Læsetid: 5 min.

Nyt lys på Mann

1. februar 2000

Villy Sørensen var blandt opponenterne ved Henrik Stampe Lunds ph.d.-forsvar, hvor Thomas Manns forestillinger om en praktisk humanisme stod til debat

Ny humanisme
Hvordan er humanismen mulig i dag, efter den kritik, det 19. århundredes filosoffer med Schopenhauer og Nietzsche i spidsen øvede mod de klassiske, idealistiske forestillinger om menneskets vilje og evne til uegennyttigt at gøre det gode? Hvordan er det muligt at nå frem til et forsvar for anstændigheden og retfærdigheden, når vores barnelærdom siger os, at der bag enhver menneskelig handling ligger magtbegær, selvopholdelsesdrift og ideologi?
Sådanne spørgsmål stod i centrum, da Henrik Stampe Lund fredag eftermiddag forsvarede sin ph.d.-afhandling om "Thomas Mann tragiske humanisme i Josef og hans brødre" på Københavns Universitet. Fremmødet var stort, stemningen var god, men - som det passer sig - også spændt og fortættet.
Henrik Stampe Lund fortalte i et interview i Information 13. januar om forholdet mellem kunst og politik hos Thomas Mann. Heri fremgik det blandt andet, at en nutidig humanisme bør tage ved lære af Thomas Mann - for det gælder jo ikke alene om at vide hvad det gode og rigtige er, men også om at besidde evnen til at føre det ud i livet under de gældende vilkår. Josefs succes i romanen skyldes især denne evne: "Når Josef kan mildne konflikterne, er det også fordi han er praktisk dygtig, først og fremmest er han god til at kalkulere," sagde han i interviewet.

Humanismevision
Afhandlingen er en studie i Thomas Manns forsøg på at etablere en ny humanisme i den vældige romantetralogi. Men dens perspektiv rækker langt ud over det enkelte værk; den behandler hele Manns litterære og essayistiske forfatterskab, og netop afgrænsningsproblemet var et af de spørgsmål, de tre opponenter - forfatteren Villy Sørensen, professor Dag Østerberg og professor Per Øhrgaard - alle berørte. Hvorfor ikke også medtage det store dagbogsværk? Og hvorfor overhovedet medtage værker fra tiden efter Josef-romanerne, hvis det var disse, afhandlingen skulle handle om?
I sin indledende forelæsning fremlagde Henrik Stampe Lund sit projekt: at undersøge, hvordan Mann formulerer en 'humanismevision' i 30'rne og 40'rne, hvor humanismen - ikke mindst i Tyskland - mildest talt havde trange kår. Ordet 'humanismevision' dukkede op flere gange i løbet af den to en halv time lange seance; Henrik Stampe Lund betragtede udtrykkeligt Josef-romanen som den primære bærer af Thomas Manns humanistiske tænkning, og det særlige ved romaner er jo netop, at de viser os tingene: "Vi ser humanismen," som han sagde. Ikke som begrebsligt afklaret - altså ikke et humanismebegreb - men netop som vision, som en utopi om en praktisk humanisme, der ikke blot består af ferske og abstrakte tilkendegivelser, men som tværtimod griber aktivt ind i den politiske og sociale virkelighed.

