Læsetid: 2 min.

New York i oprør

28. februar 2000

Demonstrationer efter at fire betjente fredag blev frikendt for mord på en afrikansk indvandrer

New Yorkere i tusindvis samlede sig i bydelene Bronx, Brooklyn og Manhattan fredag nat og hele lørdagen i en voldsom, spontan protest mod, at fire politibetjente fredag blev frikendt for mord på den 22-årige guineanske immigrant, Amadou Diallo.
Betjentene affyrede i februar 1999 41 skud imod Diallo, der stod ubevæbnet foran sit hjem i The Bronx. De sagde efterfølgende, at de i situationen havde forvekslet hans tegnebog med en pistol. Diallo blev ramt af 19 skud.
Politiet sagde søndag, at 95 personer blev anholdt efter, at mere end 2.000 mennesker lørdag eftermiddag bevægede sig råbende gennem Manhattan. Folk marcherede i fem timer ned af Fifth Avenue mod byens rådhus, hvor en mur af betjente i kampuniform stoppede mængden.
"Sindssyge mordere," råbte demonstranter mod betjente, mens de svingede med deres tegnebøger.
"Det her er en tegnebog, ikke en pistol."

Skyd min søn
Beboere nær Diallos hjem på Wheeler Avenue i Bronx sagde fredag, at de følte sig "fuldstændig ubeskyttede" mod overgreb fra politiet.
En mand løftede sin lille søn op foran sig: "De kan bare myrde løs, uden at der sker noget som helst. I kan lige så godt skyde ham nu. Skyd ham!" råbte han.
Diallos forældre var skuffede og uforstående over for dommen: "Jeg fatter ikke, at vores søn blev dræbt og ingen, ingen, holdes ansvarlig," sagde hans mor, Kadiatou Diallo.
Støttet af borgerrettighedsaktivister, vil forældrene bede de føderale myndigheder se dels på anklagemyndighedens arbejde i retssagen, dels undersøge, om der kan rejses sag mod betjentene for brud på Diallos borgerrettigheder. Forældrene har samtidig et civilt søgsmål i millionklassen på vej mod byen New York.
Borgmester Rudolph W. Guiliani sagde til pressen lørdag, at frikendelsen var et bevis på, at retssystemet havde fungeret optimalt. Han roste også demonstranterne for deres fredelige protest.
Demonstranter sagde imidlertid, at Guiliani "ikke har fattet sagens perspektiv" og kritiserede, at han ikke vil forsøge at reformere politiets praksis. Beboere i Bronx sagde, at frikendelsen var udtryk for, at "jagten er gået ind på alle byens etniske minoriteter".
Nye demonstrationer
En af sagens nævninger sagde lørdag til tv-stationen NY1, at tinget, der bestod af fire sorte og otte hvide, "havde været enigt og dømt på baggrund af de detaljer, der blev fremlagt i retten."
"Vi var isolerede fra omverdenen, og hvis folk er utilfredse med afgørelsen, skulle de se på anklagemyndighedens sag. Ikke på os."
Juridiske eksperter har kritiseret, at sagen blev flyttet fra The Bronx af frygt for, at betjentene ikke kunne få en retfærdig behandling dér. Eksperterne har også kritiseret anklagemyndighedens sag for at være tillrettelagt "alt, alt for svagt".
Nye demonstrationer var planlagt i New York i går og på torsdag i Washington.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her