Læsetid: 2 min.

Pallesen-budding

29. februar 2000

Opskriften på en træfsikker klassiker-dessert, der skælver og fjumrer - og udkonkurrerer enhver skrub-af-suppe. Eller hvordan Folketeatrets 'Genboerne' måske er blevet til

Teater
1. Udvælg en af de kaloriefattige fra De Sjældne Klassikere, som ingen andre ville drømme om at spille.
2. Læg den på en stenplade eller under emhætte og nærlæs den hurtigt uden at få distraherende, nutidige sceniske visioner.
3. Bestil straks en kukkasse-scenografi i pap med malede billeder på væggen og praktikantvenlig lyssætning. Skaf nogle kostumer 'fra dengang', men lad bare parykkerne være de billige polyester. Tilsæt konserveringsmiddel, og lad hænge et par måneder.
4. Grib ned i castingskuffen under 'morsom' og vælg en stjerneskuespiller, som vil overraske publikum i hovedrollen. (Det er ham, der skal sælge billetterne.) Sæt hans sind i boblende kog i seks uger, men giv ham kun én kropsholdning til at reagere med, f.eks. at knække i knæene og svaje voldsomt bagover samtidig, mens den ene arm hænger dødt ned langs siden. Tilsæt karakteristisk, sødt krydderi, f.eks. ved at lade ham tale forfjamsket eller usammenhængende hele tiden - og lad ham så folde sig ud efter egen natur.
5. Hyr en kapelmester, der kan få de gamle melodier til at langtidshæve, så de spilles med troværdig klimprelyd af minimal besætning.
6. Lad så skuespillerne til hovedparrene tø op - to pæne og to frække - hvoraf mindst en af mændene kan synge. Lad dem småsnurre med rollehæfterne en-to dage og frys dem så ned igen, direkte i skabelonerne til deres umiddelbare tolkninger.
7. Svits det totale ensemble kort og praktisk gennem prøver, hvor en passende lethed opnås ved mottoet: Hurtigt skal vi tale - hvis nogen skal betale.
8. Pep tilfældige ingredienser op med iøjnefaldende farver og overraskelser. F.eks. kostumer til kvinderne i Barbie-farver eller tegneserie-snit. (Så kan forestillingen jo også præsenteres som en moderne klassiker-opsætning.)
9. Si de allerkedeligste scener fra og lad dem foregå i dobbelttakt af de andre. Hæld dem så tilbage i forestillingen, sammen med alt det forberedte, premiere-nerver og geléringsmiddel.
10. Hæld ud på et sølvfad og lad stivne. Pynt med klichéfagter og åbne munde. Afhold premiere med skælven og fjumren og stort smil. Aftal med tæppetrækkeren, at jo mindre publikum klapper, desto flere gange bør tæppet gå op.
Og se så, om tilskuerne ikke styrter ud af teatret - mere klassikermætte end de selv troede det muligt.

*'Genboerne' fra 1844 af Jens Christian Hostrup. Musik: Melodier af bl.a. Bellman, du Piuy, Rung og Krøyer. Instruktion: Preben Harris. Scenografi: Nina Schiøttz. Kapelmester: Bodil Heister.
Skuespillere:
Løjtnant von Buddinge: Per Pallesen. Klint: Rune Elers. Basalt: Jesper Vigant. Madsen: Max Hansen. Smidt: Hans Henrik Voetmann. Madam Smidt: Gitte Siem. Rikke: Anne-Grethe Bjarup Riis. Amalie: Mette Marckmann. Jerusalems skomager: Holger Perfort.
Desuden:
Jesper Asholt, Dan Zahle, Thomas Vilstrup, Hermes Arthur Hjort, Brian Helmer Jensen, Peter Krag, Ulrik Mølgaard Nielsen, Kasper Olsen, Rasmus Fruergaard Petersen.
Musikere:
Niels Erik Clausen, Ida Bauer, Tine Jensen, Søren Barfoed, Maria Sook Garmark, Annemette Nielsen. Folketeatret til 29. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her