Læsetid: 5 min.

Østrigs historiske stædighed

3. februar 2000

De 14 EU-lederes skarpe udmelding mod en regering støttet af Jörg Haider synes
at have virket helt mod hensigten

Der er draget mange sammenligninger mellem
Østrigs nye politiske raket, Jörg Haider, lederen af det østrigske 'Frihedsparti', og østrigeren Adolf Hitler, grundlæggeren af det tyske 'nationalsocialistiske' parti og det forgangne århundredes nok mest omtalte person. Haider har selv styrket parallellen ved gentagne gange at komme med rosende udtalelser om folk, der har tjent Hitlers Stortyskland.
Og når det kommer til stykket, ligner Jörg Haider faktisk ikke Hitler ret meget. Haider ser faktisk godt ud, er endda sportstrænet, og i modsætning til Hitler ikke selvlært, men universitetsuddannet jurist med doktortitel. Som Hitler har han altid tilhørt højrefløjen. Men hvor Hitler forlod sin hjemstavn og fik sit politiske gennembrud langt fra sin fødeby, er Haider vokset op i det konservative Kärnten, Østrigs sydligste 'Land', hvis sydligste dele blev afstået til Jugoslavien i 1918, og som stadig har et betydeligt slovensk mindretal og en udpræget nationalbevidsthed. Haider har en helt klar lokal forankring, som han ikke har givet slip på, selvom han i 1979 blev medlem af det østrigske forbundsparlament. Han har således i flere perioder været Kärntens 'Landeshauptmann', præsident, samtidig med at være parlamentariker på landsplan.
Haider er tilsyneladende nu omtrent ved samme sted i sin karriere, som Hitler var den 30. januar 1933, da han på legal vis overtog regeringsmagten. Forudsat naturligvis, at præsident Klesil godkender den nye regering, som præsident Hindenburg i 1933 godkendte Hitlers. Hindenburg brød sig personligt ikke om Hitler, men så ingen anden udvej. Muligvis gør Klesil nu det samme.
Er historien ved at gentage sig? Det synes tilsyneladende 14 ud af 15 EU-ledere. Samtidig synes deres barske udmelding, allerede før den nye regering blev dannet, at have fremskyndet det, de ville forhindre. Hvorfor fik EU-ledernes udspil ikke de østrigske konservative til at trække i nødbremsen?
Det er før sket, at Vestens ledere har taget fejl, fordi de har draget den forkerte lære af historien. Her af Østrigs historie. Selvom tilfældet Waldheim i 1986 burde have været set som en advarsel af dem, som ønsker at påvirke østrigernes politiske handlinger.
Da FN's tidligere generalsekretær Kurt Waldheim stillede op til det østrigske præsidentvalg i 1986, var det med sloganet 'Stem på den, som hele verden har tillid til'. Man regnede med, at det ville styrke Østrig internationalt, at Waldheim, som havde haft et udmærket forhold til både øst og vest, blev landets præsident. Men snart rejstes der tvivl om Waldheims rolle som officer på Balkan under Anden Verdenskrig, og skaden blev større ved at Waldheim løj om sit liv under krigen. Men i stedet for at bøje sig for det udenlandske pres og træde tilbage, hagede Waldheim sig fast og støttedes heri af et flertal af vælgerne. Prisen blev en nedkøling af Østrigs forhold til omverdenen. Men for mange østrigere var det netop en lejlighed til at vise udlandet, at det ikke skulle tro, det skulle blande sig i landets interne forhold.

