Læsetid: 5 min.

Plukfisk

15. februar 2000

Ti sværddragere fik medierne til at gå amok i fredags. Endnu et lærestykke i den mediekonstruerede virkelighed, der i stigende grad tager over. Udstillingen fortjener imidlertid at blive set i sin helhed

Udstilling
Allerede på parkeringspladsen en time før ferniseringen i fredags indså Deres udsendte, at der måtte være noget i gære inde i Trapholts sale: En hær af biler, heraf en del fra radio og tv, indikerede en for en udstilling i provinsen usædvanlig medieopmærksomhed.
Da jeg kom ind i salene for særudstillinger formeligt vrimlede det med journalister med mikrofoner, videokameraer og båndoptagere i færd med at pumpe museumsdirektør Peter S.
Meyer for informationer om ti små sværddragere, der intetanende daffede rundt i deres blender-akvarier.
De var kommet i journalisternes søgelys, da en repræsentant for Dyrenes Beskyttelse havde anmeldt direktøren til politiet for vold mod dyr og havde sendt pressemeddelelser afsted i løbet af fredagen. Men Meyer kender sine lus på gangen og er en erfaren skipper, når det drejer sig om kunstskandaler, Lemmerz' Esbjerg installation med svinene, Scene, ihukommende. Så han tog journalisterne i strakt arm.
Det var ikke kunstanmeldere, medierne havde sendt, men fortrinsvis kriminalreportere! - heriblandt en, der netop havde afsluttet en artikelserie om to mord på Fanø. Nu vejrede han nyt blod.

Pædagogisk lærestykke
Og udstillingen? Den var der ingen, som interesserede sig for. Man fokuserede udelukkende på dette ene værk. Ophavsmanden til det omstridte værk er den herboende, chilenskfødte billedkunstner og arkitekt Marco Evaristti, som er kendt for sine stærkt medieappellerende værker, herunder installationer med egen sæd, med blod indsamlet på ulykkessteder i Bangkok, med Lolitadukker, Dannebrogsflag m.v.
Han arbejder med virkeligheden som readymade, specielt de kulturelt indarbejdede dogmer og tabuområder og dertil knyttede ikoner interesserer ham. Med sine enkle greb undersøger han kunstbegrebet og samfundets urørlighedszoner.
I omtalte værk har han kogt Kierkegaards dybsindige betragtninger over Valget i Enten-Eller ned til et pædagogisk lærestykke, der kan annammes på tre sekunder: At livet beror på valg, og at vi i kraft af den teknologiske udvikling i stigende grad råder over liv og død. Det er etikerens bevidste ansvarlighed, han her appellerer til, ved at give gæsten valget mellem at trykke på knappen eller lade være. Selv har han naturligvis afholdt sig fra det. At trykke på knappen.
Til gengæld har han flair for at trykke på medieknappen, og udstillingen vil uden tvivl blive set af mange, om man kan lide anledningen eller ej. Evaristti vil nu opstille et kamera, der optager museumsgæsternes omgang med værket, således at der bliver holdt en slags optisk- etisk regnskab med det interaktive værk.

Dobbelttydig titel
Liv og død, søvn og vågen, drøm og mareridt synes at være overbegreber for denne udstilling, der rent æstetisk befinder sig i feltet mellem det sorte og hvide, der alternerer gennem hele forløbet. Det er en interessant idé at koble netop disse individualistiske kunstnere sammen. Kvium, Lemmerz og Frandsen er ofte set i sammenhæng og er rundet af 80'erne, mens Bonde og Evaristti tilhører det unge og mere konceptuelle hold fra 90'erne.
Kunstnerne har været en lille uges tid om at opbygge udstillingen. Den dobbelttydige udstillingstitel "Eyegoblack" er hentet fra James Joyces' Finnegans Wake fra 1939, hvor Joyces eksperimenter med sprog og form kulminerer. Michael Kvium og Christian Lemmerz er p.t. i færd med at lægge sidste hånd på en filmatisering af romanen i en otte timer lang film, som får premiere til september. Når vi lukker øjnene og siger verden ret farvel for en nats tid, og tages i armene af Morfeus, da træder vi ind i mareridtets gruopvækkende sale og ser verden vende vrange ud. Det er bl.a. det, udstillingen indkredser, især i Kviums maleri-installationer med indlagte monokrome, sorte felter.
Billederne kunne principielt fortsætte som et endeløst mareridt ud over rammerne og ud i virkeligheden, fordi han samler dem som et puslespil. Navnlig i Keep Dreaming i det bageste rum rykker Kvium videre og udfordrer sig selv og sine til tider noget redundante vokabular af rædsler og groteske kroppe. De sekunderes af Lemmerz' molesterede kvindekrop i snehvid marmor, som er vist før. Det er en svaghed ved udstillingen, at Lemmerz ikke kun viser nye værker. Kvium påpeger nødvendigheden af at lukke i over for omgivelserne. Hans forhold til mareridtet er legendarisk, og selv siger han, at den absolutte natur er skizofren, og at vi opløses, når vi lukker op for den. Kulturen er et bolværk, opbygget af angst, der skal beskytte os mod kaos, mener han.
Hvem er vi egentlig? Hvis vi forelsker os i en kæreste, så er det hverken det samme menneske, den samme krop, den samme lyst eller de samme følelser, når der er gået tre år. Alt er forandret, og det er absurd, siger han. Hans billeder er skabt i et drømmesprog, analogt med Joyces, og hans nye billeder er stærke og sært troværdige.

Kunsttyveri
Et andet udstillingstema er forholdet mellem original og kopi. Niels Bondes store video- og væginstallation med dokumentation af tyveriet af Munchs Skriget i 1994 fra Nasjonalgalleriet i Oslo, er en tankevækkende kommentar til begrebet ejerskab af noget så æterisk som et skrig. Installationen sætter ud med nogle til tider helt absurde avisudklip, der bl.a. opregner de syv kunsttyverier af Munch-malerier, som har fundet sted fra 1972-94 i Norge.
Et nationalklenodie som Skriget er blevet en fetich. Man hører alarmklokkerne i Nasjonalgalleriet, der forplanter sig til Trapholt og tilfører udstillingen en underliggende tone af spænding og uro.

Kopi og original
Erik A. Frandsen undersøger familiens billed- og erfaringsdannende betydning i sine malerier og fotografiske forlæg og arbejder i forlængelse af de værker, han i de senere år har skabt - og i år tillige som DSB-plakater, men hans nye værker går endnu videre i opløsningen af motivet. De bliver til i feltet mellem abstrakt og figurativt maleri og spiller elegant på forholdet mellem kopi og original. Det er farvenegativer af de nære rum og af kvinden og børnene, han tager afsæt i, og som han forholder sig til på en mærkelig distanceret måde. De virker unheimliche. Også Lemmerz maler og tegner - eller rettere har ladet male og tegne. I en kultegning på lærred Adolfs Hund, har han ladet tegne en kopi af Adolf Hitlers kopi efter en tegning af en hund i de dage i tyverne, da den senere despot og massemorder aspirerede til at blive maler. Det blev han som bekendt ikke, hvilket millioner og atter millioner har begrædt.
Nogle af kunstnerne arbejder konceptuelt, meget langt fra det håndværksmæssige seje træk i atelieret. De skaber ved hjælp af få lette greb nogle til tider rystende og til tider lovlig banale mareridtsværker, der fremstår lige sorte nok.
Men udstillingen som helhed er trods det brogede kunstneriske felt den dækker, mere tankevækkende end sværddragerne lader ane. Den er en prøveballon - og med kunstnernes egne ord - en "værktøjskasse" for deres senere fremstød i Latinamerika og Barcelona, hvortil den i stærkt ændret form vil vises senere på året og i 2001.

*Eyegoblack. Niels Bonde, Marco Evaristti, Erik A. Frandsen, Michael Kvium og Christian Lemmerz. Trapholt i Kolding. Dgl. 10-17. Til 30. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu