Læsetid: 1 min.

Permanent krigsforbryderdomstol på vej

17. februar 2000

Det internationale samfund gearer i slowmotion op til mere effektiv retsforfølgelse af folkemordere

I de her år formindskes chancen for at slippe ustraffet fra eksempelvis folkemord, tortur af politiske modstandere eller massevoldtægter. Menneskerettighedsgrupper og andre NGO'er har fået vind i sejlene til deres krav om retsforfølgelse af forbrydelser mod menneskeheden, og en permanent, international straffedomstol er på vej.
I 1998 var der på et internationalt møde i Rom tilslutning til, at man i stedet for at nedsætte tidsbegrænsede FN-domstole (som det er tilfældet med domstolene for Bosnien og Rwanda) skulle oprette en permanent FN-domstol (ICC). På den måde vil man slippe for med folkerets-eksperten Frederik Harhoffs ord "at starte forfra hver gang". Eksempelvis har domstolen for Rwanda, der har til huse i Arusha i Tanzania, begyndt helt fra bunden af med at leje en bygning, indkøbe computere, anskaffe biler og så videre.
Oprettelsen af ICC har imidlertid lange udsigter, og det kan nemt først ske i år 2003 eller senere. Først skal 60 lande ratificere traktaten om oprettelsen, og det har kun seks lande gjort hidtil. Italien er det eneste europæiske land, som har godkendt traktaten om oprettelsen. I Danmark ventes forslaget ifølge en velinformeret kilde fremsat i Folketinget i marts, og der håbes på ratifikation i år. Det tager så lang tid med godkendelsen, fordi ratifikations-landene skal ændre på deres respektive straffe- og retsplejelove, så lovene bliver i overensstemmelse med de 128 paragraffer i traktaten fra Rom.
Store lande lande som USA, Kina og Indien har ikke underskrevet traktaten. Den amerikanske hovedindvending er, at man ikke vil risikere, at lande, hvori amerikanske soldater bliver udstationeret, kan bringe useriøse og politisk motiverede anklager for krigsforbrydelser ved ICC. For eksempel at Jugoslavien indbrager USA og de andre NATO-lande for en permanent domstol for deres bombninger under Kosovo-krisen. De andre modstandere af traktaten bruger også suverænitets-afgivelse som argument mod traktaten fra Rom. Kinas modstand skyldes angiveligt, at man ikke ønsker indblanding i, hvad der foregår i Tibet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu