Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

1. februar 2000

Domstol støtter Pinochet-exit
*En britisk domstol støttede mandag den britiske regerings beslutning om at sende Augusto Pinochet hjem til Chile, fordi den tidligere chilenske diktator helbredsmæssigt vurderes til at være ude af stand til at klare en retssag.
Men allerede kort tid efter at kendelsen var offentliggjort, blev scenen sat for endnu en juridisk kamp. Belgien, den internationale menneskerettighedsorganisation Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer sagde nemlig, at de ville appellere kendelsen fra den britiske domstol.

S fortsætter nedturen
*Socialdemokratiets nedtur i meningsmålingerne vil tilsyneladende ingen ende tage. Ifølge Gallups Politiske Indeks den 28. januar, står socialdemokraterne til at få 24,0 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu. Det svarer til, at partiet mister 20 af de 63 mandater, som Socialdemokratiet opnåede ved valget i 1998. Det Radikale Venstre går også tilbage i Gallup-målingen i forhold til den sidste måling. Med 4,2 procent af stemmerne vil de radikale dog beholde de syv mandater, som partiet har i dag.
I målingen, der er foretaget fra den 21.-27. januar, får Venstre, konservative og Dansk Folkeparti tilsammen tilslutning fra 51,7 procent af stemmerne. Mens de konservative og Dansk Folkeparti ligger nogenlunde uforandrede med henholdsvis 7,8 og 15,7 procent af stemmerne, går Venstre frem fra 26,4 til 28,2 procent og er dermed landets største parti.

USA bomber det nordlige Irak
*Jagerfly fra USA gennemførte mandag angreb på det nordlige Irak, efter at irakiske styrker havde affyret antiluftskyts mod amerikanske patruljefly over flyforbudszonen over den nordlige del af Irak, oplyste amerikansk militær.
Ifølge meddelelsen vendte patruljeflyene sikkert tilbage til deres base i det sydlige Tyrkiet.
Efter golfkrigen i 1991 blev der oprettet flyforbudszoner over det nordlige og sydlige Irak, angiveligt for at beskytte nationale mindretal i områderne.
Irak har aldrig anerkendt flyforbudszonerne.

Soldat skal 30 dage bag tremmer
*30 dages hæfte. Det blev straffen mod en 26-årig tidligere soldat i den Danske Internationale Brigade (DIB), fordi han sidste år udvandrede fra Oksbøl-lejren, hvor han som en del af den danske Kosovo-styrke forberedte sig på at blive udsendt.
Dommen faldt mandag ved retten i Vordingborg og ligger på linie med de andre domme mod DIB-soldater for ulovlig udeblivelse.
Syv soldater er blevet idømt fra 10 til 40 dages hæfte, mens kun én er sluppet for frihedsstraf.

Skrappere krav til slam
*Fra den 1. februar 2000 bliver der stillet skrappere krav til slam fra rensningsanlæg, der spredes ud på markerne. I en ny slambekendtgørelse bliver grænserne for, hvor meget kvælstof, tungmetal og nonylphenol der må være i slammet, sat ned.
Hovedårsagen til de skrappere regler for slam er et ønske om nedbringe mængden af kvælstof, der må spredes ud på markerne.
Doseringen af kvælstof reduceres fra 250 til 210 kilo pr. hektar pr. år og bliver senere sænket yderligere til 170 kilo pr. hektar pr. år.
Derudover indføres der løbende kontrol af, hvor meget tungmetal, der er i slammet, inden det viderebehandles i komposteringsanlæg, slammineraliseringsanlæg med videre.

Cyklister øger sikkerheden
*Det er helt galt, hvis forældre begynder at køre deres børn i skole i bil i stedet for at lade dem cykle. Jo færre cykler, der er, des farligere bliver det at cykle, og derfor er det mest sikkert for den enkelte cyklist, jo flere cykler der er på gader og veje.
Årsagen til, at cyklisterne er med til "at sikre" hinanden er, at alle bliver mere opmærksomme, når der er mange cykler på vejene.
Det siger trafikforsker Søren Underlien Jensen, Vejdirektoratet.
"En ensom cyklist på en vejstrækning er mere udsat for at blive involveret i uheld, end hvis der er 10 cyklister på samme strækning," siger Søren Underlien Jensen.

169 frygtes omkommet
*Redningsfolk i Elfenbenskysten indstillede mandag aften eftersøgningen af overlevende efter et fly fra Kenya Airways, der søndag styrtede ned i havet kort efter at være lettet fra det vestafrikanske land. 10 mennesker overlevede, mens 169 frygtes omkommet. Passagerflyet styrtede ned efter afgangen fra Elfenbenskystens hovedstad, Abidjan.

Udlænding kvæstet efter overfald
*En udlænding blev mandag aften tæsket med jernstang og angrebet af en pitbull-terrier, da en mand med racistiske motiver overfaldt ham. Udlændingen blev reddet, da et vidne resolut kørte hunden over med sin bil og derefter pressede voldsmanden op mod et hegn med bilen.
Overfaldet skete på Vestbuen i Ballerup, da udlændingen - der var på vej til kursus - blev stoppet af gerningsmanden, der krævede at han skulle "skrubbe hjem". Herefter gik gerningsmanden amok og begyndte at slå løs med en lang jernstang, mens han beordrede sin pitbull-terrier til at angribe udlændingen.
Et vidne til overfaldet greb ind ved at køre sin bil op på fortorvet, hen over hunden og derefter ind i voldsmanden, som blev presset op mod et hegn. Det lykkedes dog for gerningsmanden at stikke af med sin kvæstede hund. Den overfaldne udlænding blev herefter kvæstet kørt på hospitalet af vidnet, oplyser politiet i Ballerup, der efterlyser vidner.

To israelske soldater dræbt
*To israelske soldater blev mandag dræbt og fem såret, heraf to alvorligt, ved et Hizbollah angreb mod det israelsk-besatte sydlige Libanon, sagde libanesiske sikkerhedskilder.

Når lokummet brænder
*En 35-årig kvinde fra Manchester i Midtengland måtte ty til brandvæsenets hjælp for at slippe fri fra en toiletkumme.
Kvinden havde bragt sig i den uheldige situation, da hun under ophængning af gardiner havde stillet sig på kanten af toilettet.
Pludselig smuttede hendes ene fod og havnede i vandlåsen. Held i uheld for for den 35-årige var, at hun havde en mobiltelefon på sig og dermed kunne ringe efter hjælp.
Det tog brandmændene fra Manchester 22 minutter at frigøre kvinden, og en af dem erkendte, at det var en af de mere usædvanlige opgaver.

Albright opfordrer Rusland til dialog
*USA's udenrigsminister, Madeleine Albright, sagde i går, at USA vil presse på for, at Rusland finder en politisk løsning på krigen i Tjetjenien.
Albright ankom mandag til den russiske hovedstad til et tre dage langt besøg. Ud over deltagelse i den multilaterale mellemøst-konference vil besøget indeholde det første møde på højt niveau mellem den amerikanske ledelse og Ruslands fungerende præsident, Vladimir Putin, siden han nytårsaften efterfulgte Boris Jeltsin.
"Rusland isolerer sig selv fra det internationale samfund som en konsekvens af Tjetjenien," sagde den amerikanske udenrigsminister til journalister i flyet på vej til Moskva.
Ifølge Albright er den "eneste løsning en politisk dialog", og hun understregede, at USA's regering vil anvende et meget klart sprog i samtalerne med den russiske ledelse. Den amerikanske udenrigsminister udtrykte dog på samme tid forståelse for Ruslands bekymring for terroraktioner. Den russiske ledelse afviste mandag, at landet er ved at blive isoleret på grund af krigen i Tjetjenien.
"Manglen på vestlig forståelse skyldes utilstrækkelig information om det tjetjenske regime," lød kommentaren fra Sergej Jastrsjembskij, den russiske regerings hovedtalsmand i spørgsmål om Tjetjenien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her