra 1998.
Men indtil videre er IRA fortsat bevæbnet til tænderne. Nej-sigeriet giver det indtryk, at selvstyret kun er en slags eksperiment med demokrati for IRA. Virker det ikke - ja så venter bomberne og Semtexen henne i lageret.
Det har sat den protestantiske førsteminister, David Trimble, under pres fra sit bagland, fordi han i mellemtiden har accepteret at sidde i lokalregering med IRA's politiske arm, Sinn Fein.
Han havde truet med at gå af i dag, hvis IRA ikke var begyndt på afvæbning inden.

I forkøbet
Men briternes Nordirlandsminister, Peter Mandelson, kom ham i forkøbet og ophævede selvstyret i går. For Trimbles afsked havde formentlig fremprovokeret et nyvalg, der risikerede at give en ny og betydeligt mere uforsonlig protestantisk leder. Så hellere suspension.
De irske og britiske regeringer skal nu til sammen med de nordirske partier selv til at samle stumperne op i en ny 'gennemgang' af fredsaftalen. Løses våbenspørgsmålet ikke, er det svært at se, hvordan provinsen kan få sit selvstyre tilbage. Sinn Fein fremlagde i går i 11. time et forslag, men det var ikke nok til at forhindre suspensionen.
Sinn Fein og IRA er under pres nu. Både den irske regering, den britiske ditto, de nordirske protestantiske partier og et kæmpeflertal af Irlands befolkning vil have, at IRA skal starte med af afhænde sine våben.

Legitim hær
Men IRA opfatter sig selv som en legitim hær, der er i en lige så legitim væbnet kamp med de britiske myndigheder om Nordirland. Da briterne ikke har vundet militært, vil IRA ikke afvæbne - det ville være ensbetydende med nederlag og overgivelse. Briterne har jo heller ikke afvæbnet, vel?
Her kan nøglen til en aftale ligge. Hvis briterne reducerer hærens tilstedeværelse i Nordirland og f.eks. fjerner nogle af de grimme vagttårne, der stadig rager op over grænsen til Irland, er det muligt, at der kan laves en handel med IRA.
Protestanterne er også under pres. De vil gerne have selvstyre. Og det er svært at sluge, at IRA f.eks. har fået terror-dømte fanger løsladt før tid, og at det protestantisk dominerede politi, RUC, fuldstændig skal omkalfatres, når der så ikke engang er noget selvstyre.
Håbet er, at både de protestantiske og katolske politikere har fået så megen smag for at bestemme selv under det ni uger lange selvstyre, at de er i stand til at overbevise deres respektive baglande om at samarbejde er bedre end konfrontation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her