Randers HK er med sit multikulturelle hold først i landet til at drage den fulde konsekvens af globaliseringen af verdens bedste håndboldliga - det går rent ind i byen
Sporten
....Lørdag eftermiddag i Randershallen. 1.600 tilskuere samlet til match i damehåndboldligaens øverste halvdel. Ikast er på besøg med tilrejsende fans klædt i gult og med bannere. Men de udgør et mindretal i forhold til de blå-hvide, fanatiske tilhængere af hjemmeholdet.
Dommerne fløjter op, og klapsalverne hagler ned over de syv spillere fra Randers HK. Fem af de syv på banen er udlændinge, landsholdsspillere i deres respektive hjemlande: Den tyske målvogter Christine Lindemann og hendes landsmand Stefanie Melbeck. Tatsiana Silitch fra Hviderusland. Hollandske Nicole Heuwekemeijer. Og Aniko Kantor, den farlige ungarske højrewing.
De to hold følges ad til 4-4, da norske Cecilie Thorsteinsen sendes på banen i stedet for danske Ditte Dahlmann. Publikum jubler. Også "Cecil" er populær....
For et halvt år siden var der ret mange i Randers, der rystede på hovedet af håndboldklubbens ledelse og træner Morten Arvidsson. Godt nok var dameholdet blevet drænet af spillerafgang til andre større og rigere klubber i den danske damehåndboldliga, der af mange betegnes som verdens bedste. Men alligevel. Var det ikke for vildt at købe stort ind og hente seks landsholdsspillere fra Tyskland, Ungarn, Norge, Holland og Hviderusland til Randers?
"Nej," lød svaret fra Morten Arvidsson. Og han siger det samme i dag: "Vi lever i en globaliseret verden. Og da dansk kvindehåndbold har så høj en standard og med mange penge involveret, er det naturligt, at de bedste spillere kommer her til landet. Derfor slår det multikulturelle igennem her i Danmark først."
Arvidsson er sikker på, at andre klubber vil følge i Randers' fodspor, selv om der har været murren i krogene i mange af de andre topklubber.
I Randers har skeptikerne forlængst lært at holde kæft. Flertallet i byen er rævestolte af holdet, der har klaret sig langt over forventning.
"Det er virkelig imponerende. Jeg synes bare, det er spændende med alle de udenlandske spillere," siger en af tilskuerne til dagens kamp, Torsten Hermansen, der er kommet sammen med sin datter for at følge holdet.
Den norske spiller Cecilie Thorsteinsen kender situationen fra sit hjemlands håndboldliga og fremhæver, hvordan sporten - udenlandske spillere i norske klubber - har været med til at "øge tolerancen" i befolkningen.
.... Der er spillet et kvarter, og det er begyndt at køre for Randers HK. Den hurtige Aniko Kantor har bragt holdet foran 7-5, og da Christine Lindemann kort efter kan knytte næven i triumf efter en pragtredning, kvitterer hun med en hilsen til de hvid-klædte mandlige hånboldfans oppe på lægterne. De råber nemlig "Lindemann, Lindemann, Lindemann." Med Randers-accent. Nicole Heuwekemeijer er uheldig med et par afslutninger fra distancen, men hun kan tage det roligt. Aniko Kantor og Stefanie Melbeck, i folkemunde Steffi, øger til 9-5. Spillerne virker, som de føler sig som blommen i et æg på Randershallens gulv...
De udenlandske spillere i Randers er ikke blot en flok sammenbragte professionelle, der knapt nok ved, hvilken klub de spiller i.
"De føler virkelig noget for byen," fastslår Morten Arvidsson.
Det hænger sammen med, at der er opstået en positiv spiral, hvor byens stolte indbyggere ofte standser spillerne på gaden og for eksempel siger "god kamp i lørdags". Spillerne er glade for interessen og føler en forpligtelse til at yde en ekstra indsats for byens indbyggere.
"Jeg føler meget for byen og hele området, fordi folk her er stolte over os," siger Christine Lindemann
Med til at øge tilknytningen til byen er, at de udenlandske spillere rent faktisk bor i Randers. I forrige sæson - før spillerflugten - havde holdet mange danske udenbys-spillere, som så kørte frem og tilbage til træning.
"De udenlandske spillere er meget mere lokale end de spillere, vi havde før. Simpelthen, fordi de bor her, hvilket vi har lagt meget vægt på," siger Morten Arvidsson.
...10 minutter tilbage af første halvleg. Cecilie Thorsteinsen, der ellers tidligere har triumferet med elegant at lobbe bolden i mål over Ikasts-målvogteren, mister bolden, og Ikast scorer på en kontra. Cecilie bliver efterfølgende vist ud, fordi hun har revet en fremstormende Ikast-spiller i armen i et rent obstruktionsforsøg. "Det er for let," skriger træner Arvidsson ind i hovedet på hende. "Du skal kraftedeme komme hurtigere tilbage." Cecilie er rød i hovedet og forsøger at køle af. Randers-føringen er ved at skrumpe ind, og da der er to minutter tilbage af halvlegen, står der pludselig 10-10. Træneren råber intsruktioner ind til Tatsiana Silitch. På dansk. "Du må ikke....",siger han. "Nej, nej, selvfølgelig ikke," råber hviderusseren tilbage.
Selv om spillerne ikke engang har været her i et halvt år, taler de allesammen ret godt dansk. Helt fra starten tog træneren sig personligt af sprogundervisningen.
"Jeg vidste, at det var helt nødvendigt, at vi allesammen taler og forstår det samme sprog. Og det er helt naturligt, at sproget er dansk, når det er en dansk klub i en dansk by," siger Morten Arvidsson.
Hans sprogundervisning gik i begyndelsen ud på at give dem så mange ord som muligt, så de kunne forstå mest muligt af, hvad der blev sagt omkring dem. Det første, han gav spillerne, var en liste over danske håndboldudtryk, oversat til engelsk og tysk. Senere kom spillerne på et rigtigt sprogkursus, og i dag er der stort set ingen problemer med kommunikationen på træningsbanen og før og under kampene.
"Men det hænger selvfølgelig også sammen med, at vi bruger meget krops- og tegnsprog til at forstå hinanden," siger Morten Arvidsson.
Den seneste udvikling på sprogfronten er, at alle taler dansk med hinanden. Også uden for banen. Selv hollandske Nicole og tyske Christine kommunikerer på dansk, selv om det ville være nemmere på engelsk eller tysk.
...Anden halvleg. Randers' organisation fungerer igen. Aniko Kantor hopper op fra bænken med armene i vejret, da hendes danske holdkammerat, Laura Danielsen, scorer til 15-13 på straffekast. Og Aniko er lige så aggressiv og sur i sine protester over dommeren som træner Arvidsson, da Tatsiana bliver udvist. "Du gør det godt nok," siger ungareren til Tatsiana, da hviderusseren sætter sig på bænken. Der er dømt sammenhold blandt spillerne, og da Randers holder fast og kommer foran 18-15, går de rundt på banen og smiler til hinanden...
"Jeg tror, at grunden til, at vi har så godt et sammenhold, er, at vi er så mange forskellige kulturer samlet. Det er nyt og spændende for os allesammen. Det er som om, vi er med til at skabe noget nyt i fællesskab," siger Christine Lindemann, der ser mange muligheder i holdet.
"Vi er hver især gode tekniske spillere, som medbringer specielle teknikker fra vores eget land. Jeg føler, at jeg udvikler mig her."
Cecilie Thorsteinsen er enig: "Vi lærer meget af hinanden, og det er virkeligt inspirerende."
Sådan har det imidlertid ikke været hele vejen igennem. I de første kampe fik holdet store øretæver
"I starten tabte vi for eksempel til Brabrand," siger Christine Lindemann og ryster på hovedet. "Men det var fordi, vi ikke var sammenspillede."
I dag ser hun store muligheder i det multikulturelle hold. Mange flere end i hendes seks år i Werder Bremen, som også havde mange udlændinge på holdet.
"Forskellen på Bremen og Randers er, at i Bremen blev alle de udenlandske spillere tyske i deres spillestil og mentalitet. Her prøver de ikke at gøre os til danske, men udnytter og udbygger de kvaliteter, vi hver især bringer med os."
Det sidste kvarter. Ikast har udlignet til 18-18, og Randers Hallen koger. Taktfaste klapsalver hagler ned over hjemmeholdet i denne afgørende fase.
Men Cecilie brænder et par chancer og får en kæmpesviner af Morten Arvidsson under time-out, da holdet er bagud 19-21 med fem minutter igen. Men der er som om, sammenbrudet er en realitet. "For fanden," siger målvogter Lindemann, da Ikast fører 24-19, og hun skiftes ud til fordel for en ekstra markspiller i et sidste forsøg på at vende slagets gang.
Det er for sent. Ikast vinder 26-20, og tårerne i Nicole Heuwekemeijers øjne siger alt om, hvor skuffede spillerne er. Så tæt på, og så alligevel.
Men nederlaget afholder ikke horderne af unge autografjægere fra at komme ned på banen. Christine, Stefanie, Cecilie, Tatsiana, Nicole og Aniko kvitterer for interessen på trøjer og programmer. De er - i Randers.
*Dette er den anden tema-side i en artikelserie om det multikulturelle Danmark. Den første blev bragt den 17. februar. Serien fortsætter.
