Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

10. februar 2000

Levy vil sætte Libanon i brand
*Den israelske udenrigsminister, David Levy, truede onsdag med, at "Libanons jord vil brænde," hvis Hizbollah-militsen i Libanon angriber det nordlige Israel med raketter som gengæld for de seneste dages israelske bombeangreb på Libanon.
Det var nogle af de voldsomste vendinger, en israelsk leder har anvendt, siden de seneste voldshandlinger brød ud mellem Israel og den militante Hizbollah-milits.
Hizbollah har i de seneste to uger dræbt seks israelske besættelsessoldater, og det har ført til, at israelerne har intensiveret angrebene på Libanon.
Israelske kampfly angreb onsdag morgen atter det sydlige Libanon.
Højdedragene ved landsbyen Zaoutar ved grænsen til den israelske besættelseszone i det sydlige Libanon blev angrebet to gange, efter at kampfly lidt tidligere havde affyret fire raketter mod højdedragene ved Jabal Dahr, der også ligger nær besættelseszonen, Israels såkaldte 'sikkerhedszone', som israelerne har holdt besat siden 1978.
Libanesisk politi oplyste, at det tunge israelske artilleri samtidig beskød den sydlige del af Bekaa-dalen.
De islamiske fundamentalister har endnu ikke beskudt det nordlige Israel i forbindelse de seneste kampe, men har i stedet angrebet de israelske soldater, der holder det sydlige Libanon besat, samt de israelske lejesoldater i militsen Den Sydlibanesiske Hær (SLA).
Til gengæld har Israel angrebet langt oppe i Libanon. Bl.a. har israelske luftangreb ødelagt strømforsyningen i hovedstaden Beirut.

Regeringen støtter Farum mod EU
*Farum Kommune og dermed borgmester Peter Brixtofte (V) får regeringens fulde støtte i den sag, som EU-Kommissionen i Bruxelles tog første skridt til for tre måneder siden, skriver Børsen.
Sagen startede på baggrund af en klage fra BioBalance, der mener at reglerne blev overtrådt, da Farum Kommune i 1998 udliciterede driften af kommunens rensnings- og kloakanlæg.
Kommissionens såkaldte åbningsskrivelse er fortrolig, men i Justitsministeriet oplyser kontorchef Nina Holst-Christensen, at man i samarbejde med Farum Kommune og i fuld enighed har afvist Kommissionens synspunkter.

Tvind-skole lægger sag an
*Knap har den sidste af de 31 gamle Tvind-skoler modtaget afslag på fremtidig statsstøtte, før den første skole lægger sag an mod Undervisningsministeriet, skriver Berlingske Tidende.
Roskilde Efterskole vil i løbet af denne uge indsende en stævning mod ministeriet til Østre Landsret, oplyser skolens advokat og bestyrelsesmedlem Klaus Berning.
"Det bliver en meget ren sag, der kommer til at dreje sig om, hvorvidt det kan være rigtigt, at bestyrelsen - herunder jeg selv - måtte antages at lade sig dirigere af udenforstående, herunder hr. Amdi Petersen og hans fæller," siger Klaus Berning, der vurderer, at retssagen tidligst vil være afsluttet om tre år.

Boghandlerne får konkurrence
*Dansk Supermarked er klar til at sælge bøger, uanset om prisen bliver givet fri eller ej. Ved en offentlig høring på Christiansborg onsdag diskuterede Folketingets kulturudvalg, boghandlere og forlagsbranchen fordele og ulemper ved det fastprissystem, som gælder for bøger i dag.
"Hvis udviklingen fortsætter, vil bøgerne ende som et marginalprodukt i lighed med klassisk musik," sagde Poul Guldborg fra Dansk Supermarked. Han ser ikke noget odiøst i, at supermarkederne går ind på boghandlernes område.
"Hvis der via supermarkeder kan sælges flere bøger, så kan forlagsbranchen bruge den ekstra indtjening til at styrke de smalle forfattere," sagde Poul Guldborg.

Norges LO-leder trues af nazister
*Lederen af norsk LO, Yngve Hågensen, og LO's ungdomssekretær, Mohamed Ahssain, er i breve blevet truet på livet af norske nazister.
LO, der frygter en nazistisk voldsbølge i lighed med den, der er i Sverige mod fagforeningsfolk, melder nu truslerne til politiet.
I brevene, der er skrevet på computer med runeskrift og præget med dødningehoveder, hedder det bl.a., at "Du skal ties til døde" og "Død over de døde." Brevene er underskrevet med tallet 88, som henviser til det ottende bogstav i alfabetet, nemlig 'H', som skal symbolisere 'Heil Hitler'. Både Hågensen og Ahssain har markeret sig klart med udtalelser mod nazisme og fascisme, siger informationschef i LO, Øyvind Hansen.

Liberal kattepine i Tyskland
*Tysklands liberale i FDP er havnet i et alvorligt dilemma, der kan koste den forventede fremgang ved delstatsvalget i Slesvig-Holsten. Her kan FDP samle skuffede konservative vælgere sammen i bundter. Men i Hessen sidder partiet i regering med CDU, og selvom ministerpræsident Roland Koch (CDU) har indrømmet at have løjet for parlamentet, vil FDP fortsætte samarbejdet. Et nyvalg vil betyde, at partiet havner i opposition. Denne plumpe magtkalkyle skader partiet i Slesvig-Holsten, der gerne vil være det lovlydige alternativ til CDU.

Bilfri dag bliver frivillig
*Dansk Metal har truet med at ville afkræve Jens Kramer Mikkelsen et astronomisk beløb i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis den bilfri dag gennemføres fredag den 22. september. Argumentet er, at medlemmer af Metal angiveligt ikke er i stand til at komme på arbejde uden deres bil, og forbundet har ingen tiltro til, at den kollektive trafik kan klare presset på en bilfri dag.
Men da den bilfri dag efter planen kun skal omfatte det indre København, er det kun et meget begrænset antal metalarbejdspladser, der vil blive berørt - og som i givet fald nemt kan nås med offentlige transportmidler, anfører Danmarks Naturfredningsforenings direktør, Lone Johnsen, der beskylder Dansk Metal for at danne alliance med billobbyen i Trafik Forum med det klare politiske sigte for enhver pris at sikre privatbilismen.
Kontorchef Carsten Mai-Jørgensen fra Overborgmesterens Sekretariat har nu meddelt, at"det er tanken, at den bilfri dag kommer til at bygge på et frivilligt princip i stil med en alkoholfri uge eller en røgfri dag."

Kritik af DF's brug af kristendommen
*Kristeligt Folkepartis formand Jan Sjursen tager kraftig afstand fra Dansk Folkepartis brug af kristendommen i angrebet mod muslimske indvandrere. "Partiet holder den kristne fane højt, når de skal bruge den til at dunke muslimer i hovedet. På den måde kommer kristendommen til at agere løftestang for det bagvedliggende budskab: 'Vi kan ikke lide udlændinge, der ikke er ligesom os'," siger han. "Det er tankevækkende, at Dansk Folkeparti i den grad lægger op til, at alle vore egne dårligdomme er 'de andres' skyld. Årsagen til sædernes forfald og ubehagelige tendenser kan hver gang henlægges til 'dem', imens danskerne bliver pålagt en kollektiv offerrolle, fordi det Morten
Korch'ske samfund er blevet taget fra os," siger Sjursen.

Bush vinder tynd sejr i Delaware
*George W. Bush kunne tirsdag med 51 pct. af stemmerne indkassere en tvivlsom sejr ved det republikanske primærvalg i delstaten Delaware. Politiske iagttagere var nemlig ikke sene til at fortælle Bush's fløj, at den sejr ikke er meget værd, når Bush's værste konkurrent John McCain indkasserede 25 pct. af stemmerne - uden over hovedet at have ført kampagne i Delaware. På tredjepladsen kom den stenrige udgiver Steve Forbes med 20 pct., og denne placering fik onsdag hans kampagneledere til at afsløre, at Forbes torsdag officielt trækker sig.

Information retter
*I gårsdagens artikel om nedskæringer på Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, var der desværre røget noget ud af formanden for Danmarks Forskningsråd, Søren Isaksens, citat. Der skulle have stået: "Hvis politikerne følger anbefalingen, har i hvert fald den forrige nedskæringsrunde været sund for fakultetet, fordi man har skabt plads til en fornyelsesproces blandt forskerne og inden for forskningsområderne."
Vi beklager!red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her