Læsetid: 5 min.

Kynismens tradition

11. februar 2000

Veldokumenteret redegørelse for substans og detaljer i et sørgeligt kapitel af danmarkshistorien

Ny bog
Postyret har allerede været betragteligt. Store artikler i søndagsaviserne. Statsministeren bebudede forskningen ført til bunds, intet skal forblive uundersøgt, flere oppositionspolitikere forlangte at Danmark giver en undskyldning. Bestyrtelsen kender tilsyneladende ingen grænser. Men den, der blot beskedent har interesseret sig for tredivernes Europa og Danmark, vil have vidst besked: behandlingen af flygtninge fra Hitlers rædselsregime lod mildt sagt - generelt hvad angår Nazi-Tysklands naboer Danmark ikke undtaget - meget tilbage at ønske.
Politiske flygtninge betragtedes almindeligvis med skepsis. I mindre grad hvis disse over for tilflygtede landes myndigheder frembar evner og uddannelser, der kunne gøre de pågældende til lønsomme borgere. Ellers var det ofte ud af vagten. Såfremt man overhovedet kom så langt. Utallige var de statsløse, der som vraggods drev rundt mellem landene. Dette gjaldt også tyske jøder og for den sags skyld andre uefterspurgte minoriteter, hvis tilværelse blev sønderslået i det germanske tusindårsrige. Men jøderne var trods alt de mest synlige og fik en skæbne så grum at alt andet siden kom i skyggen.

Første fremstilling
Det aktuelle røre om emnet tog sit udgangspunkt i en kronik i Berlingeren af den islandske forsker Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson. Retfærdigvis burde opstandelsen have ventet nogle dage og fundet afsæt i historikeren Lone Rünitz' bog: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940.
Her foreligger nu i denne prisværdige nyudgivelse den første samlede fremstilling, hvor vel at mærke de dokumenterede detaljer i myndighedernes skændselshandlinger på dansk grund bliver lagt frem med navn, tid og sted, og hvor den uforberedte læser bringes til at indse, hvor ilde stedt flygtningen var - og er - i en kulturkreds, for hvem næstekærligheden er noget præsten pludrer om i kirken. Eller fordrejer med teologisk tågesnak efter nationalistisk og reaktionært forgodtbefindende a la pastor Krarup.
Med andre ord kender stater og kynikere i den slags sager i realpolitikkens navn ikke begreber som menneskerettigheder, humanisme og barmhjertighed, men lader nationale eller andre egeninteresser være rådende. Danmark gjorde i hvert fald, og ville i den forstand retrospektivt være levet fint op til Dansk Folkepartis forestillinger om en stram flygtningepolitik. Altsammen smukt forvaltet af villige, ambitiøse funktionærer, der oven i købet ofte optrådte og optræder - næsten som en naturlov - mere nidkært end forlangt af det herskende politiske system.

Fuldmægtige Hoff
Således også det danske justitsministerium i trediverne, hvor fuldmægtig, senere statsadvokat for særlige anliggender i forholdet mellem Tyskland og Danmark Troels Hoff med sirlige notater i de individuelle flygtningesager markerede en holdning, der for en umiddelbar betragtning er snublende nær den rene antisemitisme.
Hoff er ingen enlig svale. Han og andre flinke sagsbehandlere i ministeriet sætter voldsomt skub i udvisningssagerne med højst personligt engagerede bemærkninger om flygtningenes formodede tvivlsomme motiver, samt udstyrer de udviste med nedvurderende karakteristikker. Dette er vel at mærke om folk embedsværket af gode grunde ikke kender. Indblikket i denne mentale ormegård, der faktisk senere kostede adskillige menneskeliv senere i lejrene, er rystende læsning. Akkurat så rystende som den mentalitet Leif Larsen og Thomas Clausen afdækkede i deres fremstilling af danske justitsmyndigheders forvaltning af de politiske flygtninge. Mærkværdigvis henviser Lone Rünitz ikke til dette arbejde, i højeste grad tangerende hendes eget forskningsemne, eftersom det poltiske og det jødiske af gode grunde ofte kom ud på ét.
Jøderne var jo for så vidt alle politiske flygtninge, og forsøgte også at påberåbe sig dette, ganske enkelt fordi det af politiske grunde var forbudt at være jøde i Tyskland. Denne problemstilling accepterede de danske myndigheder vel at mærke ikke, ja man synes end ikke at have gjort sig den ulejlighed så meget som at overveje logikken i synspunktet.

Det jødiske dilemma
Lone Rünitz bevæger sig med betydelig virtuositet ind i den komplicerede og forskningsmæssigt utvivlsomt vanskelige gråzone mellem politikerne, myndighederne, Mosaisk Troessamfund og hjælpeorganisationerne, hvor man smerteligt må forstå at også jøderne selv så en interesse i begrænsningen af flygtningetilgangen. Begrundelsen er den samme som tidligere ved den østjødiske flygtningetilgang omkring århundreskiftet og den samme som de skinhellige myndigheders og politikeres med K.K. Steincke i spidsen: flere jøder kan skabe den antisemitisme, som trods alt ikke er fremherskende i Danmark.
Man kender ligesom smøren. Rünitz undlader da heller ikke at drage moralske paralleller til vore dages flygtningeforvaltning og poltiske for ikke at sige populistiske terminologi. Det skal hun ikke bebrejdes. Udvisning af politisk truede personer på et spinkelt for ikke at sige uforsvarligt måske ligefrem konstrueret grundlag, hvor de udviste siden forsvinder sporløst i hjemlandet er handlinger, for hvilke danske myndigheder bærer et tungt nutidigt ansvar.
Radioens dokumentargruppe har i den forbindelse gjort et fremragende stykke opklaringsarbejde i flere sager.
Nutidens flygtningeforvaltning kan jo ikke som i trediverne påberåbe sig hensynet til den store sydlige nabos sarte følelse.

Historiens dom
Som det fremgår, er det en væsentlig bog Lone Rünitz har bedrevet, en fremstilling af et dystert fænomen, der bør ses i sammenhæng med bl.a. Larsens og Clausens De forvarede (1994) og De forrådte (1997) samt afdøde professor Steffen Steffensens På flugt fra nazismen (1986).
Emnet som sådan har som antydet ligget og skvulpet i kanten af det øvrige historiske revisionsstof om trediverne og besættelsen. Rünitz har givetvis ret i den formodning at en kritisk, dokumenteret undersøgelse af dansk jødeflygtningeforvaltning næppe har ligget for på grund af den uomtvisteligt lykkelige redning af støresteparten af de fleste danske jøder i '44. Ingen har måske for alvor følt tilskyndelse til at kigge den foranliggende jødeflygtningeholdning efter i sømmene.
Myterne har det heller ikke været entydigt behagelige at pille ved. Aage Trommer fik sin sag for, da han for år tilbage publicerede sin kontroversielle afhandling om dansk jernbanesabotages militært set ubetydelige rolle i krigsforløbet.
Det er værd at bemærke de (få) anstændigere personer i toneangivende kredse, folk der allerede, mens det stod på, skammede sig på nationens vegne. Således udtalte i 1937 den radikale politiker, Valdemar Sørensen som sin forudsigelse, hvormed Lone Rünitz også afslutter sin fortrinlige bog, at Danmarks behandling af flygtninge ikke ville kunne stå for historiens dom. Det samme kan efter Rünitz opfattelse siges om vor tids flygtningepolitik - den kyniske danske tradition kunne man kalde fænomenet.
Forlaget burde have flottet sig med noget illustrativt, ligesom det er en efterhånden udbredt uskik at spare registret. Ikke for smart.
Men læs den rystende bog om det, vi jo godt vidste - her i smertelige uafviselige detaljer. Så uanstændigt stod det til i gamle Dannevang. Tænk bare.

*Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1949. En bog om flygtninge og menneskerettigheder. 239 s., 250 kr. Museum Tusculanums Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu