Mens der investeres millioner i nye forskningsmiljøer, lukkes Center for Migration og Etniske Studier. Og værdifuld erfaring i indvandrerforskning går tabt
Forskningsminister Birte Weiss' beslutning om at lukke Dansk Center for Migration og Etniske Studier (DAMES) har vakt røre i forskningsverdenen herhjemme og internationalt.
De forskere, der støtter centret samt forskningsleder Jan Hjarnø, hævder, at den kritiske evaluering, som er anledning til, at Weiss ikke ønsker at forlænge centrets bevilling, er fejlbehæftet.
"Som ledelse slår vi hælene sammen og siger, at vi må gøre det bedre næste gang. Men i dette specifikke tilfælde - og med tanke på alle de evalueringer der laves i dag - kan man stille spørgsmålet, om der ikke kan være fejlskud i blandt dem," siger prorektor ved Syddansk Universitet, Flemming Just til Information. DAMES fungerer som et center ved Syddansk Universitet - men på en programbevilling fra Forskningsministeriet.
At der skulle være tale om et fejlskud afviser professor Peter Gundelach, formand for Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, der har ansvaret for evalueringen og udpegningen af selve evalueringspanelet.
"Sagen er forløbet, som når man taber en sportskamp. Så er det enten reglerne eller dommerne, der er noget galt med. Og DAMES har kendt både regler og dommere på forhånd," siger Gundelach.
Samtidig med at centret lukkes, opprioriteres forskningen på området i form af to programmer til sammenlagt 38 millioner kroner.
Flyttet målstolpen
Jan Hjarnø mener, at det nordiske evalueringspanel "har flyttet målstolpen" i deres bedømmelse af centrets forskning.
Som grundlag for evalueringen har panelet bl.a. anvendt et udkast til en forskningsplan udarbejdet af en tidligere forskningsleder, docent Carl-Ulrik Schierup.
Den målsætning har centret imidlertid ikke arbejdet ud fra. Centret har derimod stræbt efter at opfylde den beskrivelse af projektet, der i 1993 udløste den femårige bevilling på finansloven. I den foreløbige evalueringsrapport, Hjarnø fik tilsendt i april sidste år, fremgår det, at panelet ikke har anført denne målsætning, i deres afgrænsende afsnit.
DAMES får herefter to arbejdsdage til at gøre indsigelser. I den færdige evalueringsrapport er målsætningen nu skrevet ind. Men selve konklusionen er på nær få linier den samme.
Jan Hjarnø stiller sig desuden uforstående over for, at karakteren af centrets forskning er faldet panelet for brystet. De teoretiske vinkler har været for begrænsede, og der er ikke i tilstrækkelig omfang bedrevet grundforskning, lyder kritikken.
"Jeg tilhører jo ikke det universitære etablissement. Der er en stor teori af Bourdieu (populær fransk sociolog, red.) med hver gang, jeg skriver noget. Jeg skriver ganske konkret om de emner, og folk kan forstå, hvad jeg skriver," siger Hjarnø.
DAMES har i vid udstrækning bedrevet det, man i forskningsverdenen kalder anvendt forskning. Derudover har centret ifølge evalueringen etableret et internationalt samarbejde.
"DAMES har lavet meget anvendt forskning, som har kunnet bruges af virksomheder, organisationer og administrationen. Men de har haft det uheld, at fagfolkene i evalueringspanelet har haft en teoretisk indgangsvinkel," siger Flemming Just.
Dernæst kritiseres centret for at have fokuseret for snævret på to forskningsemner: racisme og indvandreres forhold på arbejdsmarkedet.
"DAMES forskningsudvalg, hvor professor Torben Agersnap er formand, har haft den holdning, at centret ikke havde de fornødne ressoucer, og at det derfor var mest hensigtsmæssigt at samle kræfterne om disse to områder. Panelet har haft en anden holdning," siger Just.
I Berlingske Tidende onsdag fremhæver Birte Weiss netop, at Folketinget ved for lidt om bl.a. de barrierer, indvandrere møder på arbejdsmarkedet.
"Hjarnøs forskning har jo netop påpeget disse barrierer - et tema der også har været oppe i den nuværende debat - så han må siges at have fået ret," siger Just.
Jan Hjarnø undrer sig desuden over, at det samme forskningsråd, som nu bakker den kritiske evaluering op, tidligere har ment, at centret bedrev forskning, der var millionbevillinger værdig. Til det siger Gundelach: "Der er forskel på at vurdere en ansøgning, og det der er kommet ud af den. Vi tager hensyn til forskningsansøgningens kvalitet og forskningens kvalitet."
Den nye millionsatsning i indvandrerforskning udbydes som to projekter. Et der handler om samspillet mellem kulturer og et andet, der går under navnet Center uden mure for migrationsforskning. Det er meningen, at dette center skal være tværfagligt, og forskere på forskellige institutioner har dannet såkaldte konsortier, der byder ind på projektet.
Ifølge Jan Hjarnø er disse konsortier imidlertid ikke interesseret i at samarbejde med DAMES pga. af den kritiske evaluering.
Forskningsministeren var i går kaldt i samråd af formanden for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne Severinsen (V). Og ministeren stod fast på sin beslutning.
"De kritikpunkter, der er blevet fremført, burde føre til en ny evaluering - men det afviste ministeren," siger Severinsen, som finder det uhensigtmæssigt at nedpritoritere et erfarent forskningsmiljø. "Vi bør have begge dele: Ny forskning og noget, der bygger på erfaringer, der ligger i forvejen. Det er også vigtigt, at vi både for anvendt og teoretisk baseret forskning," siger Hanne Severinsen.
FAKTA
Dansk Center for Migration og Etniske Studier (DAMES) blev oprettet i 1995. Centret er finansieret af Forskningministeriet og har til opgave at koordinere og styrke indvandrerforskningen i Danmark. I forbindelse med den femårige bevillings udløb, bad ministeriet om en evalueringsrapport. På baggrund af rapporten har forskningsminister Birte Weiss besluttet ikke at videreføre bevillingen.