Læsetid: 11 min.

'Jeg har en liste her ...'

12. februar 2000

Den 20. februar er det 50 år siden, den amerikanske senator Joseph McCarthy gav signal til en heksejagt, der skulle rense det amerikanske samfund for ukorrekte holdninger. Tusinder fik ødelagt deres liv, mens kultur og fremskridt blev ofre på frygtens og konformitetens alter

Jeg har her i min hånd en liste på 205 personer, som var kendt af udenrigsministeren som værende medlemmer af det kommunistiske parti, og som ikke desto mindre stadig arbejder i og former politikken i Udenrigsministeriet."
Med denne bemærkning i en tale for Kvindernes republikanske Klub i Wheeling, West Virginia i februar 1950 trådte den indtil da ret ukendte senator Joseph Raymond McCarthy for alvor ind på den amerikanske politiske scene. Og det så eftertrykkeligt, at han er komme til at lægge navn til hele den periode i amerikansk politisk liv - mccarthyismen - selv om den udvikling, den karakteriserer, var begyndt længe før. Men betegnelsen er blevet hængende i en grad, så udtrykket den dag i dag bruges og forstås af de fleste.
Da McCarthy var steget af flyet i Wheeling, hilste stewardessen, der på passagerlisten havde set, at der var en US-senator med flyet, ham med et Good afternoon, Senator McCarthy, hvilket glædede McCarthy, der så gerne ville genkendes. Og genkendt skulle han blive fra da af.
Hans valg af det antikommunistiske korstog var et resultat af et samvær med nogle venner, der ville hjælpe ham til et mere sexet genvalgstema end trafikpolitik og pensionsordninger, som de havde overvejet. Mens en af vennerne, en præst, sad og udbredte sig om vigtigheden af at bekæmpe den gudløse kommunisme, slog det ned i Joe, at det lige var sagen. Alle snakkede jo om kommunister. Så hans vinkel blev, at "Regeringen er fuld af kommunister, og det, det kommer an på, er at hamre løs på dem."
Det var lige efter 'tabet af Kina'. I 1949 havde Maos kommunister overtaget magten efter at have tvunget Chiang Kai Check væk fra det kinesiske fastland, hvilket hidsede specielt den amerikanske højrefløj op. McCarthy havde fundet sin genvalgsmetode - han, der få år for inden nok havde jagtet røde, men også havde sagt, at hvis amerikanske ledere længe nok blev ved med at forbande Rusland, "så vil vi få en krig" skulle nu blive alle kommunistjægeres moder.
Men nu ville han have krig - nemlig mod det udenrigsministerium, der i årevis havde været fyldt af kommunister og andet skidtfolk, der havde solgt ud af amerikanske interesser. Ministeriet var fyldt af kloge unge mænd, der var født med en sølvske i munden; og værst af dem alle var udenrigsministeren Dean Acheson, denne "opblæste diplomat i stribede bukser, med en fjollet britisk accent."
McCarthy var født på landet i staten Wisconsin i 1908 - en baggrund han senere populistisk skulle bruge mod sine modstandere: Jeg er ingen professor - just a farm boy. Han tog en juraeksamen i 1935, vandt et dommervalg 1939 og søgte ind til marinen i 1942. Under krigen gjorde han tjeneste i det sydlige Stillehav. Han blev dekoreret og såret, hvilket han også kunne bruge i sit politiske liv - amerikanerne elsker helte. Nogle gange haltede han mere end andre gange og fik således lejlighed til at fortælle, at han havde ti pund granatsplinter i benet.
I 1946 blev han valgt til Senatet på bl.a. fagforeningsstemmer. Den første tid gjorde han sig ikke bemærket, men gjorde som så mange andre politikere, nemlig gik efter pengene. Således motiverede 20.000 dollars fra The Pepsi Cola Company ham til at kæmpe for en hurtig ophævelse af sukkerrationeringen, hvilket gav ham tilnavnet The Pepsi Cola Kid.