Men denne stædighed går meget længere tilbage. For godt 100 år siden, 1895-97, var Østrigs mest omtalte politiker dr. jur. Karl Lueger. Fire på hinanden følgende gange blev han valgt til borgmester i Wien, men kejser Franz Josef ville ikke godkende ham på grund af hans voldsomme udfald mod 'de fremmede', især jøder og ungarere. Den gamle kejser holdt nemlig hånden over mindretallene. Medvirkende årsager var dog nok, at den jødiske finansmand og baron Rothschild truede med at flytte sine forretninger fra Wien til Budapest, hvis kejseren godkendte valget af Lueger - hvad der fik kurserne til at styrtdykke. Først efter to års kamp med stigende vælgertilslutning gav kejseren sig og godkendte Lueger, som også landspolitisk havde stor vægt som leder af det 'Kristeligt-Sociale Parti'.
Men så skete det forbløffende: Lueger droppede sin aggressive retorik mod de 'fremmede' og koncenterede sig om udviklingen af Wien til en social mønsterstad. Når man spurgte ham, hvor hans jødehad var blevet af, sagde han, at antisemitismen havde været meget god til at skaffe ham til magten, men at han nu ikke var så dum at holde fast ved den. Dr. Lueger fik mere end 12 år som
Wiens borgmester og døde af sukkersyge i 1910 som en af wienerne elsket og hyldet 'borgerkejser'.
Er dr. Haider i virkeligheden en ny dr. Lueger? Er den blanding af fremmedfjendtlighed og engagement i social- og boligforhold, som er karakteristisk for hans politik, og som minder om Luegers, blot udtryk for en viden om, hvor han skal finde stemmerne til at bryde den magtens arrogance, som har karakteriseret den sort-røde koalition af socialdemokrater og konservative, der har haft monopol på regeringsmagten? Er hans spillen på østrigsk selvtilstrækkelighed noget forbigående? Da dr. Lueger endelig var kommet til magten, skiftede hans kritik af det centraleuropæiske fællesskab, Østrig dengang var medlem af, fra det voldsomme til det konstruktive og mere afdæmpede. Sådan kunne det også gå med dr. Haider.
Én ting er sikker: Østrig er en trodsnation. To gange, i 1529 og 1683, var Wien belejret af tyrkerne og det var wienernes udholdenhed, som reddede Centraleuropa fra at blive overrendt af tyrkerne. I 1740 reddede kejserinde Maria Theresia sit rige på målstregen over for en koalition af grådige fjender, og stædighed og klogt diplomati reddede Østrig gennem den franske kejser Napoleons dominans af Europa i begyndelsen af 1800-tallet. I 1938 indlemmede Adolf Hitler sit fødeland i det nye Stortyskland, og afskaffede endog landets navn.

Men ved at sætte landets hidtil stridende katolske og socialistiske ledere i samme koncentrationslejr skabte han en af forudsætningerne for det politiske samarbejde, som indtil nu har båret efterkrigstidens østrigske republik. En anden faktor var det lobby-arbejde, som Østrigs eks-kronprins Otto von Habsburg gjorde for sit land i USA under Anden Verdenskrig, hvor han fik overbevist præsident Roosevelt om, at Østrig havde været Hitlers første offer og burde genoprettes efter krigen. Hvad det som bekendt blev.
Men heri ligger også det moderne Østrigs vigtigste svaghed. Som både Waldheim og Haider er udtryk for. Der skete aldrig, som i Tyskland, et grundlæggende opgør med den nazistiske fortid. På overfladen så alt udmærket ud. 1970-83 var en jødisk socialdemokrat, Bruno Kreisky, således forbundskansler i antisemitten Hitlers gamle fædreland. Og Wien har i mange år været base for Simon Wiesenthal, den berømte jødiske 'nazijæger'. Men samtidig har højreradikale kræfter uhindret 'overvintret' i Østrig.
I 1990'erne brugtes brevbomber som terror mod personer af fremmed oprindelse og 'fremmedvenlige' politikere. Det er blandt andet på denne baggrund, man skal se den 'Haider-lov', der gennemførtes af det østrigske parlament i marts 1996 og som gjorde det muligt at retsforfølge Haider for hans anerkendende udtalelser om Hitlers Waffen-SS. For mange østrigere er det imidlertid dem selv, som skal tage stilling til, om der skal skrides ind over for Haider. Det skal udlandet ikke blande sig i. Derfor har den stærke udmelding fra EU-lederne fremskyndet, måske ligefrem muliggjort den regeringsdannelse, den skulle forhindre, den har styrket den mand, man ville holde fra magten og givet yderligere argumenter til den EU-modstand, der er en vigtig del af Haiders politiske platform. Den østrigske stædighed er en faktor, man gør klogt i at kalkulere med.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu