Læsetid: 2 min.

Kvindeskæbner

17. februar 2000

Barbara Borchorst leverer en meget overbevisende præstation i Joyce Carol Oates' syv monologer om kvindens skæbneregister

Teater
Den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates har en særlig flair for skæve eksistenser, ofte grumt præget af vold og religiøs tvang. Skriver hun monologer for kvinder, ligger offerrollen således nær. Det kunne lyde sentimentalt, men Oates er heldigvis både tough og morsom, hendes rollefigurer giver en bred vifte af spillemuligheder.
Barabara Borchorst er en ambitiøs freelance skuespiller, der sammen med sin ægtemand, den glimrende aalborgensiske skuespiller og instruktør Jørgen W. Larsen, flere gange har kastet sig ud i egenproduktioner, her og nu som Profil Teater Produktion på Lille Scenes lånte brædder.

Scenisk liv
Det er enkelt - og hundesvært. Installationskunstneren Bruno Kjærs dystre 'røntgensøjler' og tv-tårne optegner sammen med et lysende blåt cirkelspot det ensomme, abstrakte rum, hvorfra forestillingens syv forskellige kvindefigurer taler. Niels Søren Hansens diskrete lydflader danner suggestive ekkorum omkring dem.
Men alene er hun, Barbara Borchorst. Ikke glamourøs, hverken som indadkroget, pæn pige med spisevægring, døende gadeluder eller vordende enlig mor i skarp 'dialog' med sit krævende rå foster. Men desperat fægtende for sin cirkel, sit helle, oppe mod dem hun nok ved 'ejer verden', men som endnu ikke ejer hele hende.
Solen er der altid bliver den gravides motto - og forestillingens samletitel - dèr på kanten til det fristende selvmord, den sidste udvej. Borchorst spiller dem renfærdigt, ungt forvirret, med en stolthed trods al knugethed, midt i den mess de ikke forstår, de er landet i.
Tre andre monologer giver hende muligheder for mere selvudkrængende komisk spil; der er den naive, en smule debile og meget nærsynede kvinde, som via tv er kommet i kontakt med og blevet gift med voldtægtsmorderen Monroe, hvis 380 års fængselsstraf nok stiller hendes tålmodighed på prøve, men mirakler kan vel ske; der er den velhavende forstadsfrue med de mange godgørende checkudskrivninger - og en gevaldig lyst til at gribe en revolver og rydde op i kedsomheden og hykleriet; og der er den perfekte sekretær, hvis ansigt truer med at krakelere og forsvinde under de utallige stive smil hun må præstere. Her får Borchorst rig lejlighed til friere gestisk spil, andre diktioner og små fine karakteriserende tics.

Kongenialt
Om rolleregistret rammer "vor tids rytme, tempo, trends og skæbner" centralt, som programmet lover, det kan selvfølgelig diskuteres. Men at en skuespiller - kongenialt instrueret af Lotte Hermann og Kristian Halken foruden Jørgen W. Larsen selv - meget overbevisende har fundet sine udtryksmuligheder og givet dem scenisk liv, det kan ikke diskuteres.

*Joyce Carol Oates: Solen er der altid. Oversættelse: Niels Lynge og Gitte Sørensen. Instruktion: Lotte Hermann, Kristian Halken og Jørgen W. Larsen. Medvirkende: Barbara Borchorst - og som lyd og tv-billede: Morten Staugaard, Michael Brostrup og Jørgen W. Larsen. Profil Teater Produktion, Aalborg Teaters Lille Scene 12.-28. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu