Måske betyder den aktuelle ballade om den unge litteratur, at vi hér stadig har det moderne for os? Hvordan ser det ud for en anden kunstart, nemlig musikken?
Kunsten år 2000
I sidste uges interview med Marianne Stidsen kunne man læse, hvorledes man for øjeblikket diskuterer muligheden for en ny avantgarden i litteraturen. Jeg skal ikke her gå Stidsen i bedene, men i stedet betragte en anden kunstart, nemlig musikken, og se hvorledes lignende forhold gør sig gældende dér.
8. februar kunne man i Berlingske Tidende læse den betragtning at musik, der var moderne for 75 år siden (eksemplet var Schönbergs atonale klaverstykker, opus 23, fra 1923) da umuligt kunne vække nogen særlige følelser af grænseerfaring hos "et publikum der er vant til at høre Nine Inch Nails" (en ganske ordinær larme-rockgruppe fra sen-90'erne). Med en sådan vurdering håber Berlingskes musikredaktør naturligvis selv at vinde den 'genklang' hos selvsamme publikum, som Schönbergs musik altså ikke formår.
Det underliggende sociologiske argument er ikke kompliceret: det er den gode gamle historie om de mange millioner fans, der ikke kan tage fejl. Men selv et simpelt argument kan være tveægget: for det sociologiske forhold, der peges på, er jo i virkeligheden det ganske interessante, at hvor vi har, på den ene side et massepublikum for den 'gode gamle' klassiske musik, for Vivaldi og Mozart, og på den anden side et tilsvarende massepublikum for popmusikken, der nyder samme tilgængelighed i kraft af at 'køre på' stærkt forenklede versioner af klassikkens virkemidler, dér har vi 'ind imellem' en musik som ingen vil høre.
Stadig avantgarde
Når jeg siger 'ingen', skal det tages næsten bogstaveligt: selv blandt professionelle (ser vi bort fra et vist snobberi for den musikalske modernisme hos Adorno-læsende akademikere - og selv de lytter måske ikke så meget til musikken, når det kommer til stykket?), selv blandt professionelle, altså, f.eks. komponister, er der en udbredt følelse af at der er et 'problem' med Schönbergs musik (se f.eks. det meget læsværdige interview med Fuzzy, i seneste nummer (5/2000) af Dansk Musiktidsskrift).
Hvad betyder det? Det betyder at den musik der var 'avantgarde' i 1923, stadig er 'avantgarde' i dag. Det er selvfølgelig muligt, at Schönberg tog fejl, at hans musik er mislykket osv; men udbreder vi perspektivet en smule, lader det sig ikke nægte at de to store musikalske 'avantgarder' i forrige århundrede - de der fulgte umiddelbart efter de to verdenskrige - har bevaret en fremmedartethed, som stiller dem ud i kulden selv i disse 'verdensmusik'tider, hvor alt der blot har et fast taktslag, kan høres af et publikum der er 'vant' til hvad som helst undtagen altså til Schönberg og Xenakis.
Ubearbejdet arv
Historisk set er det utvivlsomt 2. verdenskrig der har fremkaldt denne situation: Først udslettede nazisterne hele det 'jødiske' musikliv i Europa; derpå fulgte den amerikanske invasion med sin militærmusik: Glenn Miller og nok en gang horn og taktfasthed, og så fremdeles. Lutter beat. Modernismen fik aldrig et ben til jorden igen; - men netop derfor 'ligger den dér', som en ubearbejdet arv, de fleste helst vil glemme, om ikke andet så under påskud af at den er 'forældet'. Men Bach er jo også forældet, og dog immervæk et 'hit'; hvori består forskellen? Mon ikke den består i at modernismens musik simpelt hen aldrig er blevet absorberet? Hvilket igen blot er en anden måde at sige, at den stadig er foran os, at vi stadig ikke har nået det moderne i musikken.
Måske gør lignende historiske omstændigheder sig gældende, hvad angår litteraturen: Vi tror måske, med Bønnelycke og Kristensen in mente, at det moderne da rigtignok gjorde sig gældende i dansk litteratur, da tiden var til det. Men samtidig taler vi om 'modernismen i 60'erne', og indrømmer derved at først efter 15 års kold krig gik der overhovedet hul på bylden. Bønnelycke og Kristensen er undtagelser, der bekræfter denne groteske forsinkelse.
I 1942 skrev Vilhelm la Cour, fra sin celle i Vestre Fængsel, til den i dag totalt ukendte svenske forfatter Elisabeth Bergstrand-Poulsen, om hendes bog med den skræmmende titel Høg, laan mig dine Vinger: "Stærk ved Renhed, Godhed og Skønhed..." - tak for erstatningskaffe! Men kan vi påstå at den almindelige litteraturfor-
ståelse i dag er afgørende mere avanceret end denne småfascistoide retorik der altså gennemsyrer selv fascismens modstandere (hvis indsats hermed naturligvis ikke skal forklejnes, skal vi skynde os at sige)?
Kunne det ikke have stået på bagsiden af enhver samtids-bestseller om en kræftsyg kvindes kamp, osv? Måske betyder den aktuelle ballade om den unge litteratur, at vi også hér stadig har det moderne for os?
