Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

29. februar 2000

Kogalskab fundet i dansk besætning
*Fødevareministeriet slog mandag alarm efter fundet af kvægsygdommen BSE - også kaldet kogalskab - i en nordjysk besætning. Den BSE-ramte besætning er fra Himmerland tæt ved Rold Skov. Det sygdomsramte dyr blev straks aflivet, og resten af besætningen skal slås ned.

'Design-bakterier' sættes ud i naturen
*Danske forskere vil for første gang udsætte gensplejsede bakterier i naturen. 'Designbakterierne' skal rense jorden under en gammel skrotplads ved Hasselager sydvest for Århus. Miljøgruppen NOAH er skeptisk, men en uafhængig ekspert siger ok til forsøget.
Det er Danmarks Miljøundersøgelser, der har søgt Skov- og Naturstyrelsen om tilladelse til at udsætte to forskellige gensplejsede bakterier for at afprøve, hvordan de klarer sig i jord, der er forurenet med giftige og tungt nedbrydelige PCB-forbindelser. Forureningen stammer fra gamle biler, hvor der var brugt PCB i smøreolien.
Miljøgruppen NOAH er generelt imod brugen af gensplejsede organismer, men i dette tilfælde, hvor det drejer sig om oprensningen af en forurenet grund, er organisationen knap så stejl.
"Men dokumentation for, at dette kan lade sig gøre, er stadig meget beskeden," siger civilingeniør Bo Normander fra NOAHs Genteknologi-gruppe, der nu forlanger en international vurdering af effekten og risikoen ved forsøget.

Haider går måske som partiformand
*Østrigs ultra-højreorienterede leder Jörg Haider meddelte under private former i weekenden, at han planlægger at trække sig som leder af Frihedspartiet.
Det sagde Peter Sichrovsky, der er medlem af Europa-Parlamentet for Frihedspartiet, til det østrigske nyhedsbureau APA mandag.
Hvis Haider trækker sig, vil han kunne koncentrere sig fuldt ud om sin post som ministerpræsident i delstaten Kärnten og dermed bevise, at han er kompetent til en fremtidig rolle i nationalpolitik, sagde Sichrovsky og tilføjede, at det vil være et springbræt til "et senere arbejde som forbundskansler."
Haider ventedes at kommentere sagen efter et møde mandag aften i Frihedspartiets top. Ved redaktionens slutning var Europaparlamentarikerens udmelding stadig ubekræftet.

Artilleriduel mellem Indien og Pakistan
*Der udbrød fra søndag aften kraftige artilleridueller mellem Indien og Pakistan i den omstridte delstat Kashmir, oplyste embedsmænd fra Indiens forsvarsministerium mandag.
Mindst én indisk soldat er blevet dræbt i artilleriduellerne, som fandt sted i de sydlige, nordlige og nordvestlige grænsezoner langs kontrollinjen, som deler Kashmirs to sektorer, sagde embedsmændene.
Indien og Pakistan har siden uafhængigheden i 1947 udkæmpet tre krige, heraf to om Kashmir-provinsen.

Stormøde om integrationsudspil
*Omkring 70 repræsentanter for en række etniske mindretalsorganisationer og foreninger mødte søndag op til et stormøde på Københavns Rådhus, hvor dagsordenen var at tage afstand fra regeringens seneste udspil på integrationsområdet.
Initiativtagerne til mødet var de tre medlemmer af Borgerrepræsentationen Wallait Khan (SF), Lubna Elahi (S) og A. Benhaddou (CD). I fællesskab vedtog de fremmødte en udtalelse, der vil blive sendt til regeringen og Folketingets partier. Den tager blandt andet skarp afstand fra regeringens forslag om at indføre 25-års aldersgrænsen for familiesammenføring, der ifølge udtalelsen minder om apartheid-regimets metoder over for de sorte i Sydafrika.

Dansk ost renset for listeria-mistanke
*De to nordmænd, der blev smittet af listeria-bakterier, blev smittet af forskellige bakterie-stammer. De har dermed ikke pådraget sig listeria-bakterier fra den samme kilde. "Det ser ud til, at de to tilfælde ikke har noget med hinanden at gøre," siger overlæge i Oslo Terje Hoel til det norske nyhedsbureau NTB.
Udtalelsen kommer, efter at de norske myndigheder mandag eftermiddag holdt et møde for at drøfte den videre strategi i jagten på smittekilden. Dermed synes teorien om, at det var danske oste fra MD Foods, der smittede begge nordmænd, hvoraf en 54-årig mand døde, at smuldre.

Retningslinier for urintest
*Arbejdsminister Ove Hygum (S) vil i den nærmeste fremtid rette henvendelse til arbejdsmarkedets parter på baggrund af en voldgiftskendelse, der giver rederiet DFDS ret til at kontrollere de ansattes urin for spor af alkohol og hash.
"Lovgivningsmæssigt ser jeg ikke nogen mulighed for initiativer. Men det er en problemstilling, der kalder på retningslinier. Ellers er jeg bange for, at den slags test kan eskalere. Og det skulle nødigt komme dertil, at vi alle sammen skal afgive en urinprøve, når vi hver morgen møder på arbejdspladsen," siger Ove Hygum til Ritzau.
Politiken omtalte lørdag den kendelse, som giver DFDS ret til at kræve uvarslede urintest af alle ansatte om bord på rederiets færger. I kendelsen henviser voldgiftssagens opmand, Mette Christensen, bl.a. til, at samtlige ansatte indgår i færgernes sikkerhedsberedskab.

Nødhjælpen fik rekord-indsamling
*Der var begejstring og jubel hos Folkekirkens Nødhjælp søndag aften, da det samlede beløb ved dagens husstandsindsamling var gjort op. Med raslebøssen i hånden lykkedes det flere end 8.000 frivillige over hele landet at samle et rekordstort beløb på seks millioner kroner ind til verdens fattige. Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen gik selv rundt med raslebøssen på Nørrebro i København, og det var udelukkende en positiv oplevelse. De seks millioner kroner vil gå til at styrke de fattiges rettigheder i blandt andet Indien, hvor 200 millioner mennesker lever en tilværelse som kasteløse.

Racist dømt for vold med jernstang
*En 37-årig mand blev mandag ved retten i Ballerup idømt fem måneders fængsel for et overfald med en jernstang og for at slippe sin hund løs på en udenlandsk mand. Den dømte tog betænkningstid til en mulig anke af dommen. Offeret slap fra overfaldet med lettere skrammer, da et vidne hurtigt greb ind og standsede overfaldsmanden ved at køre sin bil ind i ham. Det skete den 1. februar på Vestbuen i Ballerup ved København.
Det lokale politi oplyste, at motivet til overfaldet skulle være racistisk, men manden blev alene dømt for vold, oplyser politifuldmægtig Michael Hansen fra Gladsaxe Politi.

Ulovlig fastelavnssminke
*Tre fastelavnsprodukter købt i en dansk legetøjsbutik indeholdt enten ulovlige farvestoffer, forbudte drivhusgasser, hormonforstyrrende stoffer eller det hele på en gang. Det oplyser det uafhængige informationscenter Grøn Information, der har undersøgt mere end 30 forskellige teater- og fastelavnssminker på det danske marked. Informationscentret fandt også en fastelavnssminke, der indeholdt en reproduktionskadelig borforbindelse. Alligevel sælges og markedsføres den som ugiftig.Inf.

Voldsom forværring af oversvømmelser i Afrika
*Ugers voldsomme oversvømmelser blev alvorligt forværret i løbet af weekenden, da vandstanden i Limpopo-floden steg en meter og ødelagde afgrøderne omkring et af Mozambiques vigtigste landbrugsområder.
Titusinder af mennesker har søgt tilflugt på højtliggende veje, på hustage og i trætoppe i Mozambique, der er hårdest ramt af oversvømmelserne, mens heroiske sydafrikanske piloter i fem militærhelikoptere er i gang med den enorme evakueringsopgave.
"Vi har oplevet en alvorlig forværring i weekenden, hvor vandstanden i Limpopo-floden steg på utrolig kort tid, og folk måtte gribe deres tøj og bringe sig i sikkerhed. Katastrofens omfang er virkelig stor og mere end Mozambique kan klare alene," fortæller Marielise Berg-Sonne, der er udsendt for Dansk Røde Kors i Mozambique, over telefonen fra hovedstaden Maputo.
Oversvømmelserne har indtil videre officielt kostet omkring 350 mennesker livet, mens yderligere mindst en halv million har mistet deres hjem.
Den regionale koordinator for Verdensfødevareprogrammet (WFP) Michele Quintaglie sagde søndag, at der er akut behov for flere helikoptere, hvis store tab af menneskeliv skal undgås.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu