Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

23. februar 2000

Kaffe og blodprøver i Himmerland
*43 mænd med slægtsrødder i Himmerland mødtes i går eftermiddag på Rold Gammel Kro til kaffe og blodprøver. Mændene lod sig DNA-teste for at løse et af historiens mysterier - om der er slægtsbånd mellem Cimbri-folket i Norditalien og de kimbrere, der 120 år før Kristi fødsel forlod Jylland og drog hærgende gennem Europa for at slå sig ned i Norditalien. Det er universitetet i Ferrara syd for Verona, der har taget initiativ til projektet. Det praktiske arbejde med at finde mændene har Vesthimmerlands Museum i Aars stået for.

Flere russiske luftangreb i Tjetjenien
*Ruslands luftvåben fortsatte i går angrebene på tjetjenske oprørsstillinger i Tjetjeniens bjerge og har siden mandag gennemført flere end 150 enkelttogter, rapporterer nyhedsbureauet Interfax med henvisning til den russiske overkommando uden for hovedbyen Grosnij.
Samtidig har den russiske regering afvist at lade FN's højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, besøge Tjetjenien. Det meddelte hendes talsmand, Jose Diaz, i går i Geneve.
Det sker, efter at Robinson i sidste uge opfordrede Ruslands regering til at lade internationale iagttagere besøge udbryderrepublikken for at undersøge angivelige grusomheder, begået af russiske styrker.
De internationale hjælpeorganisationer og de russiske myndigheder frygter nye uroligheder i Tjetjenien i forbindelse med 56 års dagen onsdag for Stalins tvangsforflyttelse af tjetjenere til Centralasien i 1944. Frygten er så stor, at russerne har forbudt enhver form for trafik internt i republikken, hvilket har fået hjælpeorganisationerne til at protestere, fordi de ikke har mulighed for at transportere forsyninger rundt i selv i de områder, de har adgang til.

VK-nej til at afslutte Østrig-sag nu
*Hverken Venstre eller Konservative vil være med til at få afsluttet Østrig-sagen med en folketingsbeslutning om, at regeringen aldrig må træffe vidtrækkende udenrigspolitiske beslutninger uden først at rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn.
Ideen kommer ifølge Politiken fra Enhedslisten og SF. De to partier forestiller sig, at grundlovens bestemmelse om, at regeringen skal rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn før "enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde" skal suppleres med en vedtagelse om, at hvis der i en international sag ikke er tid til denne rådføring, skal regeringen tage forbehold for, at nævnet efterfølgende skal godkende dens beslutninger.
Statsministeren ville i går ikke kommentere venstrefløjens forslag.
Han henviste til, at han i dag vil besvare flere spørgsmål om Østrig-sagen i folketingssalen og torsdag mødes med Udenrigspolitisk Nævn.

Kun få bankkunder prutter om renten
*De danske bankkunder er naive og tror, at banken giver dem den bedste rente. Kun få prøver at prutte renten ned, skriver Aktuelt på baggrund af en undersøgelse foretaget af Finansrådet.
Undersøgelsen viser, at 65 procent af bankernes kunder aldrig har prøvet at forhandle om rentesatsen på et lån. 33 procent svarede, at det har de gjort - og 84 procent af dem opnåede en ændring af rentesatsen.

Flertal for norsk EU-medlemskab
*Tilhængerne af norsk medlemskab af EU har et lille flertal i befolkningen, viser en meningsmåling, gennemført af meningsmålingsinstituttet MMI for Dagbladet og NRK, Norges radio. Ifølge meningsmålingen går 42 procent ind for norsk EU-medlemskab, mens 40 procent er imod.
Ja-siden har ikke haft flertal siden januar sidste år.
Ja-sidens fremgang skyldes i høj grad, at flere har taget standpunkt. 18 procent svarer nu "ved ikke", og det er to-tre procentpoint lavere end hidtil. 935 vælgere blev spurgt.

Nordirsk leder på besøg i USA
*Lederen af Nordirlands største protestantiske parti, David Trimble, mødtes mandag med præsident Bill Clintons sikkerhedsrådgiver Sandy Berger i Det Hvide Hus for at diskutere, hvordan der atter kan sættes skub i den nordirske fredsproces. Inden mødet pointerede Trimble, at det var op til den Den Irske Republikanske Hær, IRA, at sætte skub i fredsforhandlingerne.
Storbritannien suspenderede for ti dage siden Nordirlands selvstyre, fordi IRA flere gange overskred tidsfrister for at finde en aftale om aflevering af organisationens åben og sprængstoffer.

Fire lande vil stadig have Pinochet
*De fire lande, som har anmodet om at få udleveret Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet, Belgien, Spanien, Frankrig og Schweiz, synes opsatte på at fortsætte deres kampagne for at få Pinochet udleveret til retsforfølgelse.
En belgisk dommer konkluderede i går, at Pinochet er egnet til retsforfølgelse for torturanklager, men har samtidig bedt de britiske myndigheder om yderligere lægetjek af Pinochet, sagde en belgisk talsmand tirsdag aften ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Det samlede billede er, at de fire landes myndigheder udbeder sig yderligere oplysninger, eller de afviser påstanden om, at Pinochets helbredstilstand er til hinder for, at han kan retsforfølges.
En domstol i London afgjorde for nyligt, at de fire lande skulle have kendskab til rapportens indhold.

Irsk radio: IRA's udspil eksisterer ikke
*Den Irske Republikanske Hær (IRA) afviser presseforlydender om, at den har tilbudt at indlede aflevering af sine våben, hvis den britiske hær trækker sig ud af Nordirland og lukker de britiske militærbaser i provinsen, oplyser den irske statsradio RTE.
RTE oplyser, at IRA, der for tiden opretholder en våbenhvile i sin kamp mod britisk styre i provinsen, siger, at rapporter om IRA-forslag til våbenaflevering er ukorrekte.
IRA har derimod trukket et tidligere tilbud om at lægge våbnene "bag sig" tilbage, hvilket har skabt frygt for, at den katolske undergrundshær står foran at ophæve dens to år gamle våbenhvile.

EU-dom rammer apoteker på pungen
*Danskerne skal have mulighed for at købe udenlandsk medicin på Internettet med tilskud fra den danske stat.
Det er ifølge Børsen konsekvensen af en EU-dom, som rammer de danske apoteker. Ca. 60 procent af den samlede lægemiddelomsætning lå i 1998 på receptpligtig medicin med tilskud, hvilket svarer til lidt over fem mia. kr.
Amerikanerne, der allerede har åbnet de første internetapoteker, spår at medicinmarkedet bliver nettets næste store detailboom.

WTO-forhandlinger går videre
*Kina og EU tog i går hul på anden dag af forhandlingerne om Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen WTO. EU-delegationen mødtes igen med Kinas vicehandelsminister for at diskutere forsikringer og mobiltelefoner. Forhandlingerne mellem Kina og EU har stået stille i 13 år og har været en af årsagerne til, at Kina endnu ikke er blevet medlem af WTO. Kina skal have aftaler på plads med alle WTO-medlemmer inden landet kan optages i organisationen.

Barak: Soldater bliver i Jerusalem
*Israels premierminister Ehud Barak sagde ifølge en lokalradio i Jerusalem mandag til den palæstinensiske leder Yasser Arafat, at der ikke kan være tale om at tilbagetrække israelske soldater i og omkring Jerusalem. Barak understregede, at der "under ingen omstændigheder kan blive tale om at overlevere noget som helst land i Jerusalem-området til palæstinenserne".

Mindst 70 dræbt i Colombia
*I det nordlige Colombia er mindst 70 mennesker blevet dræbt i de seneste døgn under kampe mellem landets militær og partisaner, udtaler chefen for Colombias statsanklagerkontor, Pablo Elías González. Kampene begyndte i midten af sidste uge i området mellem de to provinser Sucre og Bolívar. Ligsynsfolk fra anklagekontoret er i øjeblikket i gang med at grave nogle brønde op i Bolívar-området, efter at de lokale indbyggere har begravet flere af ofrene der.
González tilføjede, at der flere andre steder i landområderne er større grupper af dræbte, hvoraf en del af dem enten tilhører partisanbevægelsen FARC eller er medlemmer af det paramilitære AUC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her