Læsetid: 5 min.

Nyrup i saksen

8. februar 2000

Dansk Folkeparti fryder sig over EU-tæskeholdets aktion mod Østrig, fordi det fremmer et ØMU-nej. Nyrup grubler over, hvorfor populisterne vinder hver gang

Det er, så man næsten kan høre stemmen dirre af fryd:
"Så skete det. Hurtigere end nogen kunne have forestillet sig: EU optræder som en stat! EU er blevet storebroder, der kontrollerer medlemsstaterne!"
Det er Pia Kjærsgaard, der taler. I det elektroniske ugebrev, hvori hun hver mandag foretager udfald mod elite-Danmark eller overfald på trængte nydanskere.
"Med boykotten af Østrig har EU vist ansigt. Nu kan ingen længere være i tvivl: EU ønsker at bestemme, hvem der skal regere i Europa," fastslår Dansk Folkepartis leder.
Hun kunne - hvis hun havde behov for at sætte trumf på - have citeret formanden for Europa-Kommissionen, Romano Prodi, som i fredags, i kølvandet på 14 EU-regeringschefers raid mod Østrig, sagde: "Europæisk regering er et klart udtryk, som jeg fortsat bruger. Det tager tid, men skridt for skridt træffer EU-Kommissionen en politisk beslutning og agerer som en fremvoksende regering."
Der er ingen tvivl om, at EU- og euro-modstanderne hos Dansk Folkeparti oplever, at de 14 EU-regeringschefer har skudt sig selv i ikke bare den ene, men i begge fødder og fremprovokeret øget skepsis mod såvel den stadig mere politiske union som mod dens aktuelle, socialdemokratiske lederskab.
"Socialdemokrater i Europa betragter det åbenbart som en dødssynd, hvis andre end socialdemokrater får lov at regere i Europa," skriver Kjærsgaard, hvis ugebrev bærer overskriften EU's tæskehold mod folkestyret i Europa.
At Kjærsgaard ser rigtigt, antydes af en meningsmåling søndag i Berlingske Tidende, ifølge hvilken 56 procent af de adspurgte vælgere finder det forkert, at de 14 EU-landes stats- og regeringschefer fremsatte trusler mod Østrig, mens hele 65 procent er imod, at Danmark sammen med de øvrige 13 nu sætter de vedtagne sanktioner i værk. En anden meningsmåling fortæller tilsvarende om et hidtidigt lavpunkt for Socialdemokratiet i vælgertilslutning.

Der synes altså at være sket det djævelske, at EU's stats- og regeringschefer i deres bestræbelse på at værne demokratiet mod højrenationalistisk populisme i skikkelse af Jörg Haider og hans Frihedsparti har taget skridt, som i sig selv af mange udlægges som overgreb mod demokratiet, nemlig mod et lille lands ret til at danne den regering, det vil, en regering hvis ene parti nyder støtte fra mere end hver fjerde østrigsk vælger. Og nok så djævelsk er det, at vælgertilslutningen til Haider - som til Kjærsgaard - i høj grad handler om angsten for alt 'det fremmede', ikke kun for 'de fremmede' men også for elitære, ufolkelige politikere, ØMU, EU-regering og globalisering. Og netop den angst kan de bekymrede nu se bekræftet i 'tæskeholdets' aktion mod lille Østrig. Hvorfor vælgertilslutningen til Haiders Frihedsparti da også er steget til nye rekordhøjder.

Det er uklart, om det herhjemme gør sagen bedre eller endnu værre for regeringen, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke helt kunne gøre for det, eftersom de øvrige EU-ledere præsenterede ham for et fait accompli i form af en færdig erklæring til Østrig. I EU-modstanderes optik bliver det i hvert fald udlagt som, at lille Danmark og dets statsminister endnu engang blev kørt over af 'de store'.
Det skulle være så godt, men umiddelbart ser det behjertede initiativ til forsvar for demokratiet ud til at være gået helt ad helvede til.
Direktøren for den europæiske tænketank Centre for European Policy Studies, Peter Ludlow, anførte mandag i Børsen, at initiativet mod Østrig - "EU's fundamentale fejltagelse" - ikke bare skal anskues som en aktion mod Haiders populisme, men i sig selv er udslag af "kollektiv populisme" fra EU-regeringschefernes side. Omtrent som når den danske statsminister overilet har stemplet Dansk Folkepartis medlemmer som ikke-stuerene, så har EU-lederne ifølge Ludlow handlet forhastet og ugennemtænkt, da de for at tækkes en fornemmet offentlig opinion tog førergreb på Østrig uden at have tænkt scenariet og konsekvenserne igennem.
En af de konsekvenser, som formentlig holder statsministeren vågen om natten for tiden, er, at det kan gå hen og blive meget sværere for regeringen at få et ja til euroen igennem ved den kommende danske folkeafstemning.
Det er velkendt, at den største af Poul Nyrup Rasmussens tilbageværende politiske ambitioner er at sikre dansk deltagelse i EU's økonomiske og monetære union. Men ikke alene har nej-sigerne nu fået foræret nogle argumenter med de 14's aktion mod Østrig, de har også inddirekte fået Venstres Anders Fogh Rasmussen som allieret, fordi Venstre-lederen med sin skarpe kritik af sanktions-aktionen bærer ved til EU-skepsisen. Foghs kritik hidsede i weekenden Socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti op til at skælde Venstre-lederen ud for at spille hasard med Danmarks fremtid, læs: ØMU-afstemningen, bare for at score indenrigspolitiske point i kampen med Socialdemokratriet.
Buksti truede følgelig med en udskydelse af euro-afstemningen til efter næste folketingsvalg om senest to år, hvis ikke Fogh stikker piben ind. Venstre kan ikke på en gang blive ved at svække statsministeren og samtidig gøre sig håb om et snarligt ØMU-ja, og så må man vælge, lød Bukstis rationale.

Mandag slog Poul Nyrup Rasmussen imidlertid fast, at der ikke bliver tale om at udsætte folkeafstemningen til efter et valg.
Nyrup satser således på, at han inden for en tidsramme på højst to år kan standse folkevandringen fra Socialdemokratiet til det EU-fjendske, indvandrerfjendske og globaliseringsfjendske Dansk Folkeparti.
Han kan selvfølgelig spille højt spil og håbe på, at mange hidtidige nej-vælgere med loyalitet hos SF, Enhedslisten, JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU føler så megen afsky ved at være i selskab med Pia Kjærsgaards flok, at de alene af den grund skifter holdning og stemmer ja til ØMU'en. Den mekanisme skal ikke undervurderes, men det er et hasardspil, som statsministeren næppe vover at sætte sin lid til.
Opgaven er derfor i al sin enkelhed den store, hidtil uoverkommelige, at få overbevist en voksende, utilfreds og forskrækket, befolkningsgruppe - der dybest set råber på selv- og medbestemmelse, på indflydelse og nærdemokrati - om, at det store EU-integrationsprojekt vitterlig kan tilgodese og tjene disse grundlæggende rettigheder.

Haiders og Kjærsgaards fremgange tyder på, at et stigende antal mennesker ikke mere lader sig skræmme ind i en ØMU med udsagn om, at Danmarks velfærd står på spil. De er allerede så skræmte af udviklingen, at kun reel respekt for deres situation og deres oplevelse af tilværelsen kombineret med vægtige fornuftsargumenter i direkte samtale kan bremse højrepopulismens fremmarch.
Regeringens - og demokratiets - dilemma er, at Pia Kjærsgaard og hendes parti peger på reelle problemer for en stor befolkningsgruppe. De har godt nok ingen bæredygtige løsninger på disse problemer, men de har populistens uovertrufne talent for at dramatisere dem. Over for hvilket regeringen kun har det lange seje træk med at få genskabt tilliden til, at man tager såvel problemerne som de foruroligede befolkningsgrupper alvorligt.
Spørgsmålet, som statsministeren nu må stille sig selv, er, om det kan gøres på to år? Og om ØMU'en i sig selv er et projekt, der kan realiseres uden omkostninger for det demokrati, der betragtes som truet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu