Fra Grasten til Trier, de fleste danske filminstruktører og producenter tester deres film med publikum på. Hvorfor og hvordan, har vi spurgt en lille håndfuld garvede branchefolk
Filmtest
Falder talen på testkørsler af spillefilm, kommer de fleste nok til at tænke på rædselsvækkende historier fra den amerikanske filmindustri, hvor man i mange år har brugt lukkede testvisninger som et værktøj til at skræddersy filmene, så de rammer det størst mulige publikum og derved sikrer en stor indtjening.
Filmene bliver vist for et nøje udvalgt publikum, der efterfølgende udfylder et gennemarbejdet spørgeskema, som filmens producent så kan bruge til at vurdere filmens publikumsmæssige potentiale udfra.
Indlysende kan en tommelfinger nedad fra testpublikummet i forhold til filmens overordnede tone eller slutning f.eks. resultere i, at filmen - med eller uden instruktørens samtykke - bliver klippet eller optaget om.
Det skete med Terry Gilliams fremtidsdystopi Brazil, der af testpublikummet blev fundet for dyster og slutningen for nedslående og siden blev klippet om af filmstudiet.
Heldigvis fik Gilliam efter en lang og udmattende kamp, hvor studiet bevidst forsinkede filmens premiere, lov til at sende sin egen version ud i biograferne - med rimelig økonomisk og kritisk succes til følge.
Testkørsler er også et værktøj, som den danske filmbranche i stadig højere grad benytter sig af. Fra Regner Grasten til Lars von Trier - de fleste tester deres film, inden de sendes ud i biograferne, og i Filminstituttets nye lanceringsplan, der skal hjælpe danske distributører med at blive bedre til at markedsføre deres film, indgår en testkørsel som et tilbud side om side med økonomisk støtte til selve lanceringen.
For instruktørens skyld
En instruktør, som insisterer på at testvise sine film, er Lars von Trier, der egenhændigt udformer de omfattende spørgeskemaer, som f.eks. hans seneste film, musicalen Dancer in the Dark er blevet vurderet efter.
"Lars går meget op i, om hans film bliver forstået," fortæller Zentropas Vibeke Windeløv, der er Triers faste producent og ikke særligt interesseret i testkørsler. "Der er visse ting, hvor jeg siger, 'op i røven om publikum forstår det, det er sgu ligegyldigt!' Nej, det er fandeme ikke ligegyldigt, de skal sgu vide, hvad der foregår. Det er bestemt en instruktør-testkørsel, ikke en producent-kørsel."
"Og," slutter Windeløv, "jeg tror, at man her på Zentropa er præget af, at Lars altid har været så enormt åben omkring det og helt ubange i forhold til at få kritik."
Som et led i et stort, forkromet lanceringsfremstød, er man på Filminstituttet fornylig begyndt at tilbyde testkørsler som led i en generel test af en films markedsføring.
"Hvis du om en given film kan sige, at en eller anden målgruppe responderer bedre end en anden, og der måske er en højere anbefalingsrate i den målgruppe, så er det klart, at man sætter sin umiddelbare markedsføring ind mod den gruppe," forklarer lanceringschef Jimmy Bredow, der er positivt overrasket over den store respons, instituttet har fået fra danske producenter.
"Vi havde egentlig forventet modstand, men der er en del producenter og distributører, som har henvendt sig omkring test af film, hvor vi simpelthen har skønnet, at det har været overflødigt med de pågældende film, hvorfor vi har sagt nej til det. Og det havde vi bestemt ikke forudset," forklarer Bredow og konkluderer, at det handler om at fastlægge en strategi fra film til film, og gøre det på filmenes egne præmisser.
På fornemmelsen
Producent Regner Grasten har testet alle sine film siden Op på fars hat i 1984, men han har ikke formaliseret sin brug af testkørsler - publikum udvælges på slump, og han bruger ingen spørgeskemaer.
"Det er min helt klare fornemmelse, at den danske kultur ikke er gearet til spørgeskemaer," forklarer Grasten. "Du må ikke sætte folk i en anmeldersituation, for folk, der ikke - som jer, der anmelder på aviserne - er professionelle, føler, at de skal lege anmeldere. Og det er jo ikke det, vi vil have. Vi vil have, at de oplever."
Derfor tror Regner Grasten også mest på at føle stemningen i salen, mens publikum oplever filmen første gang.
"Testkørsler virker, men kun på fornemmelser," mener han. "Det er vigtigst at mærke stemningen i salen, og det afgørende er, at det er filmens sjæl, vi viser. Det er den helt nøgne film, uden lydeffekter. Den er ikke mixet, og billedet ser ud ad helvede til. Hvis den fungerer på det stadie, så er den sgu i orden."
Michael Obel fra Thura Film, der bl.a. har produceret Ole Bornedals Nattevagten - både den danske og den amerikanske version - var en af de første til at bruge den mere planlagte, amerikanske model for testkørsler, da han i 1994 skulle sende Nattevagten ud i biograferne.
"Vi gjorde det, fordi vi kom med noget nyt," fortæller Obel. "Det at lave en thriller i Danmark, var der ikke nogen, som havde prøvet før. Så vi var lidt usikre på, ikke om vi skulle lave filmen, men lidt omkring hvor uhyggelig filmen kunne være, og hvad folk i det hele taget syntes om filmen."
"Hvor uhyggelig den kunne være, havde noget at gøre med, hvordan man klippede den. Og hvad de syntes om den, havde noget at gøre med, hvordan man lancerede den."
Forsigtighed
For Thomas Heinesen, der var producer på Susanne
Biers kanon-succes Den eneste ene, er det meget vigtigt, hvad man spørger publikum om, og det har igen at gøre med, hvilken film det er, man laver.
"Eftersom vi lavede en komedie, så spurgte vi klart mest til karaktererne," forklarer han om processen med Den eneste ene.
"Hvad de syntes om de forskellige personer, om de var sympatiske og hvordan. Og så meget om hvilke enkelte scener, de syntes var sjove. De to vigtigste spørgsmål overhovedet er: Kan du lide filmen, og vil du anbefale den til dine venner?!" siger Thomas Heinesen.
Men det drejer sig også om at være meget forsigtig med, hvordan man bruger testforløbet og fortolker de udfyldte skemaer, Michael Obel beskriver som værende meget simple.
"Dybest set svarer de til, hvad du ville spørge en mand om, der fortæller dig, han har været inde og se en film."
"Testkørsler kan være både et gode og et onde," mener Obel videre. "De kan bruges som en undskyldning for at fremme ens personlige interesser, eller man kan søge svar på noget, man er usikker på. I gamle dage var der en tendens til, at man bare lavede filmen og så lukkede øjnene og glædede sig til at se, hvordan folk reagerede på den. Der kunne være nogle utilsigtede misforståelser af historien, og dem kommer man måske til livs ved lige at køre den."
"Jeg er opvokset i et biografmiljø," fortsætter Obel, "og jeg har altid syntes, at det var kedeligt at lave film, som ingen gad se. Men jeg har også altid syntes, at det var en stor ambition at lave noget originalt. Hvis man kan forene de to ting, så er man jo godt på vej. Og det er sådan set også min holdning til, hvordan man skal bruge testvisninger - man kan ikke føre landets politik med Danmarks Statistik i hånden, og det gælder også filmkultur."
"Vi retter os selvfølgelig ikke efter hvad som helst," fastslår Thomas Heinesen. "Vi ser på, hvem det er, der har svaret - om de falder inden for målgruppen. Man skal tolke på det, der står i skemaerne, og det er vigtigt, at man har gjort sit forarbejde og gjort sig klart, hvad man vil med scenerne, for at kunne gøre det."
"Det er ekstremt vigtigt, at man til en testkørsel får det publikum ind, man vil have i tale. Alle film kan jo ikke bare tilfredsstille alle mennesker - så ville vi få nogle helt forfærdelige film."
Alle film skal testes
Thomas Heinesen mener også, at man skal teste alle danske film. "Jeg synes altid, at der er interessant, hvad publikum synes, for det er da for fanden dem, vi laver filmene for. Man kan vel sige, at de unge instruktører er blevet langt mere bevidste om, at man sådan set laver film for publikum. Og testkørslerne ændrer jo ikke ved, at det er almindelig praksis i Danmark, at hvis der er uoverensstemmelser, så får instruktøren lov til at bestemme, hvordan filmens udformning bliver."
Og han tror ikke på, at vi nogensinde når til amerikanske tilstande, hvor instruktøren hellere bliver skiftet ud eller tilsidesat, hvis producenten vil lave om i filmen af hensyn til publikum.
"Jeg ser det som om, man med testkørslerne tilføjer en dimension til diskussionen om, hvordan filmen skal se ud. Jeg har ikke oplevet, at der er nogen, som bliver tvunget til noget som helst," siger Michael Obel, der under optagelserne til den amerikanske udgave af Nattevagten dog oplevede det uhyggelige, at amerikanerne gerne optager det halve af en film om, hvis en testkørsel er negativ.
"Men det gør man jo indirekte, fordi instruktøren jo også gerne vil lave en film, folk gider se. Det er derude, det interessante foregår, for hvornår er det et personligt brev, man sender, og hvornår er det et massemedium? Den snak kan man selvfølgelig føre, og der er ingen tvivl om, at man på Filminstituttet mener, at film er et massemedium, og derfor er man også nødt til at få det til at fungere for mere end én person," siger Michael Obel.
FAKTA
Kan du anbefale filmen til vennerne
Traditionelt består et testskema af en række standardiserede spørgsmål, der hovedsageligt går på graduerede vurderinger af skuespillernes præstationer, om man kan lide karaktererne, om man forstår filmen og beskæftigelse, køn og alder på den, som besvarer skemaet. Vigtigst er dog, om man kan lide filmen og vil anbefale sine venner at gå ind og se den. Nogenlunde sådan ser skemaet til Den eneste ene ud. Skemaet til Lars von Triers Dancer in the Dark er noget mere detaljeret og lister udover de ovenfor beskrevne standard-spørgsmål en lang række scener fra filmen og giver mulighed for at vurdere dem som enten lange, gode, dårlige, rørende eller sjove. Desuden bliver man bedt om at forklare, blandt meget andet, hvor og hvornår filmen foregår, hvordan personerne relaterer sig til hinanden, og hvorfor de foretager sig forskellige ting.CMC
