Læsetid: 4 min.

Den nervøse by uden erindring

5. februar 2000

Arkitekturen i den elektroniske tidsalder bærer nerverne uden på tøjet

Digital arkitektur
Den canadiske medieguru Marshall McLuhan skrev allerede i 1964 profetisk, at computeren "vil forandre livsmønstrene, rytmer og proportioner for fremtidens mennesker." Computerne, mente McLuhan, ville forandre vores måde at tænke på, vores måde at tale på, og i det hele taget vores måde at leve på. Han mente, at alle menneskets opfindelser og mønstre - inklusive byerne - ville blive til informationssystemer.
Hvor industrisamfundets byer havde været gigantiske maskiner, ville informationssamfundets byer være fortætninger i et komplekst info-nervesystem, klar til at modtage impulser udefra, for derefter at gøre dem klar til at blive reproduceret.
Denne proces ville være karakteriseret af en konstant forandringsproces af byerne, en forandring, der i sidste instans ville medføre, at byernes identitet og hukommelse, ville blive udvisket.
McLuhans profeti for fremtidens byer holdt på mange måder stik. Mange af verdens største byer - som Shanghai, Tokyo og Hongkong - forandrer sig uafladeligt. Kvarterer rives ned og genopbygges. Monumenter forsvinder og erstattes af nye. Stemninger forandres, og genopstår nye steder.
Hvis man er vokset op i Shanghais centrum, og drager ud i verden, vil man, når man kommer hjem igen nogle år efter, blive mødt af en helt ny by, med nye stemninger, strømme og bylandskaber.

Membran-bygninger
Forandringen vokser så meget i en lang række af verdens metropoler, at den fælles hukommelse mellem mennesker mister sine fikspunkter i byen. Der er ikke bygninger, der mindes historien, og erindrer om, hvad der kom før nu.
Denne type by kalder den italienske forsker og kritiker Luigi Prestinenza Puglisi i den nye bog Hyper Architecture - Spaces in the Electronic Age, for "Generic cities," altså super-nutidige byer uden erindring, flettet ind i globale strømme af økonomi, mode, information og teknologi. Disse kæmpebyer udgør i dag tilsammen, hvad Prestinenza Puglisi kalder Verdensbyen, som en metafor for det net der er spændt ud mellem byerne. Det er for store dele af disse byers indbyggere lige meget, hvilken by de befinder sig i, blot de er i Verdensbyen - på bynettet, så at sige.

Info arkitekter
Prestinenza Puglisi gennemgår en række nye markante skikkelser indenfor Verdensbyens arkitektur. Hele stjerneparaden af de mest funky modearkitekter bliver rullet op med et påstået fælles projekt. Det, der forener arkitekter som Zaha Hadid, Rem Koolhaas, Toyo Ito, Renzo Piano og Peter Eisenman, er i følge Prestinenza Puglisi, at de alle forsøger at bygge til informationssamfundets byer og mennesker. De bygger strømme i stedet for steder og rum, og interesserer sig for flows, information og bygninger, hvor man med McLuhans kropsmetafor kan sige, at bygningernes nervesystem er vigtigere end skelettet og muskelstrukturen.
Denne hypotese godtgør Puglisi - ganske overlegent - statistisk: i moderne byggeri er de samlede udgifter til fundament og struktur faldet fra at udgøre 80 procent af de samlede udgifter ved et byggeri, til i dag kun at være 20 procent. Samtidig er de mobile dele i moderne byggeri (rulletrapper elevatorer og så videre), steget fra cirka tre til 20 procent af udgifterne.
Installationer i byggeriet udgør i dag op imod 35 procent af de samlede udgifter. Det mest ekstreme eksempel på denne forandring, kan ses i Yokohama i Japan, hvor Toyo Ito har bygget sit Tower of Winds.
Dette vindenes tårn er bygget ind i omgivelserne i så radikal grad, at det udseendemæssigt reagerer på vind, lyde og larm fra den omkringliggende by og transformerer det til lys. Bygningen bærer nerverne uden på tøjet, i en grad, så udseendet forandres radikalt med omgivelserne. En bygget sensorisk kamæleon. Hvor den traditionelle bygning havde til formål, at stå sig mod omgivelsernes pres og larm, er den digitale tidsalders arkitektur, som Toyo Ito er en af de første til at vise os, som en sensitiv membran i ekstrem kontakt med omverden.

Bro af optiske kabler
Mennesker i verdensbyen arbejder ikke på arbejdspladser, men i netværk, der ikke kan ses, men som griber ind overalt i hverdagen.
Informationssamfundet er for eksempel i følge den
iransk-britiske arkitekt Zaha Hadid karakteriseret ved, at stedet opløses, i den forstand, at det ikke spiller en rolle hvor man er, hvis blot man er en del af det flow, det netværk hvor der arbejdes, tages beslutninger, studeres, konfereres og så videre.
Da Hadid skulle bygge en bro for University of North London, byggede hun ikke en almindelig bro, men et bundt af optiske kabler, der til sammen udgør en enorm elektronisk urban vægavis, der i en uendelighed viser billeder, filmstumper og projektioner, til både de der går på broen og de der kører under på Holloway motorvejen. Broen er på denne måde fleksibel og allerede fra sin fødsel klar til at blive lavet om, når tiden kræver det.

Elektronisk Bauhaus
Også den hollandske arkitekt Rem Koolhaas er med i arkitekturens digitale slæng, mener Prestinenza Puglisi. Koolhaas var den første - med udtagelse af Marshall McLuhan, som forfatteren mener, har forudset stort set alt - til at formulere udsigten til at byernes og arkitekturens rolle som samfundets hukommelse ville blive erstattet af Verdensbyens mangel på identitet og erindring.
Koolhaas har ifølge Puglisi, taget konsekvensen af den fraværende erindring og i stedet gjort det til sit projekt, at indlægge friktion i nutidens byer med biler, snavs og trafikuheld.
Vi mennesker skal med arkitektur og byplanlægning provokeres til at tørne sammen, og blive alkoholikere, politiske aktivister eller kærester. Koolhaas' arkitektur sigter efter at "generere tæthed, udplyndre nærheden, fremprovokere spændinger, maksimere friktion." Byer skal med andre ord være byer. Verdensbyen er på vej, erindringen er tabt, monumenterne er faldet. Nu gælder det bare om at spænde sikkerhedsselen og se nutiden i øjnene i stedet for at restaurere gamle huse og skue tiden tilbage til arkitekturen og byerne, fra før verden gik af lave.

*Luigi Prestinenza Puglisi, Architecture in the Electronic Age, Birkhäuser, 19,80 DM, 87 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu