Læsetid: 3 min.

Mor og søn- monotoni

4. februar 2000

Filmskaberen Carsten Rudolf kender tydeligvis et godt billede, når han ser et. Alligevel har han skabt en arketype-forestilling med både gys og forudsigelighed

Teater
"Mor og søn" er et af yndlingsemnerne for dramatikere. Selv om Sofokles tilsyneladende én gang for alle skildrede problemet i Kong Ødipus ca. 430 f.Kr., må de fleste dramatikere åbenbart komme med deres egen udlægning af den svære binding, måske for netop at skrive sig fri af traditionen.
Mor og søn-relationen er også den dramatiske drivkraft i forestillingen Genfærd, der er både skrevet og instrueret af filmskaberen og teaterdebutanten, den 34-årige Carsten Rudolf. Selv bekender Rudolf i Det Kgl. Teaters skuespilavis, at han "er interesseret i at lave personer, der har en snert af arketype" - og det er ganske rigtigt også, hvad han præsenterer på scenen: Sønnen, der drager til sin mors hus i Portugal, fordi moderen nu endelig er død. Eller er hun?
Mor og søn-forudsigeligheden rammer desværre Rudolfs fortælling. Måske mere end egentlig nødvendigt var, for der er tilsyneladende modsatrettede kræfter i Rudolfs tekst og hans instruktion. Eller rettere sagt: De trækker alt for meget i samme retning, og derfor mister forestillingen sin dramatiske spænding.

Søn i dyb tale
Mor og søn-replikkerne er i sig selv splittede. Der er ih-hvor-er-vi-realistiske-replikkerne, der udtales villet hverdagsagtigt og veloplagt i skærende solskin. Så er der åh-hvor-er-vi-dybe-replikker-ne, der fremmesses selvhøjtideligt som digte i stearinlysskær. Og så er der uh-hvor-er-vi-mystiske-replikkerne, der faktisk skaber gys i de øjeblikke, hvor Lars Egegaard Sørensens lysdesign får lov til at funkle vildest.
Mor og søn-slottet er imidlertid noget af det mest tjekkede. Her er skodder for vinduerne i castle-high-tech, gyngehest-selvfølgelighed og to trapper med farvede trin, der giver sus under teksten og sug i maven. Scenografen Kirsten Thomsen har udnyttet Turbinehallernes storhed og mere til, ligesom Povl Kristian har skabt musik, der er alt fra Brideshead til tegnefilmstorden.
Mor og søn-kostumerne - og alle de andre kostumer - virker derimod mærkeligt trange og visionsløse; som om de klemmer deres mennesker, så de bliver langt mindre interessante end deres ord. På nær altså lige det virkelige genfærd - bruden, som kastede sig ud fra kirketårnet iført sit 12 meter lange slæb. Skønheden Jamile Massalkhi går igen som denne ulykkelige med hvide læber og ligstøvede øjne og paradoksalt runde bryster, så hun i sig selv er hele teateroplevelsen værd; filmmanden Rudolf kender tydeligvis et godt billede, når han ser det.

Mor i hård action
Mor og søn - alias Karen Margrethe Bjerre og Lars Mikkelsen - udfører både de forventelige skænderier og overraskende hårdtslående actionscener. Men som figurer bliver de begge to mere urealistiske, jo flere besynderligheder stykket prøver at inddrage dem i, ikke mindst betydningen af en genopdukken barndomskammerat, som Mogens Rex gør et godt forsøg på at forsvare, både med og uden solbriller.
Mor og søns to andre bekendte er stykkets to anderledes helstøbte personer. Dels det marcherende soldatergenfærd, som må kaldes Ole Westh-Madsens gennembrud i det nye årtusinde. Og dels Rikke Weissfelds kæreste, der skal prøve at sluge fortiden og den allestedsnærværende svigermor, død eller ej. Rudolf driver rovdrift på Weissfelds smittende smil og glamourglæde, men Weissfeld forlader alligevel scenen med trumfen: Det definitive nej tak til mor og søn.

*Genfærd. Tekst og instruktion: Carsten Rudolf. Scenografi: Kirsten Thomsen. Lys: Lars Egegaard Sørensen. Musik: Povl Kristian. Det Kgl. Teater i Turbinehallerne til 8. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her