Læsetid: 3 min.

Mafiaboss på lykkepiller

10. februar 2000

I 'Sopranos' blandes drama og humor, så alle fra Nyborg til New York kan være med

Tv-serie
Mafiaen er ikke, hvad den har været. Det kan man forvisse sig om ved at lukke op for TV2 og tv-serien Sopranos i aften. Her vil overhovedet for New Jersey-afdelingen af den italienske mafia, Tony Soprano, byde velkommen til sit ikke helt uproblematiske liv med to familier - familien og så 'familien', hvis I forstår, hvad jeg mener.
Tony (forrygende spillet af birolleveteranen James Gandolfini), der officielt er i renovationsbranchen, begynder i første afsnit af serien at gå til psykiater, fordi han er besvimet et par gange - ikke smart for en på overfladen kold, kynisk mafiaboss - og lægerne kan ikke finde en fysisk årsag.
Depression, mener hans tiltrækkende psykiater, Dr. Melfi, som på den ene side synes fascineret af Tonys 'arbejde', samtidig med at hun er en smule skræmt. Hun ordinerer lykkepillen Prozac, og pludselig går det bedre med Tony - men er det pillerne eller det ugentlige besøg hos Melfi og Tonys gradvise åbnen op for en problematisk opvækst, som hjælper?

Humor
Sopranos rummer alle de ingredienser, vi forventer fra god mafiaunderholdning - afpresning, røveri, mordtrusler, attentater og god mad - men hvad adskiller serien fra den amerikanske underholdningsindustris sædvanlige livtag med mafiaen er spandevis af humor.
Ikke kun lårklaskende, in-your-face-humor - der er repræsenteret ved utallige Godfather-jokes og gøren grin med mafiafaget - men også skævheder og absurditeter af den slags, hverdagen, arbejds- og familielivet er fuld af. Ikke mindst, når man forsøger at lede en mafia-familie, der har svært ved at omstille sig til de moderne tider, side om side med sin rigtige familie.
En familie, der omfatter en usentimental, jaloux (ikke uden grund) kone, en besværlig, selvoptaget teenagedatter, en besk og evigt beklagende mor, en lidt for ambitiøs og ikke altfor respektfuld nevø og en misundelig onkel, der stræber Tony efter livet for selv at kunne tage grisk hånd om familiefirmaet.
Derfor er det selvfølgelig også en pointe, som bidrager til morskaben, at Tonys depression ikke skyldes hans brutale arbejde - som han håndterer med stor flair og rutine - men i stedet den besværlige, uhåndtérlige familie, han aldrig rigtig ved, hvor han har.

Troværdighed
I USA, hvor Sopranos netop er begyndt på anden sæson, er serien blevet en gigantisk succes, som tv-seere og
-kritikere begejstres over i lige høj grad.
Mafiaelementerne er med til at lokke folk til skærmen, men det er de skarptskårne manuskripter og overbevisende karakterer, der holder publikum fast. Selvom Tony, hans familie og håndgangne mænd ikke hører blandt Guds bedste børn, så fatter man alligevel sympati for dem - det er almindelige mennesker med et usædvanligt arbejde. Og hvem ville ikke holde af en mafiaboss, der er sin mor evigt taknemmelig, glad for sine børn, græder hos sin psykiater og overvejer at skifte fra Laserdisc til DVD?
Når det kommer til seværdige, moderne storby- eller dramafortællinger, så er amerikanerne verdensmestre, hvilket også er grunden til, at da Lars von Trier ville lave Riget og Anders Refn Taxa, så skelede de til USA og serier som Homicide, New York Blues og Law & Order.
Det er serier, som udover at bruge krimi- og spændingselementer som katalysatorer, handler om genkendelige mennesker med de samme problemer med livet, kærligheden, sex og familien som alle os andre.

Underspillet
Jo vist, det foregår i USA, og moralerne bliver ind i mellem lige lovlig firkantede, men takket være den globale landsby er vi sgu ikke længere så forskellige fra hinanden. Og jeg er lige ved at synes, at mange af de amerikanske tv-serier er mere troværdige end Taxa, der mod slutningen begyndte at køre gevaldigt ud af det sensationslystne sidespor.
Som i den stilmæssigt beslægtede Ally, hvor også fortrængning og undertrykkelse af følelser fører til depression og konflikt, og humoren bruges som et stærkt våben til både at afvæbne og satirisere, så lever Sopranos højt på sine underspillede og troværdige, men bestemt ikke kedelige figurer inkarneret af solide karakterskuespillere.
Sopranos - der er baseret på mange af skaberen David Chases egne oplevelser som ung i New Jersey - er med andre ord et tilbud, man ikke kan afslå.

*Sopranos. TV2, torsdag aften kl. 20.35 og 13 torsdage frem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her