Skeptisk demokrat
Det, som efter Henrik Stampe Lunds mening gør Thomas Mann så interessant som dialogpartner for nutidig humanistisk tænkning er hans høje grad af ironisk refleksion. For Mann havde ikke alene forstået de forskellige - mere eller mindre konservative - argumenter mod humanismen, som Schopenhauer og Nietzsche havde bragt til torvs, nemlig at det, der fremtræder som humane bestræbelser, i virkeligheden blot dækker over egoisme og grusomhed. Han havde endda selv formuleret en hel del af dem i sit tidligere forfatterskab. Men efter sin 'forvandling' til republikaner og tilhænger af Weimar-republikken - Lund kaldte ham en "skeptisk demokrat" - arbejdede han målbevist med at søsætte en humanisme, som kunne tage højde for disse argumenter og indvendninger - som endda kunne "bruge de konservative indsigter i et fremadrettet projekt."
Midlet til dette er netop ironien - en ironi, som aldrig standser, og som derfor heller ikke standser ved de konservative, humanisme-kritiske argumenter, men tværtimod også omgås ironisk med dem. Herfra gik diskussionen så om de forskellige aspekter af afhandlingen og Thomas Manns politiske tænkning i mangfoldige retninger.
En meget veloplagt Villy Sørensen, tydeligvis glad for at skulle tale om et af sine egne forbilleder, indledte som første opponent med en række lettere kritiske bemærkninger om sproget i afhandlingen: "Der er - især hos politikere og akademikere - en tendens til at give ordene mere vægt ved at gøre dem længere." Men Sørensens indlæg kom først og fremmest til at dreje sig om drivkraften i Thomas Manns virke.
Den i store dele af Mann-forskningen udbredte mening, at man kan læse Schopenhauer og Nietzsche som bagtekster for hele forfatterskabet, fik kritiske ord med på vejen, ligesom forholdet mellem filosofi og digtning blev berørt. Sørensen var ikke ene om at ønske sig flere æstetisk-litterære analyser af værkerne; ved at rette søgelyset for ensidigt mod de filosofiske problemstillinger fik Henrik Stampe Lund - ifølge Villy Sørensen - nemlig trukket linjerne mellem 'humanismevision' og 'humanismebegreb' for hårdt op. Mann havde rent faktisk et humanismebegreb, mente Villy Sørensen, og Henrik Stampe Lund havde endda selv vist det i afhandlingen. Blot var det et humanismebegreb, som var "beriget af hans digteriske erfaringer med det irrationelle," som Sørensen sagde i et forsøg på at opbløde skillelinjen mellem den litterære og den essayistisk-filosofiske tænkning.

Plads til afvigelsen
Dag Østerberg spurgte til mulige forbindelser mellem Manns tænkning og den funktionalistiske sociologi, der på Manns tid havde opdaget, at også såkaldt primitive samfund grundede sig på solidaritet og altså ikke - som det ellers måtte være naturligt at mene i forlængelse af Schopenhauer og Nietzsche - var en evig kampplads for individernes egoistiske magtbegær. "Kompromisset er verdenhistoriens største opfindelse," citerede han sociologen Georg Simmel for at mene - en opfattelse, der nemt lader sig bringe i samklang med Thomas Manns forestillinger om, at der skal herskes med et vist mål af "menneskelig unøjagtighed".
Man kan kort sagt ikke løse problemerne ved at formalisere dem, lovgive om dem og derefter dømme mekanisk efter loven. Man er nødt til at give plads til afvigelsen, til det individuelle og enestående og endda til det ufornuftige - for ellers bliver det, som skulle have været humanisme og demokrati, blot til et nyt diktatur med loven som absolut hersker.

Tragedie og ironi
I sit afsluttende indlæg stillede Per Øhrgaard spørgsmålstegn ved overhovedet at bruge betegnelsen 'tragisk' om Josef-romanerne og om den tænkning, de udtrykker. Henrik Stampe Lund forklarede, at han ved det tragiske forstod en tænkning, der grunder sig på en "splittet struktur" - i dette tilfælde Thomas Manns indsigt i, at mennesket også indeholder det umenneskelige, at grusomheden og solidariteten altid går hånd i hånd.
Netop evnen til at indoptage denne indsigt, men samtidig fastholde anstændigheden og respekten for det menneskelige, blev det cirklens kvadratur, Thomas Mann løste med ironiens hjælp.
For ironikeren er den, som ved, at intet skal have lov til at gælde absolut, og at der i enhver position altid findes muligheden for relativering. Og at man derfor, som Henrik Stampe Lund og Per Øhrgaard afslutningsvist blev enige om, end ikke kan afvise Guds eksistens. For intet - heller ikke Nietzsche, de moderne naturvidenskaber eller det rationalistiske oplysningsprojekt - undslipper ironien.
Og så var det op til publikum at belønne Henrik Stampe Lund med klapsalver og lykønskninger, efter at de tre opponenter havde belønnet ham med ph.d.-titlen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu