Læsetid: 10 min.

Nøgne sandheder

12. februar 2000

Det er ikke nemt at have held med at udtrykke sig om noget så kompliceret som seksualitet, siger den 29-årige østrigske kunstner Elke Krystufek, hvis værker ofte vækker skandale, fordi de opfattes pornografisk

Wien har en lang tradition for ekstreme kunstneriske originaler. Fra Egon Schiele over Oskar Kokoschka til Wiener Aktionisterne. Den messingpolerede, pelsindsvøbte atmosfære af velbeslået højborgerskab, der gennemtrænger den centraleuropæiske hovedstad, synes at fremavle en egen form for radikalitet i byens kunstnere. Borgerskabets uangribelige værdier og manerer mødes af en indædt vrængen fra rækken af kunstnere, der med determineret stolthed og styrke praktiserer netop den type entartete kunst, som er forhåndsbestemt til fordømmelse og skandale i de bedre kredse.
Det er fristende at se den 29-årige Elke Krystufek som en fortsættelse af denne tradition. Siden hun i 1994 foran et større publikum i Kunsthalle Wien lavede en performance som blandt andet inkluderede onani med et massageapparat, har hendes navn været forbundet med netop sådanne grænseoverskridelser, som Wiener-avantgarden også historisk knytter an til. I dag figurerer Krystufek blandt de mest udstillende kunstnere på den globale kunstscene, og hun er repræsenteret i en række væsentlige samlinger. Herhjemme har Statens Museum for Kunst i 1997 erhvervet tre af hendes tegninger i forbindelse med hendes daværende udstilling på Galleri Nicolai Wallner. Her gjorde Krystufek sig i øvrigt bemærket med sin performance Golden Show i forbindelse med udstillingens åbning. Til inciterende musik afklædte hun sig under forførerisk dans alt sit tøj foran ferniseringsgæsterne. Derpå tissede hun i et glas, som hun stolt holdt op foran publikum, inden hun tømte hele indholdet i en slurk.

Selvhad
Krystufek slår et grin op, da jeg spørger hende, om hun føler sig særlig forbundet med den wienske kunsttradition.
"Jeg synes, det er et meget begrænsende spørgsmål," svarer hun og uddyber: "Jeg føler mig kun knyttet til Wien, fordi det nu engang er her, jeg bor. Men jeg bor her på en meget anderledes måde end de fleste andre mennesker. Jeg kan kun holde ud at bo i Wien, fordi jeg hele tiden er i kontakt med mennesker udefra. Jeg rejser til udlandet mindst en gang om måneden, så jeg opholder mig også meget andre steder. Jeg føler mig ikke specielt wiensk. Jeg har ikke noget at gøre med kunstnerne her. Halvdelen af tiden taler jeg ikke engang tysk, men engelsk. Jeg er meget mere orienteret mod USA og den amerikanske kunstscene. Det eneste punkt, jeg føler mig typisk wiensk på, er i mit selvhad og mit had til Wien."
- Hvad synes du som kunstner om den aktuelle politiske situation i Østrig? Føler du dig truet af højreekstremismen?
"Jeg har altid følt mig truet, uanset hvor jeg befandt mig. Som kunstner er man altid truet af det omgivende samfund. Jeg synes, Jörg Haider og Frihedspartiet får alt for megen medieopmærksomhed. Det er medierne, der har skabt deres succes. Jeg synes, de skal ties ihjel."

Det private
Situationen vi befinder os i, bekræfter på sin egen måde Krystufeks manglende patriotisme. Af alle steder har hun sat mig stævne på en tyrkisk restaurant i det centrale Wien, og vi taler sammen på engelsk. Ingen sachertorte, ingen tyk, østrigsk dialekt. Faktisk slet ingen mad overhovedet, for Krystufek indleder mødet med at fortælle, hvor rædselsfuldt hun synes, det er at være tvunget til at spise forretningsmiddage med udstillingsarrangører og kunsthandlere, som hun dårligt kender. Hvorpå jeg nøjes med at bestille en øl.
"For mig er det at spise noget meget privat. Noget der knytter sig til et fysisk behov, ikke en social begivenhed," fortæller hun, mens hun nipper til sin kamillete.
Det kommer egentlig ikke som nogen overraskelse, at Krystufek har problemer med mad, for i utallige af sine værker har hun bearbejdet sine personlige erfaringer med bulimi. Videotitler som Vomiting (1992) og Eating (1992) antyder dette, uden dog at røbe værkernes påtrængende bogstavelige og demonstrative indhold. Intet lades uset - og intet er uhørt - i Krystufeks kunstneriske univers, der altid har kunstneren selv som centrum og omdrejningspunkt. Hendes ouevre er ét uendeligt selvportræt, udført i varierende medier, så som fotografi, video og maleri. Men vel at mærke ikke selvportrætter i traditionel forstand - her er ingen afsøgninger af det indre væsens sandhed. Ligesom Egon Schieles stærkt manierede skildringer af sig selv fra begyndelsen af det tyvende århundrede er også Krystufeks selvportrætter konsekvente undersøgelser af sig selv som en anden, en slags rollespil og studier i mimiske, gestiske eller endog lydlige besynderligheder.
Denne ekstensive dramatisering af selvet via en objektgørelse af egenkroppen giver ganske vist anledning til en ekshibitionisme, der gør det let at overse de dramatiske og æstetiske elementer. I modsætning til andre skuespillere iklæder Krystufek sig nemlig sjældent sine roller ved at tage forskellige kostumer på. Snarere omvendt. Hun klæder sig nøgen, og skjuler sig bag obskøniteternes og chokeffekternes slør. Når Krystufek for eksempel i videoen Videonani (1992) stikker en pølse op i sin kusse for derefter at spise den, kan det være svært at skelne figuren fra personen, fordi vi er så tæt på kroppen, den nøgne krop, som naturligvis virkelig er Krystufeks krop.
Den nøgne sandhed, som Krystufek udleverer til publikum, ligger milevidt fra de typiske, idealiserede mandebilleder af kvinder, som hun til dels imiterer. Hele det kropslige register er oprullet i Krystufeks univers - blod, sved, tårer, pis og lort - og denne demonstrative udstilling af kroppens virkelighed ligger klart i forlængelse af 1970'ernes feministiske kunst, selv om Krystufek ikke ser sig selv som feministisk kunstner.

Virkeligheder
I betragtning af hvor meget Krystufek bruger sig selv i sine værker, hvor intimt hun udnytter sin egen krop, og udstiller den i fuld offentlighed, kan det virke underligt, at den banale blanding af intimitet og socialitet i et simpelt måltid volder hende problemer.
- Du trækker en meget skarp linje mellem dit private selv og dit offentlige selv?
"Jeg forsøger at lave sådan en sondring i mit professionelle virke, men jeg åbner op i mit kunstneriske arbejde, hvor jeg tager dele af mit privatliv og viser det i offentligheden. Og måske er det slet ikke mit privatliv, men bare noget der ligner... Lejligheden, jeg bor i, er for eksempel samtidig mit atelier, hvor jeg arbejder. Der ser bare tilfældigvis ud, som der gør. De ting, jeg foretager mig i mit atelier, har nogen gange en teatralsk karakter. Jeg klæder mig ud på forskellige måder, men alligevel føler jeg ikke, at jeg spiller så meget skuespil dér, som når jeg går ud til ferniseringer. Det har mere med mig selv at gøre. Men så snart jeg peger kameraet mod mig selv, og jeg optager eller fotograferer ting til et værk, er jeg selvfølgelig bevidst om det. Offentligheden får ikke alt fra mit liv at se."
- Dine værker handler tit om at spise - noget der ligesom seksualiteten relaterer sig direkte til kroppen. Men kan kroppen gøres til en symbolsk genstand, et tegn, på samme måde som andre genstande?
"Det man ser i mine værker, er aldrig virkelig sex. Det ville ganske vist være interessant at vise, men jeg tror ikke, det er muligt. Selve det at dokumentere sex skaber en splittelse i éns opmærksomhed, der rettes mod både den seksuelle situation og mod det kommunikative aspekt. Det bliver en slags skuespil. Selv om jeg ønskede at skildre virkelig sex, ville det ikke være muligt, for man kan ikke lade være med at agere i forhold til kameraet. Men idéen om 'det virkelige' kan jeg formidle til publikum, og dermed skabe noget som i det mindste forekommer mere virkeligt."
- Tror du, det er muligt, at repræsentere den seksuelle erfaring?
"Nej, men jeg synes ikke desto mindre, at virkeligheden er interessant i æstetisk henseende. Den måde folk spiller over for hinanden i deres privatliv fascinerer mig utrolig meget. Selv i den seksuelle situation agerer mennesker over for hinanden, nærmest per automatik. Det vil jeg gerne skildre. På samme måde begyndte jeg på et tidligt tidspunkt at synes, at mine personlige erfaringer omkring bulimi kunne bruges i min kunst, fordi bulimi i sig selv har en dramatisk og æstetisk dimension. Bulimi involverer en masse voldsomme farver og materialer, ting der næsten på forhånd har en skulpturel karakter, og sygdommen har også en kraftig teatralsk side, selv om dens handlinger selvfølgelig ikke normalt udføres for et publikum."
Krystufeks kunst tåler faktisk også i overført betydning sammenligning med bulimi. Den er for meget, som en ufordøjet klump opkast, alting blandet og sammenklistret, syrligt ætsende. Den hurtige, skitseagtige collage er Krystufeks yndede udtryksform, hun laver rock 'n roll på papir, grænseløse, aggressive udfald med kroppen som motor. Det, der opkastes, er hendes selvportrætter, der igen og igen indsættes i nye kombinationer i Krystufeks værker.