Med talen for Kvindernes Republikanske Klub ramte han overskrifterne - i den følgende tid holdt han talen flere gange, men med nye tal: Dagen efter, i Salt Lake City, var det 57, senere i Senatet 20. februar var det "81 af dem, jeg anser for at være kommunister i Udenrigsministeriet". Navne satte han dog ikke på tallene. I det hele taget var det hans taktik at fremsætte beskyldninger i et væk, og hvis noget skulle blive tilbagevist, så frem med en ny påstand. Der er jo altid flere, der hører løgnen end dementiet.
Han kom ikke rigtig nogen vegne med de påståede kommunister, og derfor kastede han sig ud i et angreb på den George Marshall, der havde lagt navn til Marshall-planen. Denne havde i årevis ledet en konspiration, der skulle føre til, at USA ville falde som offer for en sovjetisk intrige indefra og russisk militær udefra. Blandt beviserne for denne antiamerikanske adfærd var bl.a. at Marshall i 1942 havde talt for åbningen den anden front i krigen i Europa. Det havde Stalin også! På de allieredes store konference i Jalta, havde Roosevelt og Churchill gjort fælles sag med Stalin. Dette og meget andet ondt betød, at Moskva nu i 1951 herskede over 40 procent af alle mennesker. Et helt aktuelt eksempel på konspirationen var, at man havde trukket general McArthur hjem fra Korea og dermed givet kommunisterne frit spil.
Joseph McCarthys angreb kom altså i en spændt udenrigspolitisk og indenrigspolitisk situation, som var kendetegnet af en skærpet frygt for kommunismen. Ikke at dette var noget nyt. I USA er der en hundredårig tradition for sammensværgelsesteorier, og flere røde var blevet deporteret tidligt i det 20. århundrede. I januar 1945 havde Kongressen besluttet at gøre den komité, der undersøgte uamerikansk virksomhed, permanent. (House Un-American Activities - HUAC). Og i marts 1947, få dage efter præsident Truman havde fremsat sin doktrin til inddæmning af Sovjetunionen, lancerede præsidenten et storstilet 'Loyalitetsprogram', der skulle sikre at federalt ansatte var regeringsloyale. Det skulle samtidig sikre opbakning til det dyre inddæmningsprogram. For at undgå anklager for at være 'blød' overfor kommunismen satte han konservative folk til at lede programmet. I den kommende halve snes år gennemgik over 13 millioner amerikanere dette program. Ved egentlige undersøgelser kunne man blandt meget andet blive udspurgt om sine læ-sevaner. "Læser De Upton Sinclair?"

Stemningen i landet blev efterhånden så hysterisk, at da avisen Capitol Times sammensatte en opfordring ud fra Uafhængighedserklæringen og borgerrettighedserklæringen, Bill of Rights, og bad tilfældige borgere på gaden skrive under, gjorde kun en af 113 adspurgte det. En mente, at der måtte være tale om en russisk erklæring, en anden ville ikke skrive under, fordi han var ved at søge offentlig ansættelse.
Forfølgelsen af anderledes tænkende eller folk, der mistænktes for at være det, gav sig mange andre udslag. I 1947 besluttede undersøgelseskomiteen at opspore Karl Marx' fodaftryk i Hollywood, hvilket resulterede i en spektakulær sag mod kendte skuespillere og forfattere, af hvilke ti blev fængslet for foragt for Kongressen, da de ikke ville vidne mod andre og svare på spørgsmål om medlemskab af politiske partier. Mange andre var så skræmte, at de lod munden løbe. Hundredvis af filmfolk fik ødelagt deres liv i disse år. Andre klarede sig bedre. Charlie Chaplin kunne rejse til Europa og kom først tilbage i 1970'erne.
Lige inden McCarthy talte i Virginia var en tidligere embedsmand under stor offentlig bevågenhed blevet dømt for at have begået mened i en meget omtalt sag om spionage. Hovedpersonen, Alger Hiss, en tidligere embedsmand i udenrigsministeriet, var i en afhøring i den uamerikanske komité blevet nævnt af en tidligere, nu omvendt, kommunist som en, der kunne levere gode oplysninger fra regeringsarbejdet. Denne Hiss havde været med som embedsmand i Jalta!
McCarthys genistreg var timingen, og at han angreb regeringsapparatet for at være fyldt med kommunister. I den kommende tid var han eksponeret i pressen hver dag, og folk fra hele landet begyndte at sende ham penge til kampen mod den kommunistiske femte kolonne. Alle ville fotograferes sammen med ham, for at noget af populariteten skulle smitte af. Mange unge ville arbejde for ham, således den unge Robert Kennedy, der tiltrådte hans stab i 1953 og fik så nært et forhold til Joe, at denne blev gudfar for et af hans børn. Også broderen John beundrede senatoren.

