Læsetid: 6 min.

OVERBLIK

24. februar 2000

Nyrups store flyttedag
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) omdannede i går regeringen. Den største overraskelse er, at den tidligere EU-kommissær Ritt Bjerregaard er tilbage i dansk politik og fremover skal være fødevareminister.

Statsborgerskab kan ikke annulleres
*Efter at have gransket reglerne konkluderer Justitsministeriet nu, at det ikke kan lade sig gøre at tilbagekalde det danske statsborgerskab, som man allerede har tildelt en ung tidligere statsløs palæstinenser.
Den 21-årige mand fik i november dansk statsborgerskab til trods for, at han forinden var dømt til udvisning efter et røveri.
Det var Fyns Statsamt, der bevilgede statsborgerskabet efter de daværende regler om, at indvandrere mellem 18 og 23 år, der har boet i Danmark i 10 år, kunne få dansk statsborgerskab, hvad enten de var straffede eller ej.
Da sagen kom frem, mente Justitsministeriet, at personer, der er dømt til udvisning, ikke kunne få dansk indfødsret, så domstolens afgørelse blev sat ud af kraft.
Men efter at have set nærmere på reglerne og fået Kammeradvokatens vurdering, er ministeriet nu kommet frem til, at der ikke er grundlag for at tilbagekalde statsborgerskabet.
Folketinget har, siden den aktuelle sag kom frem, strammet reglerne.

Justitsminister vil ændre navnelov
*Justitsminister Frank Jensen (S) vil med en ændring af navneloven give indvandrere mulighed for at skifte deres efternavn ud med et mere dansk-klingende navn, f.eks. Hansen eller Jensen.
Med ændringen af navneloven vil justitsministeren begrænse beskyttelsen af efternavne, skriver Kristeligt Dagblad
"Vi må passe på, at vi ikke med vores lovgivning blokerer for mennesker, som har et ønske om at blive hurtigere integreret i vort samfund, og hvis de selv føler, at de kan blive det ved at antage et andet slægtsnavn, må juraen ikke stå i vejen for det, medmindre andre hensyn taler derimod," hedder det i et svar som Frank Jensen har sendt til folketingsmedlem Kristian Jensen (V).

Opposition boykotter valg
*Hvideruslands oppositionspartier sagde tirsdag lokal tid, at de vil boykotte republikkens kommende valg til oktober.
De i alt ni partier sagde, at det skete i protest mod det "anti-demokratiske" valgsystem, som de kaldte en "valgmæssig farce", med "forudbestemt resultat".
De protesterer især over, at det nuværende valgsystem minimerer politiske partiers rolle til fordel for enkeltkandidater. Det giver, ifølge oppositionen, regeringen mulighed for at begå valgsvindel.
Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko sagde tirsdag, at han vil forsøge at komme i dialog med oppositionspartierne, men at det ikke kunne ske, før de anerkendte Hvideruslands forfatning fra 1996.

Greenspan varsler rentestigning
*For anden gang på en uge antyder USA's centralbankchef, Alan Greenspan, muligheden for, at bankens toneangivende rente endnu engang bliver sat op.
Ifølge Greenspan kan det blive nødvendigt at sætte renten op på det næste møde i centralbankens pengepolitiske udvalg den 21. marts for at hindre en overophedning af USA's sprudlende økonomi.
I sin halvårlige tale til Senatets bankudvalg onsdag understregede Greenspan, at de fire amerikanske renteforhøjelser siden juni sidste år ikke er tilstrækkelige til at holde USA-inflationen i skak.

Øl på plast er bedre for miljøet end glas
*Carlsbergs meget omdiskuterede ølflaske af plastik er mere miljøvenlig end den genopfyldelige glasflaske.
Det viser Miljøministeriets seneste tal. Plastikflaskens overflade er nemlig glattere og derfor nemmere at vaske ren.
Det betyder, at man skal bruge væsentligt mindre opvaskevand og i sidste ende mindre energi.
Miljøministeriet gør dog opmærksom på, at den effekt kan aftage, efterhånden som flaskerne bliver slidte.
Først om to år har man et fuldstændigt overblik over plastik-flaskens miljøvenlighed.

MD Foods aftale var ulovlig
*En aftale mellem MD Foods og en mindre detailhandelskæde om levering af mælk og fedtstoffer er ulovlig. Det fastslog Konkurrencestyrelsen onsdag. Ifølge Konkurrencestyrelsen havde MD Foods indgået en treårig aftale med detailkæden gældende fra den 1. januar 1999. Kæden forpligtigede sig til kun at forhandle konsumprodukter og fedtstoffer fra MD Foods og ville efterfølgende modtage en bonus. Men den aftale strider mod konkurrenceloven, mener Konkurrencestyrelsen. MD Foods ændrede aftalen allerede i november, efter sagen var blevet omtalt i en tv-udsendelse. Men hidtil har MD Foods ikke ment, at aftalen var ulovlig. Konkurrencestyrelsen slår fast, at MD Foods har en dominerende stilling på det danske marked med en markedsandel på over 90 procent MD Foods har en lang række individuelle aftaler om levering af mejeriprodukter.
Alle aftaler er nu gennemgået af Konkurrencestyrelsen.

Fredsmægler tager ikke til Nordirland
*Den amerikanske fredsmægler George Mitchell har afvist, at han vil vende tilbage til Nordirland for at puste nyt liv i den skrantende fredsproces.
"Jeg er simpelthen nødt til at bruge tid på min familie og min forretning. Jeg er jo nødt til at arbejde for at få det til at hænge sammen," forklarede Mitchell i et radiointerview fra Chicago til den irske RTE-radiostation.
Det tidligere medlem af USA's senat hjalp til med at forhandle Langfredagsaftalen fra 1998, der satte de stridende protestanter og katolikker i Nordirland på kurs mod freden via magtdeling under et nyoprettet selvstyre.
Den 66-årige advokat Mitchell vendte sidste år tilbage for at deltage i 11 ugers intensive forhandlinger, der endte med oprettelsen af det historiske parlamentariske selvstyre - det er nu suspenderet.
Og som så ofte før synes udsigten til varig fred i Nordirland meget tåget.

Ny mand i spidsen for DR's TV-UHA
*Tv-produceren Jan Frifelt bliver ny chef for underholdningsafdelingen i DR TV. Han efterfølger Peter Herforth, der forlod sin post i januar i protest over ledelsens planer om at lukke underholdningsafdelingen, TV-UHA. Den nye chef, 45-årige Jan Frifelt, har arbejdet i DR siden 1979. Jan Frifelt har i sin tid på DRproduceret programmer som Husk lige tandbørsten, Superchancen og Melodi Grand Prix.

'Storbritanniens skæbne ligger i Europa'
*"Storbritanniens relationer med Europa har alt for ofte været ambivalente eller neutrale. Jeg mener faktisk, at den britiske tøven i forhold til Europa har været et af mit lands største fejltagelser i efterkrigstiden," sagde Tony Blair i en tale i går i den belgiske by Gent. Nylige meningsmålinger viser, at et stort flertal af briterne er modstandere af britisk deltagelse i den fælles valuta, ØMUen. Ifølge Blair er hans regering i princippet tilhænger af britisk deltagelse fælles mønt. "I praksis skal de økonomiske vilkår være rigtige. Og folket vil få det sidste ord i en folkeafstemning", tilføjede Tony Blair.

NATO sender flere soldater til Kosovo
*NATOs troppestyrke i Kosovo er utilstrækkelig, og en anmodning fra militære ledere om hurtige forstærkninger er blevet mødt med velvilje af militæralliancen, sagde en højtstående militær embedsmand onsdag i NATO's hovedkvarter i Bruxelles.
"NATO har ikke de nødvendige styrker i Kosovo. Vi har anmodet om forstærkninger, og anmodningen har fundet opbakning," sagde embedsmanden Reuter.
Ifølge embedsmanden har NATO kun 30.000 soldater i Kosovo i forhold til den planlagte styrke på 49.000 mand i den fredsbevarende KFOR-styrke.
Tidligere onsdag blev soldater fra den internationale KFOR-styrke i Kosovo i pansrede mandskabsvogne angrebet med sten og flasker fra en gruppe unge mænd i den serbiske del af den etnisk delte by Mitrovica, mens franske soldater blev beskudt få kilometer nord for byen.
Ingen fra den fredsbevarende styrke kom noget til under angrebene, forlød det i medierapporter fra området.
Samtidig meddelte den makedonske hær onsdag, at man på baggrund af den seneste uro i Kovoso havde øget beredskabet de seneste dage.
- Vores grænsekontrol er blevet hyppigere og vagten er blevet forstærket. Der kan let opstå situationer på den anden side af grænsen, som kan komme ud af kontrol, sagde en militær talsmand til Reuter.
Rapporterne om de nye fjendtligheder i Mitrovica kommer efter, at amerikanske, franske og britiske soldater onsdag morgen indledte en overraskende våbeneftersøgning tidlig morgen. Adskillige er blevet tilbageholdt efter våbenfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her