Læsetid: 3 min.

Pip i papkassen

29. februar 2000

Goddag og farvel til en halvromantisk Strindberg fuld af 'pråt' og præk

Teater
Det er prøvelsernes sæson på Det Kgl., bortsorterede skuespil findes frem og søges rehabiliteret. Først Shakespeare - Kærlighedens narre - nu Strindberg. Ved urpremieren i 1882 gik Hr. Bengts hustru syv gange, ved den danske i 1897 12 gange. De var ikke så dumme dengang.
Stykket er et uudsagt bestillingsarbejde fra fru Strindbergs side; efter tre børnefødsler kneb det med roller til Siri von Essen, men kærligheden var endnu så varm, at ægtemanden sprang til og skrev en lejlighedssang. En temmelig lang en, fem akter, og en slem gang rod i såvel tematik som location og forfatterstandpunkt. Naturalisme forude og romantik bag; der begyndes i en slags middelalder og springes så til en slags nutid, hvilket instruktøren tager helt bogstaveligt.
De fem akter kan koges ned til et et visdomsord vistnok af Tjekhov, "Gift dig og du vil fortryde det, gift dig ikke og du vil også fortryde det," men med August og baronesse Siri som letgennemskuelige modeller, er der meget mere at sige.
Om adelige frøkener (Julie pusler i baghovedet) kontra jævne ægtemænd, om at skåne kvindfolk for mandfolks skaffedyrsbekymring (med hilsen til Ibsen og hans sværtfordøjelige frikøb af Nora) og derved uundgåeligt at ende med et selvskabt problem, om hustruvold, kvinders seksuelle løsdrift, præsters indeklemthed og økonomi og ægteskabelig lykke som forbundne kar. Altsammen inden for en ramme, hvori ridder Bengt befrier Margit fra et kloster, for kun - nu i nutid - at hensætte hende i ægteskabets indespærring af skattegæld, tandstangning ved middagsbordet og noget så plebset som arbejde.
Så er det rigtig nok noget andet med fogeden, som er en skidt karl og praler med det (og spilles af Morten Suurballe), men ham er man da i det mindste ikke gift med. Imidlertid bliver Bengt en kende mopset over at finde mor og Suurballe uregelmæssigt påklædt og henslængt, han tjatter til damen, som prompte vil skilles. Hvorefter den lumre konfessionarius (Henrik Jandorf), der har fulgt fruen fra klostertiden, præker pligt over for mand og især barn; fogedens frieri afvises og ægtefolkene, der i mellemtiden er blevet skilt, ekstatisk beslutter at begynde forfra, trods den mistro, der "står som et sværd imellem dem."
Strindberg tror ikke meget på en næste runde, vi heller ikke, og instruktøren har strøget Margits snusfornuftige udgangsreplik om at lære barnet, at "himlen (kærligheden) er deroppe, men vi befinder os på jorden." Kærlighed og ægteskab er inkommensurable størrelser.

Kan vi finde på mere?
Scenografen har andetsted nævnt sin fascination af Fassbinder som inspiration til de omkalfatrede skuespillere. Jandorf er blevet blondine, mens ridder Gilsfort er mørknet og Benedikte Hansens dybe brunette uden videre kunne dublere Margit Carstensen i Petra von Kant. Det bringer ikke den uhomogene og harsk beskårne tekst videre, så hvorfor mon?
Samme stive og stiliserede tekst har trængt den mærkbart unge instruktør op i et hånligt hjørne, hvorfra han udstiller de latterlige personer i en groteske, der fører til referater som ovenstående. At det kortvarigt alligevel lykkes Hansen at appellere til lidt strindberg'sk synd-for-hende er et mestertræk fra skuespillerens side.

Strindberg uden galskab
Den groteske spillestil er ikke tilstrækkelig afstandtagen for instruktør og scenograf, den ene tilføjer indfald, slibrige historier, grove vitser og en besynderlig sangmani hos stakkels Benny
Poulsen som sogneråd. Den anden 'pifter op' - ikke umorsomt - med Rhett Butlers berømte afgangsreplik fra Borte med blæsten og hensætter ellers menagen til en overdimensioneret papkasse, "ny og skrøbelig som hr. Bengts ægteskab" lyder forklaringen.
Med lidt god vilje kan man sige, at de tos forhold aldrig rigtigt når ud af flyttekasserne, men mere nøgternt må man især konstatere, at denne opførelse gør sig umage for ikke at give lejlighed til at vurdere Strindberg på hans ord og dem alene.
Reaktionen - skulle der mon alligevel gemme sig et mindre, men stiliseret spilbart stykke indeni? - er kun halvhjertet og fremkommer kun, fordi opsætningen er så eddertrekvart frustrerende. Måtte vi aldrig konfronteres med denne halvromantiske Strindberg uden galskab, kun med pråt og præk, igen!

*Hr. Bengts hustru af August Strindberg. Ovs.: Sven Holm. Instr.: Anders Paulin. Scen.: Christian Friedländer. Det Kgl. Teater, Stærekassen. Til 26. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her