Læsetid: 12 min.

Landkortet snyder os

12. februar 2000

De højrepopulistiske bevægelser ser 'de fremmede' som et problem, men vi er selv 'fremmede'. Fra nationale grænser til kropsgrænser og mentale grænser er nedbrydningen i fuldt sving, skriver Niels Frank, der trækker paralleller mellem populismens forestillinger og kunstens

Essay
Først lidt om min ven Jeremy i New York. Jeremy er skuespiller, men han skriver også digte, og han spiller guitar i et band. Men først og fremmest er han besat af at ville skrive det store amerikanske skuespil i Miller og Williams og O'Neill-traditionen. Han kan ligesom allerede høre stemmerne for sig, hvor dybe og erkendelsrige de er, men ikke præcis hvad de siger. Besynderligt, tænker jeg under vores samtaler i Jane Street, for hvorfor ikke begynde fra den anden ende og lytte til, hvad personerne siger, inden man giver sig til at drømme om stykket? Er indholdet stærkt, dybt, vedkommende nok, rummer det jo også allerede sin form. Besynderligt, tænker jeg, og meget amerikansk.
Efter samtalerne, der gerne varer hele aftenen, hører jeg ham klimpre i timevis på guitaren. Jeg synes jo nok man fornemmer, at han kun har spillet i to år. Eller jeg hører ham taste løs på computeren til langt ud på natten. Om morgenen er han som regel frustreret. Ingenting vil lykkes, ingenting vil komme. Hans tanke er vel, at hvis han forsøger sig lidt med det hele, må noget jo lykkes, talentet skal blot drives frem, uddrives.
På mange måder holder jeg af denne amerikanske hæmningsløshed, som vil blæse nedarvet talent og genidyrkelse et langt stykke. Og som i videre målestok vil blæse på det, Europa har forstået sig ved: kongehuse, berømte familier, historiske pladser, legendariske butikker, kaffe- og tetider, store vine, antal knapper på blazeren, placeringen af bestik - alt det der skal røbe, om man hører til. En byrde, også megen europæisk kunst bukker sig under, når den f.eks. formaner unge talenter, at hvis man ikke er et geni allerede i treårsalderen, så glem det!
Modsat altså den amerikanske blanding af naivitet og storladenhed, der siger, at alle har et talent - man skal blot finde det, eller opfinde det. Siger de. Siger jeg - måske. For at have et talent - kunstnerisk eller andet - er også at være besat af det, men at være besat af at ville have et talent, er noget ganske andet. Så selvfølgelig kan man undre sig, som jeg selv gjorde det, over Jeremys mangetalent, når nu tiden så hårdnakket insisterer på, at et talent er én ting, går i én retning. At det enkelte talent med andre ord bør afgrænse sig. Men hvad så med Michelangelos og Goethes og Strindbergs mange talenter? Og hvad med skuespilleren Shakespeares sidetalent som forfatter?

De tydeligste grænser vi har, er naturligvis grænserne på landkortet. På mit World Wall Map, der hænger på væggen bag mig, er de enkelte lande tilmed angivet med forskellige farver, så der ingen tvivl skal opstå: Frankrig er lilla, Italien grønt, Danmark brunt osv. Sådan har vi i 'nyere tid' altid orienteret os efter nationalstaternes grænser. Det gør vi til gengæld mindre og mindre, hvad de seneste konflikter i Europa tydeliggør.
Konflikterne er ikke nationale konflikter, selv om de populistiske bevægelser taler så indædt om 'nationale værdier'. Det er netop et af de store paradokser i den standende diskussion. For hver af de stærkt lokale bevægelser (i Danmark, i Østrig, i Frankrig, i Schweiz osv.) er stort set fuldkommen identisk med de andre lokale bevægelser, og alligevel betoner de alle netop deres regions værdier frem for de andres.
Det streger et helt nyt Europakort op, hvor de nationale grænser ikke længere er enerådende. For der er heller ikke tale om 'borgerkonflikter', der kunne føre til 'borgerkrige'. Det er ikke grupper inden for ét samfund eller én nation, der er i konflikt, men grupper i forskellige nationalstater, som hen over grænserne strides med andre grupper, hvis tilhørsforhold heller ikke er nationalt. Det er vel nok det sikreste tegn på, at de historiske grænser (som ikke er transhistoriske - 'nationen' er jo et kulturelt-politisk begreb og forholdsvis nyt) er i færd med at omdannes.
Hvilket med andre ord betyder: landkortet snyder.