Et af McCarthys første angrebsmål, da han var blevet formand for den permanente underkomité til undersøgelser, var Voice of America - en propagandasender under Udenrigsministeriets International Information Agency. IIA havde 10.000 ansatte og afdelinger i mange lande. Flere af de ansatte stammede fra forgængeren, det mere liberale, Office of War Information - hvilket vil sige, at de kunne nære New Deal sympatier. Disse personer var derfor et oplagt mål for McCarthy og hans korsriddere. To af disse, David Schine og Roy Cohn, arbejdede derfor nært sammen med 'den loyale amerikanske undergrund' i IIA, der så muligheder for forfremmelser, hvis de sladrede om deres kolleger.
Et led i amerikaniseringen af propagandaapparatet var også at rejse rundt og kontrollere de amerikanske biblioteker i Europa for farlig litteratur. Derfor blev de to sendt af sted til Europa, men da de kom frem, var stort set al litteratur, der kunne anses for suspekt, allerede fjernet af Udenrigsministeriet. Men deres turné blev dækket af europæiske journalister, der måbede over de tos mærkværdige færd. Utallige blev fyret fra apparatet eller gik selv i frustration.
Da McCarthy senere gik i lag med selve hæren og beskyldte den for at holde hånden over kommunister, begyndte han at få ridser i lakken. Fra efteråret 1953 havde McCarthy søgt efter 'undergravende aktivitet' i hæren og var her faldet over en major og tandlæge Peress, der rutinemæssigt var blevet forfremmet, men senere afskediget efter at have nægtet svare på nogle spørgsmål i McCarthy-komiteen. At han ikke ville svare på spørgsmål - med henvisning til forfatningens femte tillæg - var for McCarthy et klart bevis på, at manden var kommunist - en Fifth-Amendment-Communist, og nu skulle det undersøges, hvem i hæren, der var ansvarlig for hans forfremmelse.
Og en overgang så det ud som om, Joe fik overtaget over hæren, hvilket New York Post beskrev således. "Efter en to-timers hjernevask hos Joe McCarthy overgav minister Stevens sig betingelsesløst til Piltdown-politikerne."
Men regeringen begyndte nu at gå til modangreb på McCarthy-folkene. De var nu gået så vidt, at de også angreb den nye republikanske regering efter samme recept, som de havde angrebet den demokratiske regering. Den demokratiske regeringstid fra 1933-52 havde Joe karakteriseret som "20 års forræderi". Nu begyndte han at tale om 21 års forræderi! Den republikanske regering under Eisenhower var blot en fortsættelse af "Truman-Acheson-regimet."
Modangrebet kom først fra den republikanske senator Ralph Flanders, der spurgte om, hvad McCarthys rolle er i den store kamp mellem Gud og Djævelen? Svaret leverede Flanders selv:
"Han begynder at danse krigsdans. Han udstøder sine krigsråb. Han går i kamp og vender stolt hjem med en lyserød hærtandlæges skalp."
Herefter var det som om, det vendte; pressen, som han ellers havde spillet så fint, vendte sig fra ham, og i hans hjemstat var der kræfter i gang for at få ham trukket hjem fra senatet. Fra prædikestole blev der prædiket imod ham. Og hæren kunne fremlægge beviser på, at han havde forsøgt at få hæren til at give medarbejderen Schine bedre vilkår i militærtjenesten.
I en række høringer - Army-McCarthy hearings - som blev sendt i tv og set af 20 millioner seere, gik glansen af McCarthy. Han virkede grov, fræk og usoigneret og afbrød konstant de andre deltagere i høringerne. På et tidspunkt brød han en aftale, han havde indgået med hæren ved at anklage en assistent, hvad der fik hærens sagfører Joseph Welch til at påtale aftalebruddet: Indtil dette øjeblik havde Welch ikke erkendt omfanget af McCarthys ryggesløshed, men nu havde han fået nok: "Have you no sense of decency, sir, at long last? Have you no sense of decency?"

Hermed var fortryllelsen brudt. Joe var knækket, og tilhørerne brød ud i klapsalver. Reelt sluttede hans karriere her i juni 1954. I december blev han fordømt af senatet for at have brudt reglerne for god senatoropførsel. John F. Kennedy, som ikke var tilstede, kunne ikke få sig selv til at tage afstand fra McCarthy før i 1956, da hans egen politiske fremtid krævede det.
McCarthy svarede igen ved på en pressekonference at undskylde over for vælgerne, at han havde støttet valget af Eisenhower. Derudover tog hans drikkeri til, og han døde i maj 1957 af en alkoholrelateret sygdom. Det lykkedes ikke McCarthy at afsløre og dømme en eneste kommunist, men nok at medvirke til at ødelægge tusinder af menneskers liv.
Hvilken betydning havde mørketiden ellers for det amerikanske samfund? Historikeren Ellen Schrecker prøver at svare: Det er svært at danne sig et overblik over hvor mange, der blev fyret som en direkte følge af heksejagten. Måske 10.000 mennesker, men er det mange?
Schrecker henviser til en tidligere historisk debat om, hvor mange piskninger, der foregik under slavetiden. Det var ikke nødvendigt at piske mange slaver, for at sikre, at alle på plantagen arbejdede.

Der var selvfølgelig talløse ulykkelige skæbner i kølvandet på forfølgelserne og udstillingen af mistænkte, men måske er det alleralvorligste det, der ikke skete: De sociale reformer, der ikke blev gennemført, fordi de kunne affærdiges som farlig kommunisme. De diplomatiske initiativer, der ikke blev taget, de arbejdere, der ikke meldte sig i fagforening, de bøger og de film, der ikke blevet lavet.
Helt åbenlyst er det, at lysten til at tænke i samfundsmæssige alternativer ikke blev fremmet af den samfundsmæssige konformitet, der var en følge af tiden. Det at være i opposition til Den kolde Krig blev i mange år identificeret med den skinbarlige kommunisme, og frem til 1960'erne var der meget lidt kritik af USA's rolle i verden.
Der udkommer stadig bøger om Joe McCarthy. En af de seneste har budskabet: Joe havde ret alligevel.
Et synspunkt, der vel ikke kan overraske i de senere års heksejagt på formodede tidligere agenter for fremmede fjendtlige (og tidligere) stater. En af tidens trends er det manikæiske verdenssyn med en opdeling af verden i god og ond. I den forstand er vor tids jægere inspireret af McCarthy-tiden. Muren er stadig i deres hoveder. De synes at have samme motiver som deres forgængere. Folk, der har været politisk ukorrekte, skal angre og stilles i gabestok på byens torv.
Det er igen ikke politisk comme il faut at tænke i alternativer til det bestående.
Læren af McCarthy-tiden burde ellers være den modsatte.q

*Steen Sohn er cand.phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu