Læsetid: 2 min.

OVERBLIK

10. februar 2000

Gådefulde gravhøje lokkede
*Professor P.V. Glob tog i 1953 initiativ til de legendariske ekspeditioner til sheikdømmerne langs Den Arabiske Golf. Han havde hørt eventyrlige beretninger om den lille ørkenø, Bahrain, med 100.000 gådefulde gravhøje. Da Glob blev spurgt, om han tog til den arabiske verden som eventyrer eller videnskabsmand, svarede han, at det nok var eventyreren, der lokkede videnskabsmanden derned.
Særudstillingen Glob og Paradisets have, der fortæller om de epokegørende arkæologiske udgravninger i Bahrain, kan ses på Moesgård Museum frem til den 5. juni.

Ny formand for Filminstituttet
*Efter kun tre år på posten har professor Ib Bondebjerg valgt at trække sig som bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut. Han skal i stedet være ansvarlig for det tvær-europæiske forskningsprojekt Changing Media, Changing Europe. Som ny formand har kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen udpeget Søren Kjær, amtsskoledirektør i Vejle Amt og menigt medlem de seneste tre år. Søren Kjær er modsat sin forgænger selv aktiv i filmkunsten. De seneste 15-20 år har han været instruktørassistent for Niels Malmros. En af de første opgaver bliver den række af evalueringer, der er blevet krævet efter den markante kritik af Filminstituttets ledelse og dermed også den afgående formand Ib Bondebjerg.

1.182 tilbud på bogudsalg
*Romaner, noveller, krimier, biografier, børnebøger og fagbøger. Det Store Bogudsalg 2000, der åbner den 23. februar, omfatter ialt 1.182 bogtilbud. Potentielle kunder har mulighed for at studere tilbuddene fra den 16. februar, hvor Den danske Boghandlerforening udsender et katalog med udsalgsbøgerne. Bogudsalget varer indtil den 16. marts.

Hjælp til håndskriften på vej
*Inden 1. april vil folkeskoler og andre skoler overalt i Norden modtage heftet Håndskrift ved år 2000. I Danmark er skrivebogen allerede sendt ud. Vejledningen er udarbejdet af Nordisk Idégruppe for Håndskrift, der blev oprettet i 1993. Et af gruppens medlemmer, Christian Clemens, siger, at heftet bl.a. har til formål at bevidstgøre skolebestyrelserne om håndskriftens betydning i en tid, hvor elektronisk skrift vinder mere og mere frem. Han vurderer, at den almindelige håndskrift er trængt, bl.a. fordi computerindustrien har så mange penge i ryggen, men samtidig er det hans erfaring, at de mindre skolebørn er glade for at skrive. Heftet, der udkommer i et oplag på 25.000, udgives med støtte fra Nordisk Kultur Fond. Herhjemme kan heftet skaffes via Danmarks Grafiske Museum. ritzau

Velgørenhedskoncert for SOS-Børnebyerne
*Søndag den 13. februar holder DAMHUS lokalgruppe under SOS-Børnebyerne, en koncert til fordel for nødstedte og forladte børn i Nicaragua. De medvirkende i koncerten er Pia Kaufmanas (fløjte), Eva Bruun Hansen (sopran), Marie Wärme Otterstrøm (accordeon) og Michael Dabelsteen (kontrabas). Koncerten holdes i Hendriksholm Kirke kl. 15, Damhus Boulevard 70, Rødovre.

Det Medicinerede Menneske
*På Ballerup Bibliotek kan man i aften kl. 19.30 høre foredrag om vores forhold til medicin. Lægemidler anvendes ikke længere kun til lindring, helbredelse og forebyggelse, men i stadig stigende grad til at forbedre vore præstationer og livskvalitet. Farmaceut Claus Møldrup vil med udgangspunkt i sin debatbog Den medicinerede normalitet give sit bud på udviklingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her