] ] ]

Med landegrænsernes udviskning forsvinder også alt det, vi forstår som 'enheds-kultur', 'fælleskultur', 'kulturarv'. Tabet ved det er evident - at den enkelte risikerer at blive vanvittigt isoleret, at det bliver vanskeligt at orientere sig osv. Til gengæld glemmer man gerne at bogføre, hvad gevinsten kunne være ved at slippe af med disse orienteringspunkter: mere dynamik, større bevægelsesfrihed, uhæmmet og utynget indsats hos den enkelte, som ikke længere skal bukke og skrabe for gud, konge, fædreland, forældre, nationallitteratur, kunsttradition, Historien m.m. Gevinsten er kort sagt en kæmpemæssig lettelse over endelig at kunne smide alt det gamle ragelse ud. Eller at lege med det.
De højrepopulistiske bevægelser levendegør, ufrivilligt må man tro, at også det indre landkort snyder. Når bevægelserne hævder, at det er et uoverstigeligt problem at tage imod 'de fremmede', røber de samtidig, at de enkelte kulturer ikke er stabile nok til at stå imod presset. Og hvorfor egentlig? Fordi, ville jeg sige, vi selv er 'fremmede'. De enkelte kulturer er allerede forurenede af andre kulturer - tænk blot på, hvor stærk den amerikanske kultur er i de fleste vesteuropæiske lande. I Danmark er denne tendens meget tydelig. Jo længere man kommer ud mod Ishøj eller andre forstadskommuner, desto mere amerikansk bliver kulturen: indkøb i stor-centre (importerede malls), endeløse tv-serier (som regel sit-coms), hurtigmad (fast
food) for blot at nævne nogle få eksempler.
For at finde redskaber at håndtere 'det fremmede' med, opfinder man da et begreb som 'danskheden', som ingen rigtig ved hvad er, bortset fra at det har noget at gøre med svinekød og kristendom. Men hverken svinekød eller kristendom er jo dog specifikt dansk. Som begreb er 'danskheden' altså en ren konstruktion, hvilket kun understreges af, at lederen af den danske højrepopulisme åbent indrømmer, at hun ikke er en flittig kirkegænger. Hvor meget tydeligere kan det blive, at 'de fremmede' er havnet blandt endnu mere 'fremmede'?

] ] ]

Hvor gÅr sÅ grænsen, kunne man spørge, mellem 'de fremmede' og 'det fremmede'? Ja, svaret må vel være, at der slet ingen grænse er mellem dem i højrebevægelsernes program. Bevægelserne er f.eks. ikke blot mod indvandring en masse, men også mod en mellemstatsinstitution som EU - altså mod enhver form for grænseoverskridelse, hvad enten den nu hedder samhandel eller fælles politi eller fælles mønt.
I konsekvens heraf burde bevægelserne da også være skeptiske over for hinanden, kunne man mene, skønt deres politiske programmer er sammenfaldende. Og det er da også præcist det, der er tilfældet: Haider vil ikke samarbejde med Le Pen, Kjærsgaard er notorisk ligeglad med de andre bevægelser. Hvad de overhovedet kan blive enige om, er at genindsætte overleverede 'værdier' som en måde at blokere for presset udefra. Altså ikke så meget værdier som mod-værdier, og vel at mærke ikke kun politiske modværdier, men også afvisninger af alle former for kulturelle og kunstneriske udfoldelser, og af seksuelle og teologiske. Intolerancen kender ingen grænser.
Igen fra den danske debat: Når 'de fremmedes' tørklæder og ægteskabsritualer og omskæringer og slagtemåder gør os så rødglødende af raseri, skyldes det ikke så meget, at der er tale om overgreb mod mennesker og dyr. Det er der i de fleste tilfælde nemlig ikke, for ritualerne foregår frivilligt mellem unge og voksne, og dyrene lider ingen overlast. Men vi er rødglødende af misundelse over, at der her er nogle mennesker, som stadig har noget at tro på. Samtidig med at vi selv end ikke kan finde ud at behandle fjerkræ og svin ordentligt og dør for et godt ord af madforgiftning.
Til gengæld må man fastslå, at højrebevægelserne hverken er udemokratiske eller nazistiske, i hvert fald ikke som de opfører sig på nuværende tidspunkt. Men kulturelt er de indlysende anti-postmoderne bevægelser, som vil genopføre, hvad de tror er transhistoriske og transkulturelle grænser som reaktion mod 'værdiopløsningen'. Men sandsække er som bekendt en stakket frist, når vandet skyller ind.

] ] ]

Jeg vender tilbage til litteraturen, for også her synes grænserne at vakle.
På mange måder er den moderne litteratur en grænselitteratur. Overalt finder man modsætningspar som f.eks. den enkelte over for massen, det normale over for det frisatte, originalen over for efterligningen (eller 'reproduktionen'), værket over for forfatteren. Helt bogstaveligt finder man denne grænsedragning i eksileringen blandt de store modernister - hos Joyce, hos Beckett og Kafka, hos Stein og Proust og Rilke og også hos den yngre østriger Thomas Bernhard - der alle befandt sig i enten indre eller ydre eksiler. Og som alle gik i frivillige eksil fra symbolisme og naturalisme, overleveringer fra 'den gamle verden', især fra romantikken.
Lad mig give et par eksempler på, hvad jeg mener med at modernismens grænser vakler. Jeg begynder med det sjove, nemlig forestillingen om at vi kunne ringe Rilke og Kafka op for at høre deres kommentarer til de europæiske højrebevægelser. Hvad ville de sige? Ja, det ved vi af gode grunde ikke, men blot tanken om at det overhovedet var muligt at kontakte dem, tanken om at de ikke ville kunne slippe væk fra tidens rasen (som Rilke undslap første verdenskrig), antyder i sig selv en helt ny orden. Som i Thomas Bernhards tilfælde. For skønt Bernhard stort set hele sit liv var i indre eksil, var han både politisk og kulturelt dybt involveret i det moderne, småborgerlige Østrig, som han kritiserede oppefra og nedefter med et gigantisk had. Hans eksil var åbent i modsætning til Rilkes og Kafkas - nye indretninger var på vej.
Den diskussion om avantgarden, der finder sted i disse år og ikke blot i Danmark, illustrerer også klart grænsernes vaklen. Når avantgarden, hvis storhedstid var i begyndelsen af 1900-tallet, dukker op igen otte-ni årtier senere, skyldes det ikke en drøm i nutiden om at genskabe avantgarden eller i det mindste at skabe en tilsvarende bevægelse med svirp i. Tværtimod. Den historiske avantgarde er atter blevet interessant, fordi den viser, hvor umuligt det er at løfte modernismens erfaringer direkte over på kunsten i dag: f.eks. ideerne om at kunsten for enhver pris skal være ny, at kunsten skal være original, at den skal forarge, at værket skal være ureproducérbart og enestående (singulært), at kunstneren kan opnå total løsrivelse fra de sociale og kulturelle bånd osv.
I dag er det decideret kitsch bevidstløst at overtage disse særtræk fra avantgarden. Det er vist alle enige om bortset fra et par enkelte forvirrede billedkunstnere. Og det er ikke mindre kitsch at gentage romantiske og modernistiske grundforestillinger for at dæmme op for 'det fremmede' i den allernyeste kunst og litteratur. Men dét er bestemt ikke alle enige om. Nye grænser.

I Danmark lyder ca. de samme indvendinger mod den nyeste litteratur, som man hører i de andre vestlige lande. Men grænserne mellem de nationale litteraturer er jo også forlængst nedbrudt - Ulysses er ligeså meget en dansk roman, som den er irsk, som den er amerikansk eller fransk. Eller østrigsk.
I prosaens verden mødes litteraturen med krav om 'realisme' eller med ønsket om 'den gode fortælling'. Det har nutidens prosa svært ved at honorere, fordi noget så simpelt som den olympiske fortæller er under stærk beskydning. Jeg kalder for min egen overskueligheds skyld den olympiske prosa for 'patriark-litteraturen': den litteratur hvor fortælleren sidder for enden af bordet og skiftevis underholder selskabet og belærer det, og i øvrigt sørger for at de rigtige retter følger hinanden og alle har noget i glasset.
For at den slags litteratur kan opretholdes, kræves det, at der er fortællere der orker at spille rollen, eller som overhovedet er stabile nok til indtage den. Og det er netop her, den olympiske litteratur løber mod nutidens mur. For den ydre kontrol det olympiske sikrede, skrider sammen, så snart der ikke længere er forskel mellem ydre og indre fortæller, så snart fortællingen fortolker og oplever sig selv på én gang, så snart fortælleren formerer sig i mange stemmer og mange synsmåder, så snart fortælleren ikke orker at opretholde én tone i sin fortælling, så snart fortælleren glider med og forføres af sin egen fortælling, der måske ender et helt andet sted end den begyndte. Eller slet ikke ender.
På samme måde bønfalder man lyrikken om at finde tilbage til genkendelige former - fast metrik og rimskemaer - eller til æstetiske former, som man opfatter som transæstetiske 'værdier': formel skønhed, hymnisk velklang, citérbarhed og veltalenhed (nabo til mundheld), enhed, urørlighed, personlig nødvendighed osv. Besynderligt, egentlig, at man forestiller sig, at disse erfaringer med en enkelt gestus kan flyttes over fra en tid, hvor de havde opdagelsens karakter, til vores tid uden overhovedet at ændre sig. Og besynderligt, at man forestiller sig, at lyrikken skulle være en lomme i tiden (et eksil), der er uafhængig af al ydre påvirkning. Det er den slags forestillinger, man ikke engang kan diskutere, for hvis forestillingerne virkelig var sande, ville vi jo alle stadig digte efter metrik og rim. Og dér går jo nok en grænse.

Konflikten i litteraturen har ligesom den politiske konflikt i Europa sit udspring i en række omrokeringer i de sene halvtredsere og i tresserne. Teorierne om 'forfatterens død', 'det subjektløse', 'det leksikalske sprog' (altså ideen om at grænsen mellem hvad der er den enkeltes sprog, og hvad der er rester af alle mulige sprog hos den enkelte, er nedbrudt) - alle disse teorier og mange flere synes mere og mere at blive levendegjort i nutidens litteratur. Tresserne er back in town.
Symptomerne er - lyder mit forslag, uden at jeg ønsker at lyde som tidens psykiater, selv klar til indlæggelse - at de gode gamle grænser er på vej væk: mellem kunst og ikke-kunst (f.eks. kunst og reklame, kunst og økologi, kunst og pisse-kummer), mellem kunstarterne, mellem de enkelte litterære genrer (med essayet som muligt løsen: en grænseløs genre) samt mellem kunst og kritik, kunst og filosofi. Også kropsgrænserne overskrides, hvad adskillige kvindelige videokunstnere fysisk bevidner i deres optagelser af egne operationer, hvor ansigt og kropsdele gladeligt omdannes. En kunstnerisk udgave af de udbredte ansigtsløftninger, brystudvidelser, fedtudsugninger osv. I moden udviskes efterhånden grænserne mellem kønnene - mænd i nederdele f.eks., et ganske tiltalende syn. Fra nationale grænser til kropsgrænser og mentale grænser er fortæringen i fuldt sving.
Senest er der især i lyrikken opstået manipulationer og spil med jeg'et i 'bekendelsesdigte', der ikke har meget at gøre med de forsøg på at skrive autentisk og ukunstnerisk lyrik, som overstrømmede halvfjerdserne. Nu sker det i en bevidst simulering af bekendelseslitteraturen, og som del af en leg med roller og autoriteter - muligvis som polemik mod den skridsikre autoritet i centrallyrikken. Og det sker med humor og selvironi, hvad den oprindelige bekendelseslyrik unægtelig ikke var rig på.
Interessant er det også, at vi nu på afstand af både halvfjerdsere og firsere kan se, at de to årtiers litterære bølger var rendyrkede mod-bølger til tressernes litteratur- og livsopfattelser. Bekendelseslyrik, firserpoesi, det vilde maleri, late-modernism i arkitekturen var altsammen reaktioner mod tressernes ideer. Parenteser i tiden - jeg var lige ved at sige eksiler i tiden. I den aflæsning befinder firserpoesien sig på samme side af grænsen som knækprosaen, selv om det måske vil chokere eller ligefrem forarge nogen. For er grænsen da ikke efterhånden nået?
Jeg ville svare, at hvis der er noget 'historien viser' - som man siger - er det, at grænsen aldrig er nået. Den bevæger sig endnu hurtigere end os.

*Niels Frank er forfatter og leder af Forfatterskolen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu