Læsetid: 3 min.

Orden i eget hus

2. februar 2000

EU er nødt til at holde orden i eget hus, når man så klart har markeret, at de Central- og Østeuropæiske lande skal vælge demokratiske regeringer, mener EU-ekspert

Signalværdi
EU's regeringschefer truer med at isolere Østrig, hvis det højreradikale Frihedsparti bliver medlem af den kommende regering. Det er nødvendigt, når EU i de sidste mange år har stillet krav om demokrati og respekt for menneskerettigheder i Central- og Østeuropa, mener Marlene Wind, phd. og adjunkt på institutut for Stats-kundskab ved Københavns Universitet.
- Er regeringschefernes signaler udtryk for en ny tendens i EU?
"Der er ikke noget nyt i, at regeringsledere udtaler sig kritisk om situationen i andre lande. Der har været mis-hagsytringer i en lang række tilfælde - sådan er international politik. Det nye er, at man siger: 'Vi vil ikke lege med Jer, hvis I ikke opfører Jer ordenligt.' Man har ikke så direkte tidligere blandet sig, hvordan et andet EU-land danner regering."
"Teknisk set er det ikke unionen, men 14 selvstændige landes ledere, som har taget dette skridt. Men i og med de vælger den portugisiske regeringsleder, som har formandsskabet for EU, kommer det til at fremstå hårdere."
- Der kommer altså mudder i kommunikationen, når regeringscheferne vælger EU-formanden som talsmand?
"Ja, det er klart."
- Men det er da en ... betænkelig indblanding i indre anliggender?
"EU er nødt til at have orden i sit eget hus. I løbet de seneste fem-seks år har man meget klart markeret over for de Central- og Østeuoropæiske lande, at de skal vælge demokratiske regeringer og beskytte menneskerettigheder og mindretal, hvis de ønsker at blive medlemmer af det europæiske fællesskab."
"Derfor ville det faktisk have været mere mystisk, hvis EU-landene overhovedet ikke havde gjort eller sagt noget, men bare havde stukket hovedet i busken."

Fælles værdier
- Regeringscheferne er socialdemokrater, som har hjemlige problemer med højrefløjen. Er signalet også rettet mod egen baghave?
"Ja selvfølgelig - og det er helt legitimt, at man på denne måde markerer over for højreradikale kræfter i hjemlandet, at man tager udtalelser af småracistisk karakter dybt alvorligt."
"De socialdemokratiske regeringer i Europa understreger dermed, at der er nogle fælles demokratiske værdier, man er enige om at bevare og beskytte."
- Får det ikke modsat virkning af den ønskede i Østrig?
"Der er selvfølgelig et problem, hvis kritikken giver Jörg Haider endnu mere opbakning. Men på længere sigt er jeg slet ikke i tvivl om, at det er rigtigt at markere sin bekymring."
"Tidspunktet for regeringsledernes reaktion hænger sansynligvis også sammen med, at der netop har været afholdt et topmøde om Holocoust i Stockholm, hvor man understregede vigtigheden af at huske. Hvis den slags højreekstreme synspunkter som Jörg Haider repræsenterer bliver stuerene, og man begynder at forhandle og samarbejde med dem på helt almindelig vis - så glemmer man historien bag dem."
- Gør regerinscheferne sig ikke meget sårbare ved at true med at isolere Østrig politisk?
"Ja, hvad de rent faktisk vil stille op, hvis deres advarsler ikke bliver taget alvorligt, og Haider kommer med i regeringen, er i sandhed et godt spørgsmål."
"På den ene side er det meget vanskeligt at forestille sig, hvordan de vil føre en isolations-politik ud i livet, når man skal til at samarbejde i det daglige. På den anden side vil det være latterligt, hvis de ikke foretager sig noget oven på deres meget stærke reaktion."
Side 4: Nyrup havde intet valg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu