Læsetid: 3 min.

Naturens liv

19. februar 2000

Den islandske maler Gunnar Örn viser nye værker i Galleri Stalke

Udstilling
Islands kunsthistorie begynder egentlig først i 30'rne, hvor landets kunstakademi bliver grundlagt. Selvfølgelig havde landet før da udøvende kunstnere, men institutionen var med til at skabe en ny følelse af et fælles kunstnerisk tilhørsforhold og en selvstændig tradition. Det er dog ikke fordi mere end et par islandske kunstnere har haft indflydelse på den moderne kunsts udvikling, men den stigende interesse for såkaldt global samtidskunst har også gjort, at flere nutidige islandske kunstnere, ikke mindst Olafur Eliasson, er begyndt at udstille på gallerier og museer i hele verden.

Fyndigt indblik
En anden af disse er Gunnar Örn, som ikke endnu har fået helt samme internationale anerkendelse som Eliasson, men gennem sin nu 30 år lange karriere blandt andet har repræsenteret Island på biennalerne i Venedig og Saô Paolo og solgt sit store maleri The Great Dream til Guggenheim i New York. Hvor Eliasson arbejder og har bosat sig i Berlin, er Örn blevet på Island, hvor han både arbejder og leder sit eget galleri Kambi, som ligger 100 km uden for Reykjavik.
Der er forskel på de to kunstneres billeder af den islandske natur. Eliassons er stilrene, nærmest dokumentaristiske fotografier, mens Örns er ekspressivt abstrakte og surrealistiske malerier, der giver udtryk for et klart slægtskab med Islands vel nok mest berømte kunstner, nemlig Johannes S. Kjarval (1885-1972), der er en slags fader til den naturinspirerede æstetik, som kom til at kendetegne så mange af de senere islandske kunstnere.

Dialogens natur
Kjarval kan for tiden ses på Gl. Holtegaard, og Örn viser et udvalg af sine tegninger og malerier fra midten af 90'erne samt en serie helt nye akvareller på Stalke Galleri. Og tilsammen giver de to udstillinger en oplagt mulighed for at få et lille, men fyndigt indblik i den islandske kunsts særegne ånd eller måske snarere natur.
For det er naturen det handler om på Örns lærreder og papirarbejder. Der er ingen tegn på byens civilisation, men vild vegetation og fremfor alt sten og klipper. I flere værker vokser der samtidig mytologiske figurer og kvindeskikkelser ud af de mere eller mindre abstrakte landskaber, der i nogle tilfælde antager en næsten psykedelisk karakter, og man fornemmer, at Örn ikke bare maler landskaber, men natur, i den forstand at den har en egen personlighed.
Gl. Holtegaard har valgt at kalde udstillingen med Kjarval I dialog med naturen og dialogen er også meget betegnende for Örns forhold til naturen. En udfordrende og stadigt foranderlig dialog - som en fortsat udfordring til hans kunst og til ham selv.

Stenansigter
Gunnar Örn havde sin første udstilling i Danmark allerede i 70'erne, og efter et samarbejde med et galleri New York kom han i midten af 90'erne tilbage til Stalke Galleri, hvor han nu viser sin helt nye serie af akvareller. De viser en ny orientering i forhold til den ekspressive stil som Örn tidligere har dyrket i retning af et mere rent udtryk, som regel i form af et ansigt og en ensfarvet beklædt overkrop. Den forestilling om naturens personlighed som han har arvet fra Kjarval er i disse nye værker mere direkte, som en poetisk, menneskelig fordybelse i den enkelte person, dog stadig med undertoner af noget sært, utilnærmeligt, nærmest drømmende.
I et af galleriets siderum hænger en række små kvadratiske lærreder, hvor Örn har eksperimenteret med sine ansigter i grålige toner på stærk farvet baggrund, men til forskel fra papirarbejderne har han ikke tegnet øjne, næse og mund. Ikke desto mindre er de ligeså effektfulde i deres ubestemmlighed mellem abstrakt form, naturobjekt og menneskeansigt. Naturens liv er også menneskets og kunstens liv.
Dette syn på naturen er udgangspunktet for Örns kunst. Naturen ikke er til at komme udenom, den er der til at gå i, se på og føle som en materialisering af menneskets og landets (under)bevidsthed. En realitet, som forbinder den islandske kunstner til en oprindelig mytologi og identitet og samtidig åbner nye perspektiver for det æstetiske udtryk.

*Gunnar Örn på Stalke Galleri, Vesterbrogade 14A. Til 4. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her