Selvbiografi
Elke Krystufek er måske selv det bedste bevis på, at hendes æstetiske univers og hendes personlige liv er to vidt forskellige ting. Hun taler roligt og eftertænksomt, og som hun sidder og drikker sin tredje kop te, forekommer hun aldeles blottet for aggressioner. Alligevel er det vanskeligt at overse den selvbiografiske dimension i hendes kunstneriske arbejde. Muligvis handler hendes værker ikke om hende selv, men det er ikke desto mindre hende, der optræder i dem, lægger krop til dem. Og selv om der er tale om en konstrueret biografi, en meta-biografi, blander den sig med den virkelige biografi. Selviscenesættelserne har en afsmittende virkning på virkeligheden, fiktion og fakta blander sig.
- Du bruger næsten konsekvent fotografier af dig selv i dine værker. Selv dine malerier er lavet efter fotografier.
"Ja, for gennem fotografierne kan jeg få en nyt blik på mig selv. Jeg glæder mig stadig til at overtage min mors samling af fotos af mig. Jeg håber, de kan hjælpe mig til at afklare, hvordan jeg blev den, jeg er."
- Blev du fotograferet meget som barn?
"Temmelig meget. Nok ikke så meget som børn i dag, men alligevel mere end de fleste. Min mor fotograferede mig hele tiden. Det har påvirket mig meget at have den form for opmærksomhed fra et kamera. Da jeg blev teenager, var det ikke længere nok for mig at have min mors synsvinkel på mig, derfor begyndte jeg at fotografere mig selv. Jeg kan godt lide tanken om, at der eksisterer en kontinuerlig dokumentation af mig fra min fødsel og fremefter. Jeg tilhører sandsynligvis den første generation, som oplever sådan noget. Og det er naturligvis et livstidsprojekt, som jeg har tænkt mig at føre til ende."
- Betragter du dit arbejde som selvbiografisk?
"Kun til en vis grad. Jeg viser kun en lille del af mit virkelige liv, og det er naturligvis en redigeret version af det. Selv om mine værker ikke ligner almindelig konceptkunst, så vil jeg alligevel betegne min tilgang som konceptuel. Det er primært æstetiske valg, der afgør, hvad jeg inkluderer, og hvad jeg udelader. De æstetiske valg transformerer de selvbiografiske dele til noget helt andet."
- Men er det ikke tilfældet med alle selvbiografier?
"Jo, sikkert. Men når jeg bruger mig selv, er det ikke så meget for at beskrive mit eget liv, men snarere en interesse i nogle bestemte strukturer i biografier som sådan. Almindelige biografier er typisk stærkt selektive med hensyn til, hvad de medtager."
"Jeg vil gerne lave en biografi, der er mindre kontrolleret af andre personers valg. Jeg vil gerne vise noget mere interessant. Forhåbentlig kan mit arbejde få den virkning, at andre mennesker også begynder at tage deres liv i egne hænder og selv begynder at bestemme over, hvad de gør. Jeg tror, at folk bliver meget påvirkede af det, de ser i medierne. Jeg vil gerne vise, at der er alternative måder at forholde sig til for eksempel aggression og andre følelser end dem massemedierne fremstiller. Vold er ikke den eneste måde at få afløb for aggression på."
- Alligevel vækker dine værker meget ofte aggressioner i publikum.
"Ja, men det er, fordi de bliver misforstået. Folk ser mine værker som pornografiske, fordi de handler om seksualitet. De ser kun den nøgne krop og de spredte ben. Det siger sandsynligvis bare noget om, hvordan kunst generelt opfattes. Det er ikke nemt at have held med at udtrykke sig om noget, der er kompliceret, som for eksempel seksualitet."

Fakta

Elke Krystufek er født i Wien 1970. Hun er uddannet på Akademie der bildende Künste i Wien og har haft adskillige seperatudstillinger i Europa og USA. I 1998 var Krystufek repræsenteret på Biennalen i Sao Paulo. Elke Krystufeks seneste video, She Haunts my Dreams, vises frem til den 17. februar på Malmö Konsthalls udstilling Shoot. Videoen viser Krystufeks imitation af den amerikanske sanger Josh Haden fra bandet Spain, og er en del af et større projekt om dette band. Projektet danner i sin helhed grundlaget for den større udstilling Nobody has to know, der vises i Portikus, Frankfurt a.M fra den 1. juli til den 20. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu