Læsetid: 4 min.

Pestens økologi

28. februar 2000

De store epidemiers tid er ikke omme, men der er håb at finde i en ny bog

Epidemi
Næsten hver eneste dag fodres vi med nyheder om nye forfærdelige sygdomme med skæbnesvangre navne som Ebola, Lassa og Marburg. Disse sygdomme dræber mennesker på rasende kort tid og på de mest forfærdelige måder. Det synes som om, der bliver stadig flere af disse frygtelige sygdomme, og nogle såkaldte eksperter har foreslået, at det blot er et spørgsmål om tid, før en af disse sygdomme lægger vores globale samfund øde.
En god modgift til sådanne dommedagsprofetier er Christopher Wills' velskrevne bog Plagues. Their origin, history and future, der fortæller historien om og baggrunden for de frygtelige sygdomme, som har hærget menneskeheden siden tidernes begyndelse. Christopher Wills er professor i molekylær biologi ved University of California, Berkeley og har blandt andet forsket i menneskets genetiske variation og de mekanismer hvormed vi modstår sygdom.

Parasit og vært
Wills kalder - med tungen lige i munden - sygdomsfremkaldende organismer for generatorer af diversitet, hvilket på engelsk forkortes til GOD (Generators Of Diversity). Han påpeger, hvordan man må se disse organismer som nødvendige dele af livets økosystemer. Det er takket være de sygdomsfremkaldende organismer, at livet på Jorden har den umådelige variation, som vi oplever i dag.
Parasit og vært lever det meste af tiden i symbiose, men undertiden undergår parasitter genetiske forandringer der får dem til at formere sig uhæmmet. Det er denne vækst, som skaber sygdom hos værten, og som i nogle voldsomme tilfælde kan medføre døden. Men værten formerer sig naturligvis også, og eftersom alle levende væsener er i stadig konkurrence om føde, så betaler det sig bedst for parasitten at tilpasse sig sin vært.
Parasitter kommer fortrinsvis i de to vigtige varianter bakterier og vira. Begge typer er sofistikerede cellulære organismer, som behøver næringsmidler for at formere sig. I de sidste cirka halvtreds år har vi haft penicillin som modgift mod nogle bakteriers uhæmmede vækst, mens det har vist sig sværere at kontrollere ondsindede vira, og nu synes penicillinens dage også talte.
Det er en væsentlig pointe, at parasitter er opportunister, der helst vil formere sig, som det passer dem. Undertiden opstår der uventede muligheder for føde, som genetiske mutationer af parasitter efterfølgende kaster sig over. Problemet for den muterede parasit er imidlertid, at føden som oftest er begrænset til værten. Hvis disse grovædende mutationer skal overleve over længere tidsrum, kræver det, at der er mulighed for at blive overført til nye værter, inden værtens ressourcer er udtømt.
Man kan derfor kontrollere langt de fleste sygdomme, når man kender smittevejene. Simple foranstaltninger som vand og sæbe har reddet forbløffende mange liv gennem tiderne, om end det er langtfra alle sygdomme, som kan forebygges på denne simple vis.

Sjællandsk malaria
Malaria er et eksempel på en sygdom, hvor smittevejen i lang tid var ukendt, men hvor vi nu ved, at det er malariamyggen, Anopheles maculipennis, der spreder sygdommen mellem mennesker. Men selvom vi kender smittevejen, så har vi stadig ikke været i stand til aktivt at stoppe udbredelsen af malaria med undtagelse af den uforvarende - og i lang tid gådefulde - helbredelse af malaria på de danske øer.
De fleste kender til malaria som en tropesygdom, men de færreste ved, at malaria engang var særdeles udbredt også på vores breddegrader. I 1831 var der for eksempel en så voldsom epidemi på Sjælland, Lolland og Falster, at det frygtedes, at øerne skulle blive affolket. Næsten alle indbyggere var ramt af sygdommen, hvilket nogle gange fik bønder til at kollapse midt under arbejde i marken. I en kommune på Lolland døde således op imod halvdelen af befolkningen i denne epidemi.
Den sidste store epidemi fandt sted i 1862, og derefter faldt udbredelsen af sygdommen dramatisk. Fra 1887 til 1900 blev der kun rapporteret ti tilfælde af malaria, mens der efter 1900 ikke blev rapporteret en eneste.

Gådens løsning
Det var ikke så lidt af en gåde, hvorfor malaria pludselig forsvandt. Først i 1918 fandt den danske zoolog Carl Wesenberg-Lund løsningen. Han begyndte at undersøge udbredelsen af myg i Danmark, og fandt at malariamyggen var forbløffende sjælden indtil den dag, hvor han begyndte at undersøge kostalde. Overalt fandt han talrige malariamyg hængende i spindelvæv og fra loftsbjælker.
Svaret var derfor enkelt: Da man begyndte at holde husdyr i overdækkede stalde, fik det malariamyg til at ændre deres blodsugning til husdyr, og væk fra mennesker. Malariaparasitter kan ikke overleve i disse husdyr, og den onde malaria cyklus var dermed brudt.

Pest eller kolera?
Man kan finde en lang række andre velfortalte historier om epidemiske sygdomme gennem tiden i Wills' fine bog. Vi hører for eksempel om pestens og koleraens historie med fascinerende indskud om de forskere, der hjalp til at afdække og afhjælpe disse frygtelige sygdomme. Moderne svøber som aids får også en velafbalanceret behandling med en fin opsummering af vores nuværende viden.
Wills interessante pointe er, at vi kan lære af historien, og at langt de færreste sygdomme er uhelbredelige. Vi er derfor nok under stadig pres fra parasitterne, men der synes ikke at være udsigt til at vi skulle tabe kampen.

*Christopher Wills: Plagues. Their origin, history and future. £20. Harper Collins, London